KIRSTINE

Tags

at forsvinde i en roman, dejligt når man lever sig helt ind i en fortælling, der allerede dufter af septembers kølighed, giv mig straks en bog mere, kom nu sommer og varm mig, lunefulde vejr

Det blev en våd opera-båd-tur. Men som vanligt sjovt og godt. Sangere og musikere mfl. som med store smil skiftede tøj og stod i bare underbukser i regnen.

Jeg står på den store trappe foran hovedbygningen. Mørke, regnfulde skyer driver hen over himlen. Blæsten river i mine tunge skørte og den våde og snavsede kant forneden rammer konstant anklerne. Den rå kulde fra de klamme stenmure bag mig, får mig til at gå lidt længere frem på trappen. Indeni er jeg i oprør og en anelse utryg. Jeg ved ikke hvad den falske priorens næste skaktræk er. Jeg hader ham af et godt hjerte, da han går gennem sølet mod klosterbygningen. Jeg lægger ansigtet i de rette folder. Jeg ved, at han bliver usikker når han ikke kan læse mine tanker. Der lyder skramlen og høje råb fra pladsen bag Herberget og jeg forsøger ikke at lade mig distrahere.
Jeg er endnu fyldt op af romanen Kirstine af Lars Novrup Frederiksen. Med min baggrund og erfaring, har jeg levet mig helt ind i den stærke kvinde og har svært ved at ryste både hende og omgivelserne af mig. Når man kan skrive en bog, der aktiverer det indre syn, følelserne og få en næsten til at tænke som personerne, så er det en stor oplevelse. Jeg forestillede mig igen at gå rundt på Rydhave, Landting, Vinderupgård og hvad de nu hedder. Ganske vist har jeg kun været på Rydhave, men alligevel er det ikke svært at forestille sig livet der i 1200 tallet. Jeg ville ønske jeg straks kunne forsvinde i endnu en lignende historie.
Lars Novrup Frederiksen, du må skynde dig at give liv til endnu en roman.
Solen er fremme nu, vi får se hvor længe den vil skinne på os i dag. Det er lunefuldt og jeg ved aldrig hvornår himlen åbner sig og giver en et styrtebad. Jeg vil gerne have pænt tøj på til operaen i aften, men det er svært hvis det er med gummistøvler til knæene, regnfrakke og sydvest. Desværre holdt min dyre og flotte regnjakke ikke vandet helt ude i går da vi sad i operabåden og fik en stor skylle. Derfor er gode råd dyre, hvad gør jeg nu. Cyklen er også gået i stykker igen og printeren skaber sig.
Jeg skal kort sagt i gang med forskellige løsninger.

Reklamer

Angst

Tags

alene og overvældet, der er svær at styre, gamle mønstre kan tænde fælelser, kun dem der har prøvet forstå det, livet er ikke en selvfølge, måske er det alligevel en gave, når angsten æder af min sjæl, skeletter kan vælte ud af skabet igen, taknemmelig for hver dag der går godt

Fra en dejlig dag

 

Som de fleste læsere af min blog ved, fik trangen til at skrive til andet end til skrivebordsskuffen kød og blod, da jeg forlod arbejdsmarkedet. I erkendelse af, at daglig kommunikation om løst og fast, det der rører sig i en når, man nærmer sig sidste salgsdato i mange værdisæt i vores samfund, single, midaldrende eller gammel kvinde, uden arbejde, der ikke længere kan vende tanker og følelser med kolleger og venner. Når den dag oprander, hvor den viden, erfaring og mestring man har “levet” af på jobbet ikke længere har værdi. Når man ikke længere er omdrejningspunkt i familien, men langsomt og sikkert lever en større og større del af sit liv i periferien af al ting, da fik jeg lyst til at sætte ord på og tænkte, at vi dog måtte være mange, der deler de vilkår. Det er skam ikke altid nemt og kræver et vist mod at stikke næsen frem og blotte sig, men mit ønske og håb var og er, at ved at “tale højt”, kunne jeg inspirere, støtte andre og mig selv i et ny fase af livet. Det er blevet til næsten dagligt skriveri og jeg har læsere på bloggen ikke kun i DK, men også rundt om i verden. Når jeg skriver mest personligt, er der fleste læsere og jeg er taknemmelig for den opbakning til skriverierne, som jeg kan tolke udfra den anonyme statistik, jeg bliver opdateret med. Det er naturligvis også dejligt at få anerkendelse via face book, hvor nogle læsere har sin “gang”.
Når det er sagt, vil jeg fortælle, hvorledes jeg i går vågnede med en stor uro og hvorledes der i løbet af formiddagen bredte sig en uforklarlig angst i mit indre. Min mave blev så at sige nervøs og knuden af gråd voksede og voksede i brystet. Jeg blev forundret. Det er mange år siden, jeg dagligt måtte lide og leve med den angst. Dengang havde jeg grund til at være bange, men herom skal ikke fortælles nu.
Jeg troede, at jeg var “vokset” fra angsten, at jeg kunne styre den hvis den bankede på. Det kunne jeg altså ikke. Når først man er graveret med angsten nål i sit hjerte, skal der åbenbart kun handlinger, ord eller tildragelser, der minder om tidligere tider til at få den gammelkendte angst tilbage. Det giver gele i knæene, man hulker indvendig og oveni lægges angsten for ikke at kunne beherske sig og måske bryde sammen i et selskab der ikke forstår hvad der sker.
Man er så at sige godt og grundig alene med sine skeletter når de vælter ud af skabene.
Jeg er endnu overvældet og ked af hvor lidt der skal til. Samtidig er jeg dybt taknemmelig for hver dag der går godt og tager ikke livet som en selvfølge og det er måske alligevel den største gave.

