Tags

, , ,

Flere af Allans flotte græskar.


Robotterne kommer, står der i et blad jeg har fået ind af døren. Gennemlæsning af artiklerne levner ikke nogen tvivl. Et radioprogram i morges om etiken ved menneskelignende dukker og sex, gav mere stof til eftertanke. Og jeg spørger mig selv, hvordan jeg dog skal kunne følge med?
For alvor følte jeg mig hægtet af forleden, hvor jeg gik til møde hos OxframIbis. Organisationen vil gerne have et punkt på den lokale dagsorden til valgkamp i november som handler om de kommende kandidaters opmærksomhed og handling på det at kommunerne handler og investerer for 87 milliarder om året. Ikke alle har tjek på om dem der handles med firmaer, der betaler deres skat og som ikke omgåes skatteloven umoralsk. Kort sagt hvordan sikrer jeg som skatteborger, at mine penge ikke bruges af firmaer til at undslippe at betale skat og dermed stjæle fra kollektivet.
Allerede nu ved vi jo, at den danske stat giver udviklingsbistand med den ene hånd og snyder de fattige lande med den anden, ved at forlange skattefritagelse og unddragelse med selvsamme land.
Vi kender det fra andre fattige lande som må finde sig i at store oliefirmaer, minedrift og skovning af naturressourcer sender i milliarder af kroner i egne lommer, uden at de skal betale en krone for at beskytte miljøet og uden at betale skat til landene og dermed fastholde befolkninger i armod.
Mødet, jeg var til, foregik på det nærmeste digitalt og de fremtidige kommunikationsformer omkring kampagnen sker på twitter, faceboog og mange flere medier. Jeg kan ikke følge med og jeg orker heller ikke disse virituelle møder, lange samtaler og tråde. Jeg kan godt se det smarte og fornuftige, men nu er jeg blevet for gammel til, at ville leve mit liv i cyper space. Jeg vil se folk i øjnene, aflæse deres kropssprog og mimik i direkte kommunikation i en eller anden udstrækning.
Det var en øjenåbnende oplevelse.