At læse gamle dagbøger er lidt inligt, rørende og interessant.


Jeg har været på loftet for at rydde op og finde ting, jeg skal bruge. Undervejs fandt jeg to gamle dagbøger tilbage fra 1961, jeg må have nærmet mig min 12 års fødselsdag, da jeg skriver i den første. Jeg har aldrig turdet læse i dem før nu. Hold nu op. Jeg er forelsket i en ny dreng på næsten hver side. Nogle gange ved de det, andre gange er det min store hemmelighed. En af dem jeg forelsker mig i februar 1963 hedder Poul. HALLO, er du derude? Han spillede guitar i skoleorkesteret og jeg spillede trommer. Vi spillede til en skolefest og bagefter dansede vi kinddans, betror jeg dagbogen. Det var stort og meget vovet. Jeg beskriver ham som sorthåret og han bærer samme type briller som jeg. Store sorte briller. Den udkårne inviterer mig med til en fastelavnsfest i Ungdomsskolen og bagefter hjem til ham og drikke pilsner. Jeg havde aldrig prøvet at drikke før og blev vist lettere beruset af den øl. Heldigvis kom hans far og mor hjem kl. 24.30 og så var det bal forbi. Jeg kan altså ikke lade være at grine lidt. En måned senere finder den frække dreng sig en ny veninde til sit afdansningsbal og jeg bliver “bundulykkelig”. Og jeg overvejer at skrive en bog. Om det er en bog om ulykkelig kærlighed står der ikke noget om, og jeg husker det ikke.
Et sted fortæller jeg, at jeg måler 157cm. Vejer 40 kg, har en talje på 52 cm og bruger str. 36½ i sko. Det er ihvertfald nogle cm siden. At jeg har en drøm om, at ville hjælpe alle de syge og fattige og at jeg gerne vil opfylde alle mine forældres ønsker. Jeg tror på et tidspunkt, at jeg er et forbyttet barn og en skønne dag bliver fundet af mine stenrige forældre, som tidligt har mistet mig. Og jeg vil gerne være filmstjerne eller berømt forfatter. Er forfærdelig romantisk konstaterer jeg tørt, det er jeg forresten fortsat og så vil jeg rejse i den store verden. Det sidste er lykkedes.

Reklamer