Sommer i Danmark

En juli aften på Holmen efter en længere spadseretur.

Når mormor overtager babysitting, bliver der ikke skrevet blog. Det skyldes ikke udmattelse, men at pcèn står i “børneværelset” og når først ungerne sover, skal der ikke forstyrres. Til gengæld bliver der dejlig megen tid til, at fordybe sig i en spændende roman. For tiden Kirstine, en roman af Lars Novrup Frederiksen. Den er godt skrevet og ekstra interessant for mig, idet den omhandler den geografi og de store gårde jeg besøgte under mit lille ophold på Skærum Mølle. Nu bliver der sat kød og blod på Nr. Vosborg, Rydhave og mange andre store gårde. Herremænd, bønder og nonner træder frem i kød og blod og jeg lever mig næsten helt tilbage til deres tid.
Derfor skylder jeg, at berette om en dejlig aften i onsdags, hvor vejret var med gå-gruppen og vi kunne nyde en flere timer lang tur langs de gamle volde, se skjulte skatte og slutte med en tur hen over Holmen, hvor livet leves til vands og til lands. Aftenen sluttede med dejlig koldt øl i Nemo Lands smukke og rolige Familiehave, beliggende i Christiania.
Så skønt vejret tilsyneladende er uberegnelig er der plads mellem skyerne til godt vejr og skjorteærmer. Ligesom nu hvor solen er fremme og en planlagt cykeltur ser ud til at kunne lykkes på bedste vis med vind i skørterne. Dog er det nok klogt at tage regntøjet med og et togkort i lommen, så er der chancer for at jeg forbliver tørskoet.
I formiddags lykkedes det at overbevise banken om, at jeg hverken er terrorrist, hvidvasker, men kun en bedstemor, der gerne vil lave en opsparingskonto til det sidst ankomne barnebarn. Elton græd på vej op af trappen og jeg påstod overfor den bekymrede bankmand, at det var fordi, det skulle være så besværligt, at lave en konto til den lille fyr. I virkeligheden handlede det vist mere om forskrækkelsen ved den megen trafik og de store brusende tog, samt træthed. I hvert fald sov han sødt hele vejen hjem under sit tæppe.

Uventede fornøjelser

Tags

en uventet rejse til Nordspanien, for mange abonnementer som ikke udnyttes, jeg er udsat for Terrorlovgivningen, spændende eventyr venter, tak for en god opgave, totalt kaos ved oprettelse af en simpel børneopsparing

Tivoli i regnvejr. Fordelen er at det er fremkommeligt.

