Tags

, , , , ,

Et trist lille ansigt.


Jeg har stadig feriebørn og jeg vil ikke påstå, at det er jordens nemmeste opgave. Lige nu er jeg træt og trist, fordi dagen endte med gråd og skrigeri. Og jeg føler mig som verdens værste mormor. Det er ikke særlig morsomt.
Håber og beder til at dagen i morgen igen bliver rar og god for os begge.
Jeg når ikke andet end at koncentrere mig om børnene. Her er ikke plads til at tænke, træne, læse eller andre voksenting. Hvor fik jeg egentlig kræfterne fra, dengang jeg selv havde tre børn, fultidsarbejde, fritidsinteresser og var fagpolitisk engageret? Det er en gåde lige i øjeblikket. Hvad var det der gjorde børnene nemmere, at have med at gøre? Var det fordi, det var ens egne? Eller er der sket nogle skred i forståelsen af hvordan man opdrager? Jeg kan ikke huske mine egne har reageret så udadvendt og krævende? Eller var vi trods alt mere nærværende som voksne? Ved nærmere eftertanke var institutionstiden ofte tæt på de 8 timer. Derefter skulle der hentes børn, købes ind og laves mad. Der var ulvetimer til maden var på bordet. Men jeg husker det mere som en kamp om, at få maden færdig før ungerne sov med hovedet i tallerknen og ikke timer hvor de skreg og lavede ulykker for at få opmærksomhed. Jeg undrer mig.
I dag ønskede jeg mig en flue på væggen, som kunne komme med et hint om hvad jeg gjorde forkert og ikke kunne ændre situationen før afmægtigheden greb om sig.
Men en erfaring rigere er jeg dog. Min 5 årige feriegæst, skal ikke for fremtiden have bidt sin ferie over i to. Det er en skidt ide, når man er begyndt at savne sin mor.

Reklamer