Tags

, , , , ,

Vi er klar til at forlade den smukke ø Ischia tidlig, tidlig morgen.


Medens vi så solen stige op af havet bag bjergene og sende farvekaskader ud over landskabet, stod vi på dækket og tog en stille afsked med en smuk og venlig ø. Vi kom af sted inden strejken begyndte og efter næsten 4 timer i bus var vi klar til at borde i Roms lufthavn. Nu sidder jeg her og kan næsten ikke forstå det. Hvis det ikke var for de friske, gule citroner, den røgede ost og et kæmpe stort stykke parmasan, en håndfuld laurbærblade plukket direkte fra busken og en antikvarisk bog af Vilhelm Bergsøe, ville jeg næsten ikke tro, at jeg havde været borte.
Det har været en dejlig ferie og skønt jeg føler mig stiv og brugt, har jeg nydt hvert øjeblik. Egentlig er det blevet til adskillige km i benene og de lækre måltider og den gode vin, ser ikke ud til at have forstyrret tallene på badevægten. Py ha! Det var godt.
Jeg skal huske at fortælle mine norske venner at Ibsen skrev Per Gynt på Ischia. Det vidste jeg faktisk ikke. På grund af fare for jordskælv rejse han til Sorento og gjorde stykket færdig. Mine venner inviterede mig, i anledning af min fødselsdag, til at se stykket højt oppe i Norge. En fantastisk oplevelse og nu har jeg således også stået på arnestedet, hvor stykket blev skrevet.
Vilhelm Bergsøe`s La famiglia fortunata, legender fra Ischia, kan man vist slet ikke få i Danmark mere. Nu fandt jeg den i en lille antikvarboghandel og kunne ikke lade være med at tage den med hjem. Wilhelm Marstrand, Bertel Thorvaldsen og H.C.Andersen har også opholdt sig på øen of filmen Avanti er filmet her, blandt mange film
Herhjemme falder regnen på ruderne og vintertøjet skal nok snarest graves frem. Det er slut med stumpebukser og korte ærmer. Sandalerne ryger ind i skabet, hvor de må stå og hvile sig til lysere tider.