Tags

, , , ,

Når jeg ser min egen lille guldklump er det endnu mere uforståeligt, at ikke alle børn får en god strat på livet.


Findes der noget mere livsbekræftende, viunderligt og kærligt end små børn. Min yngste har været på besøg natten over og det er ufatteligt hvad der er sket den sidste måned. Sproget er begyndt at tage form og MAm, Mam bruges nu relevant. Flere andre gloser bliver efterfulgt af de rigtige handlinger og de buttede små arme og det bløde ansigt som gemmer sig ved min hals når han er putteklar og træt, gør mig fuldstændig salig.
Døgnet er viet til ham og ind imellem læsning, når han tager en lur. Jeg er igang med Flygtningen af Olav Hergel, men det går ikke. Jeg kan ikke kapere det. Verden er grum og igen er jeg fattesvag, når det gælder om at forstå, at mennesker kan være så modbydelige og ond mod børn, unge, ja alle mennesker som lider under ondskab. At vi ovenikøbet her i landet ikke tilbyder og passer godt og kærligt på uledsagede flygtningebørn er ren totur. Børnene har været så meