Jeg har mødt en skøn og ægte pottemager

Tags

balletdansere fra Det KGL. har udsmykket julebordene, brugskunst af den fineste slags, en overdådighed af julepynt, mildt vejr under dagsens spadseretur i byens parker, pottemager Erik Bendtsen, skøn ostekage

Den smukkeste og herligst mistelten, som kan genbruges år efter år.

Overraskelser og spontane oplevelser er ofte de allerbedste. Med en sådan sluttede en formiddagsbytur i dag. Lad os derfor begynde med slutningen. På turen tilbage til S toget ned gennem det julepyntede Kompagnistræde, gjorde vi holdt i nr. 25. Her findes en overdådighed af julepynt og indehaveren en vaske ægte pottemager stod bag disken. Vi kom for at finde et par af de gammeldags glasfugle og her fløj de i granerne i alle farver. Medens min ledsager gjorde sine indkøb kiggede jeg mig omkring og de skønneste brugsgenstande, kunst og finurligheder dukkede op i alle hjørner og under loftet. Her var det jeg fik øje på misteltenen. Bladene er tegnet af pottemager Erik Bendtsen, skabt af en smed og har ligget i baggråden og blevet irret smukt grønne sommeren over. Nu sidder de på smukke stilke med perler og et lilla silkebånd. Lige til at hænge op og genbruge til næste år.
Mon der kommer en julemand jeg kan kysse lidt på?
Nå tilbage til den søde pottemager Erik Bendtsen, som ikke går på kompromis med kvaliteten i de flotte krukker og potter. Og ikke mindst de andre spændende ting han hitter på. Den butik er et besøg værd vinter som sommer, er jeg sikker på.
Forinden havde vi nået at spise dejlig ostekage i Bertels Kagebutik, stemningsfuldt arrangeret i en gammel smykkebutik. Jeg husker endnu den gamle dame som havde butikken og som passede rigtig godt på den fine gamle indretning med paneler og glasskabe. Man fornemmer fortsat historien og kaffen er lige så god som kagen. Forinden var der blevet tid til et foredrag i Vartorv en smuk spadseretur gennem byen, parken omkring Statens Museum for Kunst og Kongens have. Julebordene skulle vi naturligvis også lige nyde.
det er godt nok at pjække fra pligterne en gang imellem og bare gå på opdagelse og tage for sig af de mange spændende tilbud.

Se den fine gamle nøddeknække. Snittet på Det Kongelige Teater for mange år siden.

Reklamer

Overspringshandlinger

Tags

økonomi, bravo forfatter, dødens købmænd lever i bedste velgående, Hanne Vibeke Holst har gjort det igen, magt og rænkespil, millioner og atter millioner kan dø af den "nye pest"

Sådan kan man jo også pynte sine stole, men hvad skal vi så sidde på?

Jeg ved ikke rigtig hvordan det går til, men der er op til flere ting jeg går udenom som katten om den varme grød. Kan ikke komme i gang, det gælder julekortene, skønt jeg ved, at skal de nå frem inden jul med PostNord, skulle de ud af vagten nu. Det er ikke kun prisen på frimærkerne der holder mig tilbage. For en gangs skyld er jeg også fortvivlet over hvad jeg skal skrive, udover de gode juleønsker. At beklage sig endnu engang over at verden og især DK er af lave, er der ingen grund til. At lyve om at jeg har det godt, når jeg er træt og afmægtig, bør jeg vel heller ikke. Vejret er der ingen grund til at bruge frimærker på. Glæden ved at glæde andre med en brevduehilsen, skal nok få overtaget, men det holder hårdt.
Der er nogle livtag der skal tages i forbindelse med rydningen af lejligheden. Her går jeg også udenom. Kan ikke tage mig sammen til at bede om hjælp til det tunge. Synes det er for dyrt og besværligt at købe sig fra det og på den måde går der endnu en dag eller to måske.
Jeg burde skrive en ordentlig kronik eller i det mindste et læserbrev til ministrene, ordførerne for partierne om den skrækkelige beslutning om at sætte stop for kvoteflygtninge og falder hen i mismod. Nytter det noget alt sammen.
Og så sætter jeg mig igen i sofaen og sluger kapitel efter kapitel af Hanne Vibeke Holst bog pesten. Den er så uhyggelig, gribende og afslørende og lige i øjet af hvorledes råddenskab, kriminalitet og magt plus penge styrer denne verden, om det så koster millioner af døde og endnu flere millioner menneskers lidelser. Hvis rigtig mange læser den bog, ville det måske alligevel nytte noget.
Fantastisk intet mindre.

