Tags

, , , , , ,

Vi kan ikke alle bo eller eje en vingård. Men vi kunne da dele lidt.


Da jeg i 1987 blev husejer, fandt jeg det utrolig urimeligt og besværligt, at hver eneste parcel på vejen skulle eje en græsslåmaskine. En hækklipper, alverdens værktøj, trillebøre og jeg ved ikke hvad. Det lykkedes i et eller andet omfang, at skabe basis for at dele og det bragte den skønne bigevinst med sig, at der blev mere at snakke om og en større fælles ansvarlighed.
Senere i livet da mange af os fik bedre økonomi og tid til at dyrke fritidslivet, syntes jeg det var skørt, at en havde sommerhus i Tisvilde, en på Samsø, en en ødegård i Sverige, en anden en skihytte i Norge, en et feriehus i Toscana, en en timeshire i Andalusien, en en bolig i New York, at vi ikke skabte et netværk, så vi kunne cirkulere rundt i disse dårlig udnyttede skønne feriesteder. Det blev i det små og ved tanken.
Andre har meldt sig ind i et byttenetværk på internationalt plan, atter andre lejer deres “steder” ud via forskellige hjemmesider, men min lyst til at lave et netværk hvor måske boligen på Nørrebro, Gilleleje eller Brøndby også indgik, har ikke sluppet mig.
Det kræver muligvis at det er en særlig gruppe som udgår netværket 50/60+ som enten ikke er på arbejdsmarkedet mere eller som har deres arbejdsplads i en pc. At der ikke er involveret børn der skal passe skole m.v. Men vi andre er temmelig fleksible og hvis jeg vil slå græsset på Samsø, medens du er ude at rejse, kan en anden måske få glæde af at bo i min bolig i Købehavn. Ham som låner min bolig i Købehavn, vil egentlig gerne have en tredje til at se efter huset i Toscana. Husbåd og kolonihave kunne da også være med eller endnu andre sjove måder at bo på.
I aften har jeg været til møde i Mercur hvor emnet var bofællesskaber og kollektiver. Ønsket om at have en mere fælles boligform er steget med 45% siden 2007. Der er slet ikke udbud nok til efterspørgslen. Det fik mit ønske om et bolignetværk støvet af. Måske sku“vi?

Reklamer