Tags

, , , , , , , ,

Fra en dejlig dag

 

Som de fleste læsere af min blog ved, fik trangen til at skrive til andet end til skrivebordsskuffen kød og blod, da jeg forlod arbejdsmarkedet. I erkendelse af, at daglig kommunikation om løst og fast, det der rører sig i en når, man nærmer sig sidste salgsdato i mange værdisæt i vores samfund, single, midaldrende eller gammel kvinde, uden arbejde, der ikke længere kan vende tanker og følelser med kolleger og venner. Når den dag oprander, hvor den viden, erfaring og mestring man har “levet” af på jobbet ikke længere har værdi. Når man ikke længere er omdrejningspunkt i familien, men langsomt og sikkert lever en større og større del af sit liv i periferien af al ting, da fik jeg lyst til at sætte ord på og tænkte, at vi dog måtte være mange, der deler de vilkår. Det er skam ikke altid nemt og kræver et vist mod at stikke næsen frem og blotte sig, men mit ønske og håb var og er, at ved at “tale højt”, kunne jeg inspirere, støtte andre og mig selv i et ny fase af livet. Det er blevet til næsten dagligt skriveri og jeg har læsere på bloggen ikke kun i DK, men også rundt om i verden. Når jeg skriver mest personligt, er der fleste læsere og jeg er taknemmelig for den opbakning til skriverierne, som jeg kan tolke udfra den anonyme statistik, jeg bliver opdateret med. Det er naturligvis også dejligt at få anerkendelse via face book, hvor nogle læsere har sin “gang”.
Når det er sagt, vil jeg fortælle, hvorledes jeg i går vågnede med en stor uro og hvorledes der i løbet af formiddagen bredte sig en uforklarlig angst i mit indre. Min mave blev så at sige nervøs og knuden af gråd voksede og voksede i brystet. Jeg blev forundret. Det er mange år siden, jeg dagligt måtte lide og leve med den angst. Dengang havde jeg grund til at være bange, men herom skal ikke fortælles nu.
Jeg troede, at jeg var “vokset” fra angsten, at jeg kunne styre den hvis den bankede på. Det kunne jeg altså ikke. Når først man er graveret med angsten nål i sit hjerte, skal der åbenbart kun handlinger, ord eller tildragelser, der minder om tidligere tider til at få den gammelkendte angst tilbage. Det giver gele i knæene, man hulker indvendig og oveni lægges angsten for ikke at kunne beherske sig og måske bryde sammen i et selskab der ikke forstår hvad der sker.
Man er så at sige godt og grundig alene med sine skeletter når de vælter ud af skabene.
Jeg er endnu overvældet og ked af hvor lidt der skal til. Samtidig er jeg dybt taknemmelig for hver dag der går godt og tager ikke livet som en selvfølge og det er måske alligevel den største gave.

Reklamer