Tags

, , , , , ,

En sommertur i det Nordsjællandske landskab.
Kaffe i Vig og spændende landsby Under Himmelen.


Der er fortsat brudstykker af en samtale fra en tidligere omtalt tv udsendelse, der rumler i mit hoved. Og jeg tænker, om jeg som mor har lyttet og forstået mine børn. Dengang de var bitte små, lidt større og store, senere unge. Har de følt sig set, hørt og forstået? Har de følt sig svigtet og misforstået? Satte jeg mine egne voksne behov forrest? Uanset om mine behov, min angst eller bekymring, min uforstand og egoisme skyggede for, at være der og se dem, gjorde jeg det aldrig af ondt vilje. Måske gjorde jeg noget dumt i afmagt? Måske omsatte jeg min kærlighed i ikke kærlige handlinger.
I bakspejlet ville jeg i hvert fald gerne have været klogere og måske have handlet anderledes.
Ingen af mine tre børn, er bange for at sige de elsker mig. Det er ufattelig dejligt, når det sker, men det fik mig til at tænke på, at det vigtigste de kan fortælle mig, i virkeligheden er, at de forstår jeg har elsket dem – ALTID, uanset hvor dumt jeg måske har opført mig i forskellige situationer.
Hvorfor tænker jeg over det nu? Det gør jeg på grund af den tv-udsendelse, hvor mor og søn, kommer til at gå så gruelig galt af hinanden. Og det gør jeg, når jeg ser på voksne forældre og deres børn. Hvor ville jeg gerne gøre mit til, at vi voksne ser og forstår, hvor de små børn taler fra. Og hjælpe os til at give dem det nærværd og det fokus og de trygge rammer, der skal til, så de kan vokse op og ikke føle sig svigtet og som voksen vælge, at undlade, at have kontakt til deres mor og/eller far. Det gør skrækkelig ondt, at opleve sådanne brud og jeg føler med begge parter.
Hvis jeg skulle bede om nogle flere tv-udsendelser, fik jeg lyst til at ønske, at man ikke blot viser programmer om især hunde, der har behov for genopdragelse og opdragelse af deres mennesker. Kunne man ikke hjælpe forældre og børn, bedsteforældre og børnebørn på samme måde. Være fluen på væggen, vidiofilmen, der hjælper os med at se de blinde pletter før det er for sent.
Der er skriverier og film nok, om hvordan det er, når det er gået galt og man er gået forbi hinanden. Ikke fordi man ønskede det, ikke fordi man er ondt eller dum, men fordi man ikke kan se skoven for bare træer.
Det ville være forebyggelse og familiepolitik og det har vi brug for.

Advertisements