Tags

, , , , ,

Hele orkestret som kunne frembringe alt fra kanontorden til at elske med en ballong.


Under mere oprydning faldt jeg over et brev fra en tidligere ven, som analyserede alfahanner og hvorfor kvinder oftest bliver forladt af dem. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men det fik mig til at reflektere over, hvad det er jeg undrer mig over ved singlemænd på min alder. Ikke jeg tror, at det har noget med alfahanner at gøre.
Hvad er det så? Jo såmænd er det gået op for mig, at rigtig mange singlemænd, ihvertfald i den aldergruppe der ligger tæt på mig, er rigtig gode til at lave mad og de gør det hver dag. Altså laver varm mad til sig selv. Flere af dem er rigtig gode til det.
Det er lige før jeg beundrer deres kogekunst og ihærdighed. For samtidig gider jeg ikke mere købe ind, lave mad og især at spise den alene. Flere af mine singleveninder har det lidt på samme måde. Det interessante er, at vi kvinder i vores parforhold oftest stod for indkøb, at finde på hvad familien skulle spise og lave maden. Mange af de mænd, jeg dengang kendte, tænkte om sig selv, at de slet ikke kunne lave mad og måske tænkte vi kvinder det også.
Nå, ja! Det er måske ikke revolutionærende nyt, men en interessant iagtagelse. Synes jeg.
Min søndags højdepunkt har således ikke været en veltillavet og lækker middag, men et stykke rugbrød efter en vidunderlig oplevelse på Nørrebors teater sammen med mit ældste barnebarn og hans kæreste. Vi så DIKTATOREN og vi er helt enige om den stjerneregn, der drysser ned over forestillingen. Den er så velfortjent. Der trækkes tråde mellem vores tid og den tid, som Chaplin skabte filmen i. hvis der er tale om et budskab, så er det, at vi har nogle demokratier, og hvis de skal overleve, så er vi nødt til at tage dem meget alvorligt, for vi kan jo se, at demokratiet igen og igen leder os ind på en forkert vej. Stykket var humoristisk, skræmmende aktuelt og frem for alt godt spillet. Det bør ses.

Reklamer