Tags

, , ,

Saa høj, saa bred, saa dyb er min kærlighed til dig. Skrev min søde lille Beste på den første side i min poesibog.


Min mor har skrevet i bogen, at den tilhører mig og jeg tror bestemt, jeg fik den i fødselsdagsgave til min 8. års fødselsdag. Nogle dage senere inviterede jeg hende til at skrive et vers i bogen og det lyder sådan her: “Kære lille Ilse. Styr dristigt fremad på Livets Elv, vær ej som de andre, men vær dig selv med sandhed i Stævnen og troskab om Bord. Lad Handlingen vidne mere end Ord. Din mor” Hun havde en meget smuk og karakteristisk håndskrift, som til enhver tid var genkendelig.
Min moster som jeg holdt uendelig meget af skrev allerede i bogen den 3. marts. Måske har hun været til min fødselsdag.
Så er der klassekammerater -udvalgte – og veninder som har fyldt bogen med søde og sjove vers. De fleste husker jeg ved at genlæse det de skriver. Nogle har jeg glemt.
Vores gamle lærerinde frøken Bruun og hendes søster, de boede sammen, har også skrevet i bogen og jeg ser dem for mig. Frøken Bruun var virkelig en rigtig frøken og vi havde stor respekt for hende og hendes skrueblyant, som kunne skrive med rødt, når hun rettede i vores skrivebøger.
Sjovt at mindes, at da jeg første gang besøgte min penneveninde i Norge den 2. februar 1964 har både hun og hendes mor skrevet i bogen. Marie, moderen skriver ikke et vers, men kærligt sit eget lille skrift: “Kjære Ilse. Du er så søt og grei derfor liker vi alle dig. Og håper du snart må oss besøge igjen. Alt godt i ønsker vi dig i livet.” Jeg bliver helt rørt, så mange år efter.
Og tænk engang Grethe Touborg, en sød dame i landbyen, som virkelig tog mig til sig fra før jeg gik i skole. Hende glemmer jeg aldrig. Og Gårdmandskonen Holm og hendes to døtre Bodil og Maren Inger som jeg så så meget op til, har også skrevet i bogen. Det er en helt lille rejse tilbage til landbyen, hvor vi boede.
Og hør nu her. Tante Dorte, som slet ikke var min tante, men noget familie til min bedstemor eller bedstefar, har skrevet i bogen og dermed ved jeg, at jeg alene rejste med Fjerritslevbussen og sejlede den lange vej til Hans Knudsens Plads og tilbage igen i slutningen af juli 1957, kun lige 8 år gammel. Jeg var på ferie i 2-3 uger i Lyngby. Den ferie vil heller ikke gå i glemmebogen. Og ikke at forglemme min søndagskolelærer Oskar Horshauge på Elmegaaard har skrevet noget fint til mig.
Hvor er det sjovt og rørende.

Reklamer