Tags

, , ,

De gamle bryggerheste lufter nu turister i stedet for at køre rundt med øl.


København, ja hele DK, bliver munter, venlig og imødekommende i forårssol. Mormor gik tur med ungdommen på Vesterbro og lidt på Frederiksberg i hendes ungdoms fodspor og vejret var lige til sådan en vandring.
Det hele begyndte ved Jesus Kirken. Brygger Carlsens egen kirke, hvor han ligger i krypten sammen med Othilia og nogle af børnene og vist et barnebarn. Desværre kunne vi ikke snige os derned, fordi et bryllup så småt var ved at gå i gang. Gennem Søndermarken og en tur ned i Cisterne måtte de unge også, medens mormor passede på vovsen. Gennem den smukke park til Kamma Rabecks Bakkegården og se det nye orangeri og igen græmmes over, at Carlsberg byggeriet nærmest har fået lov til at vælte ind over hækken. Hvile fødderne i Enghaveparken, se sin mors vuggestue, det gamle Fællesbad i Lyrskovsgade, Folkets Hus, det nu nedlagte folkekøkken og videre til “torvehallerne” på Vesterbro. Tjekke Tove Ditlevsens Mindehave ud og meget mere.
Endelig pause på Vesterbro Torv med en kop tiltrængt kaffe og the. En tur gennem Skydebanen og Dannebrogsgade for at få udpeget det Gamle Studentersettlement og Saxoly, hvor mormor i sin tid var formand for bestyrelsen. Endelig sluttede dagen ved Absalon hvor middagsmaden blev indtaget. Endnu engang et herligt måltid mad og sjovt selskab. Der blev udvekslet information og ungdommen var lydhøre og ville gerne vide mere. En ung svensk kvinde fik indtegnet en spændende cykeltur i omegnen og en ung mand, der arbejdede i Øksnehallen fik styr på hvorfor det hed Den Brune og Den Hvide Kødby.
Selv fik jeg en ny opdagelse, idet nogle – jeg ved ikke hvem – har bygget et låneskur – et lille skur med hylder og glas ruder. her kan du sætte dine brugte bøger, aflagt legetøj og tøj. Nibs og andet godt. Andre er så velkomne til at tage, det de kan bruge. Det så ud til at fungere rigtig godt.

Mangler du noget så kig – måske står det klar til dig her.

Reklamer