Tags

, , , ,

Et efterårsbillede i regn og rusk udenfor.


Fik pløjet mig gennem Informations lørdagstillæg om fremtidens robotteknologi og hvad der kan ske med os mennesker. Det lyder rigtig forfærdeligt. Robotterne bliver mere og mere menneskelige, vi mennesker bliver mere og mere tingsliggjort. Den sociale interaktion, empatien, kærligheden og følelsernes dans, kan gå hen og forsvinde. Vi stiller de forkerte spørgsmål og får de forkerte svar.
Hvem skal passe et sygt lille barn når det ikke kan komme i vuggestue? En robot? Hvem skal erstatte mor, der er sygeplejerske på afdelingen, hvis hun må melde barn syg? En robot? Hvem skal følge en træt lille skolepige til dans og give hende fokus inden sengetid, hvis far er syg og mor passer syg lillebroder? En robot?
Rent teknisk kan robotten sikkert sagtens tørre en snotnæse, gå med et grædende barn på armen, men nej! Det lyder ikke fornuftigt i mine ører. Jeg tror menneskebørnene kommer til at tage skade af det.
Og patienterne, de kan måske godt få uddelt deres medicin og få skiftet sengetøj, men varmen var de hjælpende hænder. Øret der lytter til bekymringer og smerter, hvad med det? derimod kan du for min skyld gerne bede robotter taste alle de oplysninger ind i journalerne, som spiller sygeplejersker og lægers kernetid. Men tror jeg på, at der så skabes tid og plads til de menneskelige omsorgsopgaver?
Nej! Hver gang vi har rationaliseret og sparet for at skabe tid til det der er kernen i disse jobs og i fars og mors omsorg for deres børn, er det gået stik modsat.
Jeg gyser ved tanken om de fremtidsfilm, jeg har set glimt af og som kan blive til virkelighed. De skrækkelige scener hvor mennesket ikke længere kan styre deres robotter. Intet synes umuligt.
Men lige nu. Her og nu. Skulle vi måske vende os mod hinanden og række hænderne ud, gribe dem der falder og holde om dem der har behov.

Reklamer