Foråret er på vej både her og i Andalusien.


Havgusen har lagt sig tungt omkring min bolig og de tre små marrokanske lygter, jeg har hjembragt og som nu glimter på altanen, ligner nærmest lanterne på et skib i alvorlig havsnød.
Men foråret kan lugtes og mærkes både her og hvor jeg kommer fra. Og netop som livet igen begynder at boble og gro, er et af de mennesker jeg beundrer og sætter højt draget bort. Peter Bastian er død. Han var ubestikkelig i sin sjæl. Et ægte tænkende og kærligt menneske. Dygtig som nogen. Lærte mig om dem klassiske musik og betog mig med sin musikalitet, sin viden og sit ønske om, at få os mennesker til at sætte baren højt og slide for vore mål. Det er svært at holde tårerne tilbage over det tab som, ikke blot hans nærmeste og kære har lidt, men som vi alle nu må leve med. Der bliver ryddet lidt for voldsomt op på reolerne for tiden. Der er ikke mange dage imellem dødsannoncer på mennesker jeg kender og holder af.
Nogle forsvinder skræmmende og overraskende, andre kæmper i en tid med sygdom, ofte cancer. Jeg er kommet til at hade det ord cancer. Det er kommet for tæt på.
Jeg nåede ikke på kursus hos Peter og den sidste koncert jeg havde billet til – forstår jeg nu – blev aflyst. Tak for alt hvad du lærte mig, jeg vil stramme mig an og bestræbe mig på, at huske dine kloge ord.
Nu sidder jeg altså her igen i hjemmeboligen og savner de små børn, som har befolket min hverdag den sidste gode uge. Jeg har nydt dem og været glad for den lykke det er at være bedstemor og få lov til at være tæt med børnebørnene. Ikke at det altid er nemt, men de sørger godt og grundigt for, at hjernecellerne roterer og fysikken holdes i top form. Det er dog en gave, jeg sætter stor pris på. At moderen som i disse perioder har mig boende 24 – 7 og skal rumme dette, betragter jeg som en kærlighedserklæring. Gid hun en dag må få samme gaver af sine børn og børnebørn.

Advertisements