Tags

, , , , ,

Se Emil! din mor på vej til Machu picchu 2011.


Forleden læste jeg igen en bog om det, at blive ældre og gammel. Det interesserer mig hvad der sker og hvorledes man skal forstå den udvikling, der for mit vedkommende er i gang.
De fleste vil helst holde sig friske og rørige for til sidst, at sove ind – sådan pludselig. Ingen af os bryder os om tanken, at blive skrøbelig med masser af skavanker. For slet ikke at tale om angsten for ikke, at kunne være selvhjulpen. Men skrøbelige bliver vi og sårbare på flere punkter.
I bogen tegnede forfatteren et billede af, at vi stille og rolig får flere og flere skader. Ikke nødvendigvis nogle vi mærker, men en dag er der en række fuld og til sidst hele pladen. Det kan som i en andet bankospil gå langsomt med at fylde sin række og sin plade. Måske skal man spille med mange gange før der er banko. Sådan er det også med livet. Hvor langsomt det går afhænger af mange ting og ikke nødvendigvis nogen vi har direkte indflydelse eller indsigt i.
Måske sker der noget i det ubevidste folk får ryddet op, skrevet testamente, ommøbleret, solgt huset og flytter til en nemmere bolig i tide. Andre ender med at må lade andre træffe svære beslutninger og valg, fordi de fik forpasset muligheden for selv at sidde ved styrepinden.
Men selvom man forsøger at forberede sig, forsøger at forstå og ihærdigt husker på alt det man gerne vil nå, er det ikke altid det går som man håber og drømmer om.
Der er ingen opskrift. Ikke ligesom dengang jeg var gravid og kunne læse mig til hvad der næsten med sikkerhed ville ske. Kunne få et grundigt indblik i processen, sådan er det ikke muligt at læse sig til sin alderdom og død. Heldigvis er der nu flere og flere, der godt vil fortælle om deres erfaringer og dermed give os der er lidt bagud, en ide. det der nemlig er svært at skelne er hvad er almindelig alderdomstegn og hvad er eventuelt sygdom. Hvad skal man vælge at gøre noget ved og hvad skal man vælge at leve og udvikle sig med?