Indrømmet, jeg får sjældent brugt mit tivolikort og visse andre abonnementer godt nok. Men fordelen ved Tivolikortet er, at jeg hurtig kan gå en tur gennem haven fra Hovedbanegården og videre til forskellige punkter i byen, når jeg har ærinde der.
Det kommer der smukke blomsterindtryk ud af.
Således også i går, hvor jeg fik styr på en masse løse ender og fundet en fin vandspray, jeg engang har set i et blad. Den ligner de gammeldags smørekander som min far havde stående eller en mini blæselampe. Nydelig lille sag og det er rigtig sjovt at finde ting, jeg har været på jagt efter længe.
Det blev også til en lang regnvejrs-gå-tur langs havnen, hvor jeg nogle gange henrykkes over skønne områder og henholdsvis græmmes over ødelæggelse af havnemiljøet som kunne glæde mange mennesker, hvis der ikke lå øde kontorbygninger helt ned til kajkanten. Det er fuldstændig uforståeligt, at der ikke er truffet beslutninger om sjove og dejlige aktiviteter, restaurationer og cafeer i et bælte langs hele havnen. Her kunne også plantes træer, gro blomster, være en lille havn og meget andet. Det er skandaløst. ÆV!
Det endte med endnu en hyggelig middag i Absalon og sjovt selskab. Det ender med at blive min foretrukne spisestue. Billig og god mad, selskab og sjove bekendtskaber.
Ved hjemkomsten havde ældste datteren tænkt på mig og i indbakken lå et tilbud om at løse en enkelt opgave for hende, som indebærer en tur til det nordlige Spanien. Ikke langt fra det sted hvor min Pilgrimsvandring for snart 10 år siden sluttede. Det kan jeg bestemt ikke takke nej til. Nu ser jeg med forventning frem til, hvad det kan bringe af eventyr.
En anden utrolig oplevelse må jeg lige nævne. Jeg skulle i banken og oprette en børneopsparing til det yngste barnebarn. Jeg blev fuldstændig målløs over, hvad jeg skulle medbringe af blanketter, attester og tilladelser for at kunne det. Jeg rasede og bankmanden var ulykkelig. Det er en følge af Terrorlovgivning og en lov om Hvidvaskning. Hvad i det hele hule h…… er der gang i i dette land? Det er jo værre en den værste bananreplublik.
Skulle man ikke hellere få lidt styr på SKAT.

Selvforkælelse af 3. grad

Tags

hvis de falder, kan humøret næsten gå i minus, man må tage skeen i egen hånd, man må turde udtrykke sine behov og tage sine øretæver, på en skala fra 1-10, selvforkælelse hjælper og det gør fysisk arbejde også

Fra en anden temmelig våd sommerferie.

Da jeg fyldte 30 år ventede jeg spændt på, at nogen skulle fejre mig. Det skete ikke. Så blev jeg voksen og tog sagen i egen hånd, for nu vidste jeg, at hvis jeg ville fejres, aktiveres, trøstes og elskes måtte jeg selv være aktiv og ikke bare lade stå til. Her kommer intet ind af brevsprækken af den slags. Det kan holde lidt hårdt, især når man ind imellem ikke rigtig synes, man er det værd eller fortjener det. Så er det om at være modig, åben og i stand til at udtrykke sine behov. Det er ikke altid nemt, at tage de øretæver, der også kan følge med, men livet er en vippetur. Op og ned går det og i dag trængte jeg til, at være komme lidt op på skalaen.
Du ved når du vågner om morgenen og humøret fra 1-10, ligger på næsten -1, skal der ske noget.
Godt hjulpet på vej af træning, dejlig kaffe og omsorg hos min kloge træningsveninde, tog jeg selvhjælpsprogrammet i anvendelse.
Hytten blev gjort rent, det har meget ofte en helbredende effekt på mig. Dels er jeg fysisk godt beskæftiget og dels er det så dejligt, at være her når der er ryddeligt, rent og pænt. Vaskekurven tømt. Det rene tøj hængt op. Rent på sengen. Er der noget bedre en at stikke sin trætte næse i duftende og nyvasket sengetøj. Allerhelst når det emmer af frisk luft og lidt sol.
Vejret blev bedre og bedre og efter en hurtig beslutning kom jeg på cyklen for at se om “negledamen”, havde en tid. Jeg var heldig eller også er der agurketid i branchen. Nu skinner poterne af frisk rød lak og pusselankerne er bløde og nysselige.
I den nye grønthandel bugnede det af hindbær, blåbær og kantareller. Jeg har engang lovet mig selv, at jeg skulle spise en krogmodnet dansk bøf. Cirklede længe omkring slagteren, for prisen var høj og jeg kunne ikke rigtig blive enig med mig selv, var det nu at gå for vidt?
Jeg sprang ud i det og det siger jeg jer. Den bøf smagte godt med stegte kantareller i en sjat fløde og lidt citron. Det triste humør er næsten forduftet og afløst af alvorlig eftertanke og et lidt lettere sind.
Selvforkælelse er medicin uden kemi og kan stærkt anbefales. Nu tror jeg vi er på 8 ud af 10.

