Staudebedene i Kongens Have er så smukke på denne årstid.


På en bænk i Kongens Have med tid til at fundere lidt i solens varme stråler, kan jeg ikke lade være med at fundere på en artikel i Information skrevet af Paul Mason i lørdagens avis. Er vi virkelig ligeglade med at en Putin, en Erdogan, en Orban og en Trump udhuler demokratiet og knægter menneskerettighederne. Forstår vi til fulde, at hvis og når menneskerettighederne sættes over styr for nogle, så sker det også for os andre. Spørger vi os selv om “det kan betale sig”, at gøre noget ved det? Har vi ikke forstået eller glemt, at menneskerettigheder og demokrati ikke er noget, vi har købt eller fået af nogle magthavere, men at det er noget vi har kæmpet for og er givet ved fødslen. Har vi glemt at tænke som frie mennesker og stå fast på, at vi ( alle mennesker) er lige og vores ret til at være til er umistelig.
Nogle gange kan jeg ikke lade være at tænke, at Dommedag måske ser helt anderledes ud end nogen havde forestillet sig. Men at menneskedyret i hvert fald selv er ansvarlig for hvornår og hvordan det sker.
Imedens kunne jeg så sidde der og nyde synet af de smukke blomster, nyde at mennesker kunne sidde og ligge som de ville og slappe af på bænkene. Gå en tur i den dejlige have og ønske, at alle have sådan en mulighed. Det blev en dejlig dag hvor jeg nød Kongens København, den friske kølige luft og den varme sol. Fik slået sløjfe på nogle løse ender og endnu engang konstateret, at det ikke er alt det vi når, der stresser os. Det er alt det vi burde nå og som vi ikke når, der giver stress. Endnu en stor sten blev løftet væk fra bekymringsbunken af min hjælpesomme svigersøn.
En frisk hilsen fra sønnen i langt bort i stand og fine billeder af en lille pige på første skoledag og en stor piges første dag i gymnasiet, gjorde glæden stærk og god før sengetid.

Reklamer