Jeg finder mere guld

Tags

de, hvem blev riddere? det gjorde riddersønner., hvem bliver direktør? det gør direktørsønner., Hvem giftede adlens døtre sig med? Adelens sønner., hvem gifter direktørdøtre sig med? Direktørsønner.

En kølig og grå november, men billeder skal der tages.

Det er virkelig svært at sige farvel til noget af det guld jeg finder på reolen. Jeg kunne ikke holde op med at læse denne her fra 1969, da jeg først fik begyndt. den er jo nærmest skrevet til i dag. Se her: “En lille, privilegeret overklasse ejer størstedelen af de private formuer. Trods næsten hundrede års kamp for at skabe økonomisk lighed er der næsten ingen udjævning sket. En arbejdsmand med kone og børn har lavere levestandard end en folkepensionist.” Det passer måske ikke helt mere, for arbejdsmændende er blevet afløst af ufaglærte arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere og nu trues der med at skære i den i forvejen lave folkepension. det vil naturligvis kun gå udover dem, der kun har en folkepension at leve af. De rige har forlængst sikret sig en sjat penge oveni grundbeløbet.”Vort retssystem knuser de små og lader de store gå fri”. Det kan man jo kun skrive under på. SKAT, kan snart sagt kun kradse penge ind fra de almindelige lønmodtagere. Andre sikre sig med Panamapapirer, svindel og bedrag. Lavere selskabsskat og uanede og fantasifulde fradragsregler. “Nogle børn fødes stadig til et risikofyldt liv i underklassen, mens andre automatisk fødes ind i en tryg tilværelse i velstandssamfundet”. Siden har vi fået endnu en underklasse, nemlig indvandrer og flygtninge. “Kvinderne på arbejdsmarkedet er et dårligt behandlet proletariat midt i velstandssamfundet”. De ord er så ikke længere eksisterende proletariat, velværdssamfundet afmonteret og klassesamfundet fortiet ihjel. “Kulturgoderne kommer stadig fortrinsvis den velbjergede og veluddannede overklasse til gode”. Helt sikkert. Spørg bare min naboer i Brøndby om hvor mange der har været i Det Kongelige Teater, for ikke at tale om dem der bor endnu længere væk.
Ja, det er altså Bent Hansen, socialdemokrat, senere socialminister, der i sin tid skrev bogen velstand uden velfærd. Jeg husker ham endnu som den der bød mig velkommen på Den Sociale Højskole i 1973 og hans tale til os glemmer jeg aldrig. Godt den gode mand ikke skal opleve tingenes tilstand i dag og for kommende generationer, hvis vi da ikke tager skeen i den anden hånd.

2018 kalenderen er taget i brug.

Tags

ca. hvert 7. år sker der noget nyt, dans er den gladeste form for motion, en ny omvæltning på tilværelsen, planerne rækker ind i 2018, vi mangler unge dansere på 65 og derunder

Verden er fuld af seje, skønne kvinder og jeg har mødt nogle af dem.

