Tags

, , , , , ,

Uf! Gennemblødt og kold efter en cykeltur til byen.


Hvor jeg priser mig lykkelig over, at jeg efter en våd cykeltur kan låse mig ind i en lun og hyggelig lejlighed. At jeg ikke er Roma, der må stå et vådt og blæsende sted og forsøge at sælge brugte mobiltelefoner og andet “skrammel” for at få til dagen og vejen. Og det er vel knap nok de stakler får det.
Besluttede at cykle til byen, medens solen var fremme, for at møde glade mennesker som fejrede Skt. Patricks Day og måske hænge ud til irsk musik på Islands brygge.
Ak! ikke mange km hjemmefra åbnede himlen sig og inden centrum var jeg gennemblødt og parat til at hoppe på et S tog direkte hjem igen. Besluttede at kigge indenfor på Jazz Cup for at få varmen og tørre lidt over en kop kaffe. Jakob Bro Quartet stod på programmet. Under første nummer fortrød jeg bitter min beslutning. Under 2. nummer og resten af koncerten overgav jeg mig fuldstændig. Det var ikke blot dejlig musik. Det var hammer spændende, følsomt, som sol over et oprørt hav og stille vandren på mos i skoven. Godt jeg blev. Buksebenene tørrede, resten var stadig vådt da jeg skulle cykle hjem. Gennemkold, fugtig og forkommen sprang jeg yderligere arrangementer over og fik gang i en pande med de sidste slatne grøntsager fra skuffen. Godt med chili, hvidløg og ingefær har nu fået blodet til at rulle og jeg er klar til sofaen med avisen og en stor kop the.
Måske bliver der overskud til at kaste de sidste ting i kufferten. Ingen regntøj skal med. Der må absolut være varmt og tørt i Andalusien nu. Here I come.
Godt jeg skal af sted, den kommende uges vejrudsigt lover nedbør i mit lokalområde. Det gider jeg ikke have mere af. Kom nu lys og varme så jeg kan folde mine kronblade ud og mærke energien suse rundt i kroppen. Det trænges.

Advertisements