Tags

, , , , ,

På en stille bænk, medens jeg samler mod.


Kender I det, når man skal have en samtale, hvor man er nødsaget til at lukke op til de allerinderste kamre og rædselsslagen for at blive vurderet og fundet for let. Når følelserne overfor et andet menneske, der virkelig betyder noget for en, er involveret, er jeg allermest sårbar. Jeg har ofte funderet over, hvad det er der sker. I sin tid som socialrådgiver har jeg haft mange virkelig svære samtaler med mennesker, men har stort set altid kunne rumme disse svære og vanskelige stunder og været i stand til at lytte. Af og til forstår jeg slet ikke, hvad det er jeg har i klemme, når jeg bliver bange for en samtale og mest af alt har lyst til at forsvinde ned under gulvbrædderne? Jeg betragtes ikke som konfliktsky og ved dog, at jeg er det i nogle situationer. Det er desværre sjældent, jeg præcist kan sætte fingeren på hvad det er der prikker til mig. Det er i sådanne situationer, hvor jeg ikke har overskuddet til at lægge sagen ud i en arms længde og tænke, at det her er ikke personligt, det er ikke dig, din samtalepartner kan have en dårlig dag. Nogle gange går det godt andre gange rigtig skidt og begge deles mærkes.
I dag skulle jeg have sådan en samtale og puha, hvis ham der scannede mit hjerte i morges havde sat scanneren til 10 min. før samtalen, ville han nok være nået frem til en noget anden konklusion. Jeg var lige ved at opfinde hvide løgne a la: “Min telefon gik død for strøm”. “Beklager, men jeg havde glemt telefonen stod på lydløs, og hørte den ikke ringe”.
Jeg fik kvindet mig op og spurgt hvad det værste var der kunne ske? Fortalt mig selv, at med mod og åbenhed når jeg længst. Det blev en god samtale og let om det omtalte hjerte, kunne jeg cykle hjem igen.
En lille, bitte smule stolt af mig selv. Jeg turde.

Reklamer