Der var gang i Rådhuspladsen da jeg gik hjem fra spansk. Ganske hyggeligt faktisk.


Faldt ind i en udsendelse, måske TV avisen og hørte en gårdejer fortælle, at han var fuldstændig ligeglad med, at kommunen var så bekymret for grundvandet, at den ønskede, at landmændene stoppede med at sprøjte deres markeer med pesticider. Han anerkender ikke deres bekymring, hvis det koster ham penge i form af færre afgrøder, så vidt jeg kunne forstå. Med alle til rådighed stående midler og retssager, vil han og andre landmænd sætte en kæp i hjulet og ikke stoppe med at sprøjte gift på markerne. Han siger ganske vist, at han også er bekymret for gundvandet, men at der på den anden side ikke er noget at bekymre sig om endnu.
Der skal altså lig på bordet først og vandet svines til før det anerkendes, at det er en dum ide at firtsætte med ødelæggelserne. Jeg forstår det ikke, simpelhen. For hvis først vores vand forurenes – mange boringer er allerede lukkede – så er der jo ingen vej tilbage.
For penge vil man ikke skåne hverken nulevende eller kommende generationer for giftigt vand, at pesticiderne lukkes ind i fødekæderne og er til gene, måske ødelæggende for vores alle sammen fremtid.
Jeg føler virkelig, jeg lever på en helt anden planet og bliver næsten mundlam, når jeg møder mennesker, der i den grad tillader sig, at skade de mange for egen vindings skyld. At vedblive med at snakke om, at miljøkatastroferne som allerede hærger ikke er menneskeskabte og at der hver dag lægges ved på bålet, det går bare udover min forstand.
Så er det jeg synes, at man skulle statsliggøre al Danmark jord og ansætte de landmænd, der ville være lønarbejdere og drive et sundt landbrug til vores fælles bedste. Ingen erstatning, skulle de have. De kunne få lov til at bo i deres gårde og huse mod fornuftig husleje og blive gældssanerede.
Tænk, at vi også finder os i den slags svineri med vores fælles livsgrundlag. Jeg undrer mig, synes det ligner