Tags

, , , , ,

En dejlig blå aften med gå-gruppen. Lunt og lækkert vejr.


For et par dage siden faldt jeg ind i en tv-udsendelse, som handlede om, at en psykolog skulle skabe kontakt mellem en mor og en søn, som var “gået” fra hinanden.
Den udsendelse har rumlet i mig lige siden, fordi jeg i tilbageblik, men også aktuelt, ikke er tilfreds med min hørelse. I går aftes prøvede jeg at lytte, men det gik ikke godt over længere tid. Jeg lytter simpelthen ikke godt nok, eller kan ikke finde balancen mellem at lytte og forstå min kommunikationspartners tanker, følelser. Sådan er det bestemt ikke altid og jeg vil så gerne finde ud af, hvad det er der sker. I går var det en politisk-økonomisk diskussion. Og undervejs kunne jeg ikke finde ud af om, jeg har fyldt ørene ud med vat, eller jeg laver nogle blokeringer a la: Mine synspunkter skal fremmes, frem for at forstå og undre mig over “modparten”. Heri gemmer sig måske en vigtig pointe, for i det øjeblik jeg laver en “modpart” og ikke en medspille sker der noget med kommunikationen. Vi forsøger at vinde gehør for vores synspunkter begge to og får ikke spurgt ind og lyttet efter. Jeg ville så gerne have SOLGT problemet med den stigende ulighed, men havde åbenbart ikke argumenterne i orden. Jeg tænker at uligheden er en stor trussel mod vores samfund, vores klode. Jo større gabet bliver, jo større er faren for at kedlen eksploderer og de rige, kan jo alligevel ikke nå, at bruge alle deres penge. Hvorfor vil man ikke forstå, at jo flere der bliver fattigere, jo mindre bliver købekraften og det offentlige, der kompenserer og forsøger at holde hjulene i gang gældsætter vores offentlige kasser og tror de kan spare sig til en løsning.
Jeg synes selv det er så indlysende, at så længe vi beskatter arbejdsindkomsterne hårdere end kapitalindkomster vil skævvridningen fortsætte. Kunne vi ikke blot beskatte begge dele lige meget til en start?
Er der noget jeg ikke kan høre? Er der noget her jeg ikke forstår i kommunikationen?

Reklamer