Tags

, , , , , ,

For deres skyld bør vi handle på mulighederne for en god fremtid.


Københavns Forsamlingshus, en måde at mødes på, tog fat på efterårets vidensdeling og eftertænksomhed. Ove Kaj Pedersen var inviteret til at tale over emnet: “Har vi en fremtid”?
Ove Kaj Pedersen omformulerede spørgsmålet til: “Har vi styr på den fremtid, vi gerne vil have”? Han fremlagde spændende begrundelser for, at vi danskere tror at alt kan planlægges og bemestres politisk. At vi har redskaberne til at forme fremtiden og er fyldt med en grundlæggende, måske ødelæggende optimisme. Det sidste står for min regning.
Han har skrevet en ny bog om Den tyndslidte reformisme, der formentlig kommer til foråret og hvis kerne han forsøgte at koge ned til et foredrag på en ½ time. Det var naturlig nok meget svært. Men jeg fik forståelsen af hvorfor der ikke længere findes et politisk reformistisk centrum i dansk politik. Højrekræfterne er nu trængt igennem ikke blot til flere landes regeringer, men til foreninger og de sociale bevægelser. Det er 1. gang siden 2. verdenskrig, at der igen er et voldsom pres på en centrum højrebevægelse, hvilket de tidligere centrumpartier som S, SF løber til højre for at inkludere.
Ingen formulerer en fremtidspolitik og for første gang i mange, mange år, kan ingen sige hvorledes verden ser ud til næste år.
Han viste at USA og UK som nogle vigtige aktører i en international politik, Dk også er underlagt, har afmonteret store dele af middelklassen og bragt den ud i armod og fattigdom. Hvilket igen skubber til populisme og højredrejning. Store dele af offentligheden lader til at mene, at det er bedre at gå tilbage til fortiden og siden 1990èrne betragtes vi nærmest som velfærdsbanditter, der skal kontrolleres.
Efter anden verdenskrig skabte man velfærdsstaterne som antikrigsprojekter: Aldrig mere igen. Denne nye orden gik ud på at det ikke længere skulle være militærmagt der styrede forholdene mellem landene, men økonomier og handelsaftaler.
Nu forstår jeg måske bedre Trump`s ønske om at fjerne handelsaftaler og min frygt for fremtiden, især vore børns og børnebørns liv, hvor militærmagt og økonomi spiller en større og større rolle og er kræfter vi ikke mere har styr på.