På en måde er det rart, på den anden side en anelse skræmmende. Flere måneder ind i 2018 er der lagt planer. Spændende ting kommer til at ske. Men nu er det også 10 år siden, jeg for alvor vendte lidt rundt på min tilværelse sidst. Og siger man ikke, at der sker noget epokegørende hvert 7. år? Måske er jeg blevet lidt langsomere i optrækket og tøver med beslutninger af den slags, som jeg ikke vil røbe endnu.
Samtidig sidder jeg og skal lave sådan lidt en sløjfe på året, der er gået. Det gør jeg gerne med en fotobog over årets begivenheder. Når jeg sætter billeder på, husker jeg meget bedre. Jeg er faktisk ikke helt tilfreds med det nye koncept og system som FotoSjov har lavet. Kunne meget bedre jonglere med deres gamle system, men det er en hyggelig beskæftigelse.
Og vanen tro diskuterer jeg med mig selv om julepynten skal op eller ej. Jeg tror noget af det kommer op for Mollys skyld. Ungerne synes fortsat december og jul er en herlig tid og det skal nydes. Når de sidste børnebørn bliver store, er den fornøjelse sikkert forbi. Det er ikke sikkert jeg kan tygge smør eller danse om juletræ, når oldebørnene engang kommer. Og naturligvis skal der gøres grundigt rent og pudses vinduer før pynten kommer frem. Det har jeg da fået ind med min egen barneske.
Af samme grund gik jeg tur med støvsugeren og gulvmoppen i formiddags, det er ganske dejligt bagefter. Og undervejs er det en hel omgang “leven” i nuet, som er så moderne. Efterfølgende har jeg gjort mig fortjent til både min kaffe og min frokost. Fin fornemmelse.
Aftenen sluttede med dans som blev ledet af en gæste Caler fra USA. Det var sjovt at lære et par helt nye danse. Både benene og de to hjernehalvdele fik lidt at arbejde med. Skulle nogen have lyst til at danse med, begynder vi at mangle de unge under 65 og rigtig mange mænd. Danseskolen ligger 5 min fra S stationen linie B mod Høje Taastrup. Giv endelig lyd, hvis I fristes.

Celleforandringer?

Tags

det er ikke farligt, er du over 65 så tag alligevel en tur forbi praktiserende læge, fakta om celleforandringer, jeg gider ikke ynk og klynk, men noget mange kvinder kommer til at opleve, www.vidunderlivet.dk

Livet skal leves medens vi har det.

Så fik jeg kastet op og brugt weekenden på noget så livsbekræftende som at passe mit yngste barnebarn. En skøn lille dreng, men selv i en alder af knapt et år, kan man møde livets udfordringer, som feber og forkølelse. Savner sine voksne, som knokler på jobbet, lang arbejdsdag i vuggestuen og udfordringer med at rejse sig op og gå på to ben. hvem har sagt livet skal være eller er let?
Nogle hyler op om, at der på de sociale medier kun lægges billeder op af lækker mad, renvaskede og smilende børn. Lækre huse og smarte biler. Den sidste mode og den bedste hjemmebagte kage.
Jeg har flere gange pointeret, at jeg ikke hedder lykkeilse, fordi jeg er lykkeligere end andre. Jeg er blot et menneske med alle mine fejl og mangler. Med mine gode dage og mine ikke gode dage. Også mit liv kan være udfordrende og alligevel er jeg en lykkens pamfilius – mildest talt. Ikke mindst taget i betragtning af hvad mange andre udsættes for ikke blot i DK, men på denne klode.
Den 13. november, blev jeg ringet op af min læge, om øjeblikkelig at bestille tid hos en gynækolog. Jeg havde selv bedt om et skrab og gad ikke møde hos ham igen, med mindre der var noget at komme efter. Det synes han så, at der var. Og skønt jeg slet ikke kunne og kan forholde mig til det, er datoen altså blevet printet på harddisken.
Men mindst 15.000 kvinder får hvert år konstateret celleforandringer i livmoderhalsen, og ca. 6000 af dem bliver behandlet for forstadier til livmoderhalskræft med en kegleoperation. Det er ikke farligt og jeg står ikke med det ene ben i graven. BUM! Men det gør klar noget ved mig. Jeg kan ikke længere kun tale om alle de andre pensionister som kommer i reparationsalderen. Jeg er nu også meldt under fanerne. I den udmærkede pjece som følger med står der: “Nogle kvinder får besvær med at sove (nervøse) eller får mindre lyst til sex.” Det første gælder kun når jeg har ondt i ryggen og det andet går ikke ud over nogen. Jeg er jo single. HØ!
Så kvinder på min alder, den kontrolindkaldelse man får – jeg har aldrig fået den – indtil det 65. år, skal man ikke bare acceptere. Jer over 65, skal en tur forbi egen læge, hvis I føler for det.

