Tags

, , , , ,

Jazz festival er stort. I går fik jeg en oplevelse for livet.


Fem stjerner, fem hjerter og fem kys fra mig til Benjamin Koppels fødselsdagskoncert i anledning af hans fars, Anders koppels, 70 års dag. Rørende i øvrigt, at Benjamin huskede der også står en kvinde bag, da han sendte sin mor Ulla Koppel en hilsen. Hun sad i salen og måtte være stolt af mand, børn og børnebørn, tænker jeg.
Jeg fik flere gange gåsehud af fryd, naturlig nok når jeg hørte tonerne til Dødens Triumf og sangen Dear Litte Mother, hvor Billie Koppel sang, næsten, endnu smukkere end Annisette gjorde for snart mange år siden. Og streetdanserne Josephine Raahauge og Steen Koerner gav deres personlige bud på det som Vivi Flindt og hendes kolleger i sin tid imponerede os med. Jeg skal love for at fortid og nutid mødtes i første afdeling.
Anden oplevelse var ligeledes en stærk oplevelse og et kig tilbage til Bazaar med Peter Bastian og Flemming Quist Møller. Ingen glemt og tak for det. Jeg følte mig hensat til de milepæle jeg hidtil er stødt på i dansk musikhistorie og en verden af klange, lige såvel som jeg susede af sted med Istanbul Express når Mehmet Ozan gav den fuld skrue. ÅH! Det føles næsten forkert at nævne enkelte navne. De e så fantastisk dygtige hver for sig og sammen, at jeg ikke kender deres lige.
Tredje afdeling var en buket af vårfriske toner leveret af børnebørn og gamle sange fra dengang vi gamle var unge. Per Vers gjorde sit til en festlig afslutning og rappede præcist og sjovt hen over den vidunderlige finale.
Benjamin og Anders var ikke fraværende et sekund, I er bare helt fantastiske. Tak til jer og til jeres musikalske familie og dygtige venner. Det blev en aften og en musikoplevelse jeg aldrig glemmer.

Reklamer