Tags

, , , ,

En dokumentar om magt, myter og misinformation. Burde være julegaven i år til alle voksne.


Jeg har måttet læse i små portioner for ikke, at kaste op, gå ud og rive leveren ud af ganske bestemte personers kroppe, skrige over elendig journalistik og misinformation og deponere min licens fordi DR ikke opfører sig som et ordentligt, hæderligt og menneskeligt medie.
Tak Susanne Staun fordi du har orket, at skrive bogen – dokumentaren – om vanrøgt og psykisk vold begået mod kvinder og børn i det offentlige system ved hjælp af professionelle sagsbehandlere, psykologer, retsinstanser, politikere og presse.
Som mangeårig sagsbehandler og tidligere leder af et Kvindekrisecenter nikker jeg genkendende til alle disse forfærdelige sager, hvor kvinder taler for døve ører, hvor mødre ikke får lov til at beskytte deres børn mod psykopatiske mænds overgreb. Men også til en verden hvor vi, der med egne øjne så og forstod den vold og psykiske terror børn og mødre blev udsat for, selv blev genstand for løgnagtig omtale, mistroet på vores faglighed og ikke fik lov at vidne.
Min fortvivlelse når de voldelige mænd løg stærkere end en hest kunne rende i retssagerne, havde held til at charmere, især, de kvindelige psykologer og sagsbehandlere til at tro, at det var moderen der løg og var utilregnelig. Børnene troede man konsekvent ikke på, de var bare hjernevaskede af deres mor. Jeg kan næsten ikke bære, at læse om det igen. Hvor er det fantastisk flot gået, at du Susanne har kunnet klare at skabe så megen dokumentation omkring disse sager. Og ikke mindst vise populistiske politikeres lemfældige omgang med lovændringer kun til gav for den ene part, nemlig mændene.
Tro nu ikke jeg er ude efter mænd i almindelighed eller skilsmisser i særdeleshed. Jeg prøver kun at takke for, at der endelig skrives sagligt og dokumenteret om det lille, men skræmmende antal kvinder og børn, som må betale med deres liv og opvækst. Ja måske resten af livet får mèn af ikke, at blive hørt og få den rette støtte og ro i deres liv.
Jeg håber og håber rigtig mange vil læse bogen. Måske skulle vi gentage METoo på nettet i denne sammenhæng.