Jeg får kvalme over mig selv.

Tags

at praktisere meningful hverdagsliv er en vanskelig sag, hvad er det jeg ikke kan finde ud af, jeg bliver syg og magtesløs over verdens ondskab, mit navlepilleri giver mig kvalme

Når en nonne døde i dette kloster på Ischia, blev hun hængt op på en krog med hovedet nedad og så dryppede hun i råd og stank ned i det der ligner et toilet. For dengang troede man på, at også legemet blev til evigt liv. Alle gæster til klosteret skulle gennem dette værelse.

Det bliver mere og mere vanskeligt at skrive på min blog. På den ene side fordi jeg ikke orker at forholde mig til og skrive om de overgreb der sker på ubemidlede, syge og handicappede i Danmark. Det er som om der er gået hul på en hel dæmning og det skyleder ind over mig af rædselsberetninger hver eneste dag. Flygtninge sender vi nu ikke kun i døden i de lande vi sender dem hjem til eller nægter at lade dem flygte fra. Vi slår dem ihjel i dansk varetægt eller lader dem sælge som slaver, sulte og blive voldsomt behandlet på alle uhyggelige måder.
Og på den anden side føles det helt forkert at beskrive og fortælle om min egen lille hverdag. Jeg har det jo så godt og har røven på det tørre. Hvordan kan jeg bilde mig selv ind, at det er interessant og livsbekræftende, inspirerende og vigtigt, at fortælle hvad jeg sidder og piller i min navle efter, eller finder der.
Det jeg på et tidspunkt fandt var motiverende og inspirerende for andre midaldrende og gamle, eller deres børn og pårørende – hvis de vil vide noget om hvad vi gamle koner går og tænker eller gør – føles nu oftere og oftere fuldstændig malplaceret.
Det er heller ikke så rart at udstille sin gen magtesløshed. Jeg melder mig jo ikke ind i et politisk parti for at ændre på noget. Jeg tror ikke mere det nytter. De sidste dages slagsmål og taburet knepperi giver mig kvalme. Jeg kan give tiggerne på gaden en skilling. Købe julemærker og støtte Læger Uden Grænser med en ekstra skilling fordi det snart er jul og hvad så? Flytter det noget. Helt ærligt, jeg er ved at få kvalme over mig selv.

“Jeg kan ikke være pessimist, for jeg er i live”

Tags

forfatter James Baldwin og instruktør Raoul Peck, I am not your negro - se den, kan vi behandle andre mennesker sådan uden selv at være et monster, racismen i USA i efterkrigtiden og paraleller til vores land

Mange har ikke engang en bænk at ligge på.