Hurra, hurra vi klarede det lige præcis.

Tags

at rydde op er sagen, det er sjovt at gøre andre glad, det giver plads også psykisk, en unge der er rask på replikken, et godt køb er et godt salg, på loppemarked

Lige nu føler jeg mig glad indeni.

Vi klarede det lige præcis, at holde loppemarked i tørvejr. Da alt var pakket ned og puttet i bilen og vi var klar til at køre åbnede himlen sig og det har regnet siden. De ting, der stod tilbage i traileren, gode ting, som vi kørte til storskrald, var de eneste som blev våde. Det er nemlig sådan, at når først man har pakket tingene ned og har besluttet sig, er det ikke til at holde ud at tage det med hjem igen. Psykisk har man indrettet sig på at der er blevet mere plads derhjemme og lettelsen skal ikke forstyrres af igen, at stille tingene tilbage. Men jeg tror folk der besøgte børnenes stand, udelukkende gjorde rigtig gode køb. Desværre er mit fotoapparat igen i udu. Det er virkelig irriterende.
Nu skal jeg lige vende mig til stilheden igen og se at få ryddet op i mit hus, efter den lille tornado. Det skal skam blive ganske rart, jeg bliver mere og mere sær og egen, som årene går og rod, har aldrig været mig. Så til min egen ros, synes jeg det er gået over al forventning i den uge, hvor jeg har skulle leve med en del mærkværdigheder, som træskibe, farveblyanter, tøj, gummistøvler, ekstra puder og tæpper, for ikke at tale om tøjbunker i alle hjørner.
Da jeg skulle sige farvel til den unge frøken, spurgte jeg om hun kom igen. Hertil svarede hun: “Jamen du sagde jo, at du ikke ville have mig”! “Nej,” svarede jeg. Jeg sagde, at jeg ikke gad have dig, hvis du er uartig. Hun kiggede lidt på mig og svarede derefter: “Jeg vil godt komme igen, men jeg kan altså ikke love noget”.
Nu ligger mormor, som hun har redt.
Men dagen har været stå på den måde, at jeg var sammen med alle mine tre dejlige børn, et par timer. De er så elskelige. Det er den slags minder, der er en lille fin perle til min livssnor.

I morgen skulle have været i dag.

Tags

er der noget sjovere end at hoppe i halm, Frilandsmuseet er et herligt sted for madpakkefolk og nysgerrige børn og voksne, huse der var i arbejde gav kegler, køer med horn i panden og kæmpestore arbejdsheste, skræppende gæs, teaterstykkerne er søde og musikken dejlig

Hønsepigen Molly i fuld firspring gennem Frilands Museet.

Familien har samlet sammen til loppemarked i morgen og vi kan vist frygte et ganske skrækkeligt vejr. UF! Så kommer der ikke så mange købere og tingene bliver måske frygtelig våde og det bliver ikke så sjovt. Et vejr som i dag havde været meget mere passende. For det var både lunt og rart og regnfrakkerne kom slet ikke i brug. Gummistøvlerne forblev på bunden af rygsækken og madpakkerne kunne fortæres, medens vi nød Klods Hans, der fik prinsessen og sit kongerige.
Det er en skam, at man nu skal betale entre` og betale for et kort over området for at finde vej til den lange liste af aktiviteter, der udleveres sammen med billetten.
Som sagt er det en stor fornøjelse, at følge efter en femårig som er dybt opslugt af Gamle Dage og helst vil genoplive både mennesker og dyr. Husene fyldt med ting og sager, er endnu ikke helt interessante nok, men i Herregårdens Køkken hvor der blev bagt kager, lavet Rusk om Snusk og frembragt Knapost, kunne hun slet ikke få nok og måtte spørge og spørge. Flere gange ville hun vide om damerne i det gamle tøj også var rigtig gamle eller havde snydt med at klæde sig ud.
De store heste, køerne med horn i panden og de legende grise er skam også interessante. Vandtrappen til at sende blade og grene af sted i, kunne sagtens holde opmærksomheden fanget en halv times tid. Måske mere hvis mormor havde haft tålmodighed.
Dog var det de herlige små teaterstykker af ca. 15 min. der tog flest kegler. De var også godt udførte og kan anbefales til alle som skulle få lyst til at lægge vejen forbi.
Det blev til mange timer og en god travetur for de små ben, hvilket betød at øjnene faldt i under busturen hjem. Ved tanken om, at hun skulle lave øllebrød med flødeskum, kom der dog gang i hende igen. Nu faldt hun i søvn til endnu en historie om gamle dage og glemte næsten at savne sin mor.

