Tags

, , , , ,

Hønsepigen Molly i fuld firspring gennem Frilands Museet.


Familien har samlet sammen til loppemarked i morgen og vi kan vist frygte et ganske skrækkeligt vejr. UF! Så kommer der ikke så mange købere og tingene bliver måske frygtelig våde og det bliver ikke så sjovt. Et vejr som i dag havde været meget mere passende. For det var både lunt og rart og regnfrakkerne kom slet ikke i brug. Gummistøvlerne forblev på bunden af rygsækken og madpakkerne kunne fortæres, medens vi nød Klods Hans, der fik prinsessen og sit kongerige.
Det er en skam, at man nu skal betale entre` og betale for et kort over området for at finde vej til den lange liste af aktiviteter, der udleveres sammen med billetten.
Som sagt er det en stor fornøjelse, at følge efter en femårig som er dybt opslugt af Gamle Dage og helst vil genoplive både mennesker og dyr. Husene fyldt med ting og sager, er endnu ikke helt interessante nok, men i Herregårdens Køkken hvor der blev bagt kager, lavet Rusk om Snusk og frembragt Knapost, kunne hun slet ikke få nok og måtte spørge og spørge. Flere gange ville hun vide om damerne i det gamle tøj også var rigtig gamle eller havde snydt med at klæde sig ud.
De store heste, køerne med horn i panden og de legende grise er skam også interessante. Vandtrappen til at sende blade og grene af sted i, kunne sagtens holde opmærksomheden fanget en halv times tid. Måske mere hvis mormor havde haft tålmodighed.
Dog var det de herlige små teaterstykker af ca. 15 min. der tog flest kegler. De var også godt udførte og kan anbefales til alle som skulle få lyst til at lægge vejen forbi.
Det blev til mange timer og en god travetur for de små ben, hvilket betød at øjnene faldt i under busturen hjem. Ved tanken om, at hun skulle lave øllebrød med flødeskum, kom der dog gang i hende igen. Nu faldt hun i søvn til endnu en historie om gamle dage og glemte næsten at savne sin mor.

Reklamer