Torsdag aften i Danmarks hovedstad, i et rigt land i en rig by, går jeg forbi adskillige hjemløse som ligger i nicher, på risten ved Tivoli, ved oplyste facader til byen butikker. De ligger med et tyndt underlag på den kolde og våde stenbro. Nogle af stikker en mager arm ud og raler træt og opgivende med et papbøger med småmønter. Jeg ser dem, jeg ved hvorfor de ligger i lyset. Det modvirker overfald, slag og spark og røveri af deres småpenge. Men ikke altid.
Jeg er ved at sunke ned i et sort hul af skam over den brutalitet og hjerteløshed vi viser de hjemløse og tiggerne. De er jo ikke bare de hjemløse. De er mennesker. På samme måde som de borger der er på overføselsindkomster uanset om det er kontanthjælp, pension, sygedagpenge eller ingenting.
Er den danske selvforståelse således, at de allesammen er selvforskyldte i nød. Kan vi blive ved med at lukke øjnene for, at det ikke kuner et spørgsmål om hvad der sker med “dem”, men med os alle med Danmark. Hvad er vi for et land? Hvad er vi efterhånden for et folk?
Kan vi blive ved med at leve i uvidenhed, følelsesløshed og apati uden selv at blive et kynisk monster? Vi bærer alle et ansvar og angsten for selv at komme i den sorte gryde, er ikke et godt nok alibi til fortsat at se stiltiende til. At lade som om vi ikke ser det, der sker.
I aften da jeg så Paoul Pecks og James Baldwins film: I am not your negro om efterkrigtidens racisme i USA, kan jeg ikke lade være med at drage en direkte paralel til den racisme vi udfolder især overfor muslimer i vores land.
James Baldwin siger et sted i filmen, at han ikke ved hvad vi skal gøre, men vi må prøve noget vi aldrig har prøvet før. Og så føjer han til: “Jeg kan ikke være pessimist, for jeg er i live”. Baggrunden er det gennemvoldelige land han bor i USA. Jeg kunne måske sige: “Jeg er ikke pessimist, for jeg er endnu ikke nødsaget til at tigge på gaden.”

Der er ingen grund til at være trist

Tags

flytter kommunalpolitikken noget?, mørke skyer får ikke lov at hænge over mit hoved i disse dage, Peter Plys er rar og trøstende, rock i synagogen., tankemylder ovenpå en bevæget valgaften

Disse tre gutter kunne virkelig skabe rock i Synagogen.

Der er ingen grund til at være trist. Men masser af gode grund til at være glad. Gør man dagen op er det ikke svært at finde mindst 3 ting der har gjort mig glad i løbet af en dag og det forsøger jeg at huske når sorte skyer også driver denne vej.
Fredag aften oplevede jeg disse tre gutter på Bartof Station og holde da op hvor de kunne rocke. Jeg følte mig som 16. årig og tilbage i Randers i min pure ungdom. Indvendig sad jeg og grinede ved tanken om, at det kunne være skægt at overraske sit begravelsesfølge med en gang rock i Synagogen eller hvor der nu skulle være efter party. Det er blevet så moderne, at afdøde selv vælger samler og sange, hvorfor ikke arrangere en ordentlig omgang twist og nogle fadøl.
Det mest imponerede ved orkesteret var faktisk, at de tilsyneladende først for alvor er begyndt at spille sammen i 2016 og allerede har en alenlang og flot turne`plan i baglommen. Men jeg forstår det godt.
Dagens tre gode har været uventet formiddagskaffe med yngste datteren. Fået bank af barnebarnet på 5 i mølle. Hun er faktisk skrap. Købt billetter til danseskolens julebal og glæder mig. Læse Peter Plys til godnathistorie. Fået nogle gode mails og kan se frem til en travl weekend.
Om lidt vil jeg gå til køjs efter en søvnløs nat. Så valg til kl. 02 og fik tankemylder bagefter og ikke lukket et øje. Noget rystet over de rævekager der skulle bages og steges. Følte det som om at det var ren magt og stræben efter taburetter, frem for hvad er det faktisk folk har stemt og ønsker for en politik. Må indrømme at jeg ikke kan hæve mig op til, at tro på, at der bliver flyttet særlig mange hegnspæle til fordel for syge, fattige, ældre, børn, flygtninge og hjemløse.

Brudte løfter og valgfusk før vi kommer til urnerne

Tags

der bliver sparet på ældreplejen også fremover, der kommer flere og flere ældre de kommende år, hvorfor er den menneskelige hukommelse så kort?, men inge tager bladet fra munden, store forringelser

Det er noget værre griseri, at snyde folk.

Kommunale kandidater kappes om at overbyde hinanden med løfter om bedre pleje til de ældre, modernisering af skoler, flere pædagoger og hvad de nu ellers har fundet på af såkaldte mærkesager. problemet er bare, at regeringen har lagt en jernring omkring kommunerne, så de er tvunget til at spare netop på velfærden til de gamle, børnene og dem der virkelig trænger.
Kan I huske at alderen for at kunne opnår efterløn og pension er blevet stærkt forhøjet. Folk skal arbejde længere, for at skaffe penge til ældreplejen. Men de penge er ikke blevet udbetalt til de ældre. Og på trods af at der er kommet mange flere ældre i kommunerne er beløbene til ældrepolitikken faldet markant. og det bliver den for resten ved med.
Lige i øjeblikket endda ekstra meget, fordi kommunen trues med bøder, hvis de kommer til at bruge mere end budgetteret. Af skræk for sådanne overskridelser, har kommunerne lavet selvcensur og sparet ekstra på kronerne.
Så hvis du har tænkt dig at sætte kryds ved en der går ind for forbedringer af pleje og pension, skal du måske lige spørge vedkommende en ekstra gang, hvorledes kandidaten har tænkt sig det skal gå for sig.
Jeg misunder bestemt ikke de kommunale kandidater deres kommende opgaver. mange er sikkert velmene, men det nytter jo ikke, at stå og love noget der ikke er hold i. Det vil kun være vand på mistilliden til politikere i al almindelighed. Udover at mene noget fornuftigt, skal der i kommunerne tages livtag med regeringens sparepolitik, ellers bliver der ikke flyttet et komma i den rigtige retning.
Og at blive hjemme i sofaen er en lige så dårlig ide.
Det er simpelthen ærgerligt, at de kommunale kandidater enten er så uvidende eller på det nærmeste usande i deres retorik, at det forekommer mig, at være tæt på brudte løfter og valgfusk, før vi er kommet i gang.

Mit sidste egetræshabit

Tags

der er mange som trænger, der er masser af meningsfulde opgaver lige for næsen af os, mangler du nogen at være god ved så se dig om, praktiseret venlighed og omsorg med et stænk af kærlighed

November mørke.

Jeg kunne ikke lade være med at grine i morges. En af mine gode venner laver engang imellem sådan nogle sjove og rammende ord. I sin morgenhilsen kom han ind på vores allesammens afsked med denne jord og omtalte sit sidste egetræshabit. Det er da humor. Jeg skal ikke have habit på, men jeg kan gå hen og blive en virkelig krukke… kluk, kluk.
Ellers er der ikke nødvendigvis så meget at grine af. Inden man står der i sin krukke, kan der jo være forløbet nogle kedelige dage og ved en samtale i dag, forstod jeg – måske for første gang – at det ikke nødvendigvis er de fysiske gener og sygdomme, der kan være strabadserende og onde, men i lige så høj grad angsten for hvorledes man skal overvinde og leve med de udfordringerne der dukker op. Angsten for den dag jeg bliver blind og ikke kan klare mig selv. Den dag jeg måske bliver nødsaget til at bide i det sure æble og komme på plejehjem eller de dage hvor jeg sidder ensom, trist og bange i mit eget hjem og ikke har en eneste at snakke med.
Jeg håber virkelig folk vil tænke sig godt om til det her kommunalvalg og vælge folk, der mener hvad de siger også efter den 21. november.
Hver eneste dag hører jeg skrækkelige oplevelser fra mennesker som må benytte vores sundhedsvæsen. I den anden ende er historien, trætte og udslidte forældre til små børn, de voskne slides sønder og sammen på arbejdsmarkedet og kan ikke få enderne til at hænge sammen. Og hvordan med de små børn, der skal tidlig op og afsted en kold, mørk morgen med lidt feber og snot i hele hovedet og klarer en lang “arbejdsdag” i institutionen og så helst være sød i ulvetimerne når de lander derhjemme.
Vi bedsteforældre må holde os friske længe, om ikke andet så for at give de små og deres voksne en hjælpende hånd og bede til, at der også er kræfter og overskud til de gamle og syge.
Heldigvis livsbekræftende og meningsfyldte opgaver, som man kun kan blive glad af. Praktiseret venlighed, omsorg og kærlighed er god løn i sig selv.