Tags

, , , , ,

Lige nu føler jeg mig glad indeni.


Vi klarede det lige præcis, at holde loppemarked i tørvejr. Da alt var pakket ned og puttet i bilen og vi var klar til at køre åbnede himlen sig og det har regnet siden. De ting, der stod tilbage i traileren, gode ting, som vi kørte til storskrald, var de eneste som blev våde. Det er nemlig sådan, at når først man har pakket tingene ned og har besluttet sig, er det ikke til at holde ud at tage det med hjem igen. Psykisk har man indrettet sig på at der er blevet mere plads derhjemme og lettelsen skal ikke forstyrres af igen, at stille tingene tilbage. Men jeg tror folk der besøgte børnenes stand, udelukkende gjorde rigtig gode køb. Desværre er mit fotoapparat igen i udu. Det er virkelig irriterende.
Nu skal jeg lige vende mig til stilheden igen og se at få ryddet op i mit hus, efter den lille tornado. Det skal skam blive ganske rart, jeg bliver mere og mere sær og egen, som årene går og rod, har aldrig været mig. Så til min egen ros, synes jeg det er gået over al forventning i den uge, hvor jeg har skulle leve med en del mærkværdigheder, som træskibe, farveblyanter, tøj, gummistøvler, ekstra puder og tæpper, for ikke at tale om tøjbunker i alle hjørner.
Da jeg skulle sige farvel til den unge frøken, spurgte jeg om hun kom igen. Hertil svarede hun: “Jamen du sagde jo, at du ikke ville have mig”! “Nej,” svarede jeg. Jeg sagde, at jeg ikke gad have dig, hvis du er uartig. Hun kiggede lidt på mig og svarede derefter: “Jeg vil godt komme igen, men jeg kan altså ikke love noget”.
Nu ligger mormor, som hun har redt.
Men dagen har været stå på den måde, at jeg var sammen med alle mine tre dejlige børn, et par timer. De er så elskelige. Det er den slags minder, der er en lille fin perle til min livssnor.

Reklamer