Hvad er det dog der sker?

Tags

det er træls at blive betragtet som forbryder og snyder, det koster jo ikke noget at tale pænt, DSB togpersonale kan være virkelig frække og modbydelige, hvor får man et zonekort, når man ikke ejer de intentioner, så man forstår hvad der er Storkøbenhavn og hvad der er Hovedstadsområdet

Margrethe Den I har fået sig en beundrerinde. Molly kan ikke få nok historie om gamle dage.

Grundet en hektisk rejseaktivitet de seneste dage, har jeg fået skrankepaveri af værste skuffe præsenteret i de danske tog, af ubehøvlede og nedladende togbetjente/konduktører.
Først i toget til Korsør. Jeg har fået oplyst, at jeg må rejse til Borup ST. på mit pensionistkort, der gælder til alle zoner. Fra Borup skal jeg købe en 65 billet tur -retur Korsør. Det er vanskeligt at læse den opgave på internettet. Jeg finder først et IC tog fra Høje Taastrup til Korsør, nummer og tidspunkt. Så går jeg ind på DSB`s billetside og finder nummeret på IC toget og køber en billet fra Borup til Korsør og retur. Da toget ikke standser i Borup må man sjusse sig til tidspunktet. I går var der så – for første gang – en emsi togdame, som erklærede min billet ugyldig fra Borup til Korsør, fordi den ikke passede på minuttet. Jeg kunne være så god at stige af i Borup og købe mig en ny billet. Det lykkedes dog at tale hende ned og lade mig blive i toget. Sur var hun og to sæder fremme gav hun en ung kvinde en bøde for at køre på et ungekort. Jeg har set reklamer på stationen og den unge dame forklarede, at hun havde købt sit kort hos DSB efter vejledning samme sted. NIX! Tre sæder fremme fik en ung mand i præcis samme situation samme besked og en bøde mere blev stukket ud. Der må da være noget galt et sted.
I dag var jeg på den igen. Klokken 16.00 steg jeg om bord i et forsinket tog på Roskilde station med pensionistkortet i den tro, at det var lovligt. Ved skiftet i Høje Taastrup vidste jeg, at jeg skulle bruge rejsekort fordi klokken endnu ikke var 17.00. Nu erklærede en togkonduktør så, at jeg selv var ansvarlig for at fatte, at jeg ikke måtte rejse overhovedet mellem kl. 15.00 og kl. 17.00. Hertil svarede jeg, at jeg havde forstået, at jeg i det Storkøbenhavnske område ikke må køre i visse zoner. Jeg har bare aldrig fundet ud af hvilke stationer disse zoner dækker over. Jeg har også læst mig til, at jeg ikke må bruge kortet i Hovedstadsområdet i samme tidsrum.
Men når jeg googler Hovedstadsområdet er Roskilde ikke med. Jeg bad ham forklare mig hvad der hører til Hovedstadsområdet og hvad der hører til Storkøbenhavn. Det opfattede han som en frækhed. HJÆLP! hvorfor får man ikke et kort med når man køber sit pensionistkort, så man ikke tager fejl. Kan man få udleveret et zonekort et sted?
Og det værste er, at personalet taler så modbydeligt til en. Hvis jeg var deres chef, blev de fyret.

Der er ikke noget at skrive hjem om

Tags

er der noget jeg har fortrængt, føler mig som verdens værste mormor, har fået noget at tænke over, hvad er forandret fra dengang jeg selv havde børn, måske vil hun aldrig på ferie her mere, traumatisk oplevelse

Et trist lille ansigt.

Jeg har stadig feriebørn og jeg vil ikke påstå, at det er jordens nemmeste opgave. Lige nu er jeg træt og trist, fordi dagen endte med gråd og skrigeri. Og jeg føler mig som verdens værste mormor. Det er ikke særlig morsomt.
Håber og beder til at dagen i morgen igen bliver rar og god for os begge.
Jeg når ikke andet end at koncentrere mig om børnene. Her er ikke plads til at tænke, træne, læse eller andre voksenting. Hvor fik jeg egentlig kræfterne fra, dengang jeg selv havde tre børn, fultidsarbejde, fritidsinteresser og var fagpolitisk engageret? Det er en gåde lige i øjeblikket. Hvad var det der gjorde børnene nemmere, at have med at gøre? Var det fordi, det var ens egne? Eller er der sket nogle skred i forståelsen af hvordan man opdrager? Jeg kan ikke huske mine egne har reageret så udadvendt og krævende? Eller var vi trods alt mere nærværende som voksne? Ved nærmere eftertanke var institutionstiden ofte tæt på de 8 timer. Derefter skulle der hentes børn, købes ind og laves mad. Der var ulvetimer til maden var på bordet. Men jeg husker det mere som en kamp om, at få maden færdig før ungerne sov med hovedet i tallerknen og ikke timer hvor de skreg og lavede ulykker for at få opmærksomhed. Jeg undrer mig.
I dag ønskede jeg mig en flue på væggen, som kunne komme med et hint om hvad jeg gjorde forkert og ikke kunne ændre situationen før afmægtigheden greb om sig.
Men en erfaring rigere er jeg dog. Min 5 årige feriegæst, skal ikke for fremtiden have bidt sin ferie over i to. Det er en skidt ide, når man er begyndt at savne sin mor.

Dyregården Søholt I Brøndby

Tags

æselridning, lyserøde snobrød og halsen af en hane, næsten 7 timer i frisk luft, nogle kender ikke deres eget lokalområde, søde børn og voksne, store, store oplevelser på en bondegårdstur, unik sted for børn og unge

Fantastisk hestedame på Søholt, som dygtigt, pædagogisk og kærligt underviste børnene i dyrevelfærd og hestesprog inden ridning.

Jeg bliver så forbavset en gang imellem. Jeg havde besluttet, at vi i dag skulle besøge Dyregården Søholt i Brøndby, nærmere betegnet Ulsøparken. Da jeg ikke rigtig vidste hvor stedet lå, spurgte vi buschaufføren om han vidste hvilket stop, vi skulle af på. Hverken han eller afløseren anede hvor det var. Og det på trods af at bussen er lokal og den ene af dem boede i kommunen. Vi blev enige om et stop i Ulsøparken og spurgte dernæst om vej hos Købmanden, som var af anden etnisk herkomst.(Nævner det nærmest som en slags undskyldning for hans uvidenhed). NÆ! Det havde han ikke hørt om. Næste forespørgsel gik til et dansk ægtepar i beboelsen. “Nej”, men de kendte en som nok vidste besked. Det gjorde han. Bondegården lå 10 min. fra stedet på Mollys korte gåben. Egentlig utroligt hvor lidt nogle mennesker ved om eget geografiske område. Imidlertid er det ikke første gang, jeg erfarer dette. Jeg husker lignende oplevelse fra en tid som daghøjskoleleder i Søllerød.
Vel fremme oplevede vi som det første, at en fræk hane blev indfanget og fik hovedet hugget af og ende i en suppegryde.

“hønemoderen” var meget, meget lidt imødekommende. Til gengæld var de andre voksne på stedet fantastiske kærlige, venlige, dygtige og meget professionelle.

Der blev fodret slange med dybfrossen mus. Bagt lyserøde snobrød, reddet på æsel og heste, fordret kaniner og kigget på de sødeste gedekid. Helt nye tror jeg.
Der stod i den brochure, jeg havde fundet, at man var velkommen. Ind imellem blev jeg i tvivl på grund af en af de ansatte, som var meget, meget lidt imødekommende og nærmest sårende. Til gengæld var hestedamen dybt professionel og meget, meget dygtig til at undervise i dyrevelfærd på en sådan måde, at jeg lærte noget og det gjorde børnene bestemt også. Den eneste mandlige pædagog på stedet var skøn. Han kunne finde på og klart elsket af alle børn. Han kunne det der med at rumme, vejlede, værre kreativ og praktisk på en gang.
Virkelig skønt at iagtage, at den kommune jeg betaler skat til prioriterer sådan et sted for børn og unge. At stedet er unikt fremgår for mig ikke mindst, når jeg hører, at unge på op til 18 år, gerne kommer på stedet.