Tags

, , , , ,

hvordan bærer man sig ad med at se så smuk og ung ud i en alder af over 70 år?


Aftensolen lægger et forførende lys på de nyudsprungne kirsebærtræer i det bælte af træer som omgiver vores græsplæne. Det ser dejligt ud, men deter iskoldt. Jeg ved det. For jeg er lige kommet hjem og forårsfrakken og skoene gav ikke læ for den isende vind.
Marianne havde inviteret til frokost på Frida og jeg var heldig at sidde sammen med 3 andre kvinder, hvor vi alle fire faldt i hak og samtalede livligt i et par timer.
Berejste damer, der havde været de mest utrolige steder. Så spændende at høre om. Og så udviklede Ilselil historien fra i går sig. For sjov sagde den ene: “Nå! du hedder Ilse, ikke et helt almindeligt navn”. Jeg fortalte hende historien fra i går og så lo hun og sagde. Jeg tror, at jeg kan fixe et møde. Ilselil er min veninde og jeg skal se hende nu hun kommer til Danmark. Faktisk viste det sig, at damen jeg talte med i dag er leverandør af de gamle film til Cinemateket, fordi Ilselil i sin tid forærede hende nogle kopier. Verden er så lille, eller også er man meget mere åben og ser og hører de muligheder, som man får tilbudt?
Efter frokosten gik turen til Det Nye Teater/Sceneriet hvor vi skulle se Kærestebrev spillet af Susse Wold og Bent Meiding. Helt igennem et rørende stykke om kærlighed, forskellighed, tiltrækning og frastødning. Om voksne mennesker der sidder på en vippe. Når den ene er nede, er den anden oppe, eller et helt andet sted. De kredser omkring hinanden som to planeter, og er ikke i stand til at række ud eller sagt på en anden måde: “De vil aldrig kunne nå hinanden og måske godt det samme.”
Tankerne går tilbage til den tid hvor også jeg skrev kærlighedsbreve og modtog andre. Jeg holdt/holder meget af at skrive breve, ligesom Bent Meiding.
Når man sidder der med sin pen og forsøger at male den man også er, men hvor ordene måske giver modtageren et helt andet billede. Ord på et papir er taknemmelige, siger man, og passer måske slet ikke på den virkelighed der mødes.

Reklamer