Tags

, , , ,

Påskefrokost under udarbejdelse.


Som nævnt endte påsken med at være alt det, jeg ikke troede den skulle blive. På vej i seng i går aftes ankom en sms med besked om, at der var familie-påskefrokost i dag kl. 14.00. Min ældste datter hviler ikke længe på laurbærbladene, hvis hun får en ide og heldigvis bakkes hun op af mand og børn. Der kom positive tilbagemeldinger på smsèn og så var gode råd dyre. Der blev handlet ind på en højhellig påskesøndag og dækket bord. Solen skinnede det bedste den havde lært. Alle tog del i kreationerne og det blev en smuk dag med dejlig mad, søde unge unger og pjankede voksne. Hunde der legede og måske sidder menneskene nu pakket ind i tæpper og kigger ind i bålet. Man kan aldrig vide og det er disse spontane indfald, der gør en helt høj af fornøjelse.
Turen i toget var også dejlig. Hele skovbunden var hvid af anemoner og interessant nok påpegede min datter, at hos dem er træerne ikke sprunget ud endnu. Og det var minsandten helt korrekt. Hos mig er alt det lysegrønne foldet ud, i Nord Sjælland er træerne endnu grå og nøgne at kigge på.
Her falder mørket på og den kuldeblå himmel forvandles til en dunkel baggrund for de nu sorte træer og skyggerne på plænen. Lysene er tændt og om lidt vil jeg blandt mange andre sætte mig foran tv for at erfare hvorledes valget er gået for sig i Tyrkiet. Men mit håb er ikke stort. Tænk at man demokratisk kan stemme for et diktatur. Det er mærkeligt.

Reklamer