Tags

, ,

Har du prøvet at glo på dig selv i spejlet og spørge hvem er hende der egentlig?


Som teenager kan jeg huske den forvirrede tid, hvor jeg af og til gloede på mig selv i spejlet og spekulerede på hvem det var jeg så? Småskør. Måske!
Men det der med at kende sig selv, er da fortsat lidt af en opgave, også når man bliver så gammel som jeg er nu. At kende sig selv er muligvis, at kunne mærke hvad der er godt for en selv og som giver mest energi her og nu. Men energi til hvad? Så er det jeg savner lidt selvforglemmelse, en eller flere sager at brænde for, så jeg ikke behøver at tage særlig hensyn til det der navlepilleri. Desværre får jeg sværere og ved finde noget at brænde for. Noget der sluger mine kræfter, som giver mine handlinger retning og skaber den for mig meningsfulde tilværelse.
Hvad tænker du på? HM! Det ved jeg ikke helt eller gør jeg? Ind imellem kommer jeg lidt ud af kurs. Husker pludselig en som formulerede, at det sværeste ved et parforhold var, at bevare sig selv hel og intakt og så alligevel være en del af noget andet, et andet menneske. Måske er det også svært at “bevare sig selv” helt og intakt i en hverdag, hvor din egen betydning bliver mindre og mindre vigtig i relation til familie og venner. Det som jeg tidligere har nævnt, at vi kommer længere og længere ud i periferien af det sted hvor vi begyndte vores liv.
Man kan faktisk godt blive lidt småskør af at tænke for meget over det. Ligesom når jeg tænker hvor uendeligheden. Jeg tror det er godt, at jeg snart skal ud at rejse i ukendt land. Så åbner alle sluser sig og nye indtryk kan tages ind. Nye eventyr kan næsten blive til en slags narko.

Reklamer