Tags

, , , , ,

Jeg har aldrig før oplevet en kalv som gravede huller, som en anden hund.


Jeg er igen blevet spurgt om, hvad jeg dog laver som pensionist? Underforstået hvorledes får jeg tiden til at gå, eller måske slå tiden ihjel. Først vil jeg sige, at jeg ikke bryder mig om at slå tiden ihjel, jeg nyder tiden og alt det jeg kan få ud af dagen, aftenen og nogle gange natten.
Lige nu føler jeg mig en smule træt og klokken er kun sent eftermiddag, hvilket får mig til at tænke tilbage på hvad timerne dog er gået med.
Vækkeuret ringede kl. 06.30, jeg kunne bare ikke få øjnene rigtig op før en time senere. Morgenmaden skulle dog indtages, så den ikke kom i vejen for træningen kl. 9.00. Nogle gange diskuterer jeg om det er godt at spise før eller efter og følgelig sker det derfor som vinden blæser. Og av! hvor var jeg øm. Mandagens styrketræning havde haft ordentlig fat forskellige steder i den feriedovne krop. Gav den selv gas på løbebånd og romaskine før cirkeltræning. Det er godt for samvittigheden og formentlig på selvhjulpetheden ind i fremtiden.
Ud og købe ind, der skal planlægges madpakker til flere udflugter med Molly, aftensmad ditto, som ikke skal laves når vi kommer trætte hjem fra morgendagens aktiviteter. Inden jeg får set mig om er det frokost og jeg er for tiden vildt sulten, hele tiden. Prøvede en ny opskrift på kikærteomelet med tomater og forårsløg. Det kan anbefales. Så faldt jeg om på sofaen med Søren Rasmussens bog, Mennesket i naturen- naturen i mennesket. Den er vildt interessant og alligevel vågnede jeg ved min egen højlydte snorken.
Kontortid ved pcèn. Skrive frem og tilbage med Teknisk Forvaltning og Boligselskab om nedrivning af en væg. Det er for viderekommende og alt skal foregå digitalt. Prøv lige en kommunehjemmeside og du vil snildt kunne bruge et par timer uden at komme ud af stedet. Tjekker mine opskrivninger på ny bolig, det kunne jo også være en løsning. Der findes ikke en under 13.000 plus fællesudgifter i København og omegn. Hvem skal dog bo i alle de nye lejligheder og hvem er det der har penge til det. Under togturen til Køge forleden, havde jeg jo udsigt til boligbyggeri langs hele banen. Virkelig mange. Jeg er dybt forundret. Derefter tilrettelægge de næste fire dages transport og koordinering med dem der er involveret. Der er jo jazz på gader og stræder, barer og spillesteder. Håber solen bliver en del af det. Leder også efter supervision, målet er at blive bedre til en opgave, jeg har i efteråret.
Pludselig er timerne igen forsvundet. Det kræver en kop kaffe og mere læsning på altanen. Telefonsamtaler og dagen er pist væk. Aftensmaden skal fixes for jeg skal i byen og høre opera i aften.
Det den som spurgte, sådan forsvinder en pensionisthverdag med lynets hast.

Advertisements