Krogs Fiskerestaurant. krogs@krogs.dk


Morgenstund med min lille guldklump og god tid til at hente istandsat cykel og tage til jazz i LO Huset. Her har jeg ikke været før. Fint sted med vidunderlig udsigt over havnen. Blev beværtet af den søde dame i receptionen med kaffe og kunne nyde det skønne vejr på en bænk udenfor.
Endelig blev det tid til jazz med Marie Carmen Koppel og band. Huset var stuvende fyldt og jeg i godt selskab med bedsteveninden og min skønne søn. Det var måske ikke lige hans kop the, den musik, men han er utrolig solidarisk og loyal overfor sin mor og når han har prioriteret samvær med hende, så går han gerne gennem ild og vand for det. Den slags kærlighedserklæringer fra ens børn, kan gøre selv en regnvejrsdag strålende.
Jeg nød musikken og sangen og efterfølgende cykelturen gennem den lune aften til krogs Fiskerestaurant på Gammel Strand. Her var jeg inviteret til at drikke et glas vin med sønnens kammerat, som har overtaget det smukke og historiske gamle sted. Hvad ingen af dem vidste, var, at jeg siden jeg ankom til København i begyndelsen af 1970, har haft et ønske om at spise der. Jeg er bare aldrig blevet inviteret og har ikke turdet gå derind alene. Både på grund af prisen og rygtet om hvilket fornemt publikum, der er kommet her gennem tiden. F.eks kongen, der havde sin faste plads ved vinduet, men med ryggen til og udsigt til en statue/figur han selv har anbragt på en hylde derinde.
Det blev en skønt måltid. Tre retter og dejlig mæt på den gode måde. Ikke tung og oppustet, men opfyldt af lækker smag og den der følelse af at mad også kan være en kunst. Vinen var formidabel. Og den unge mand kan virkelig noget på den front. Betjeningen udsøgt. Ikke for meget og ikke for lidt.
Både min søn og hans ven fortjener stort, stort bifald for denne oplevelse og jeg fik et ønske opfyldt på smukkeste vis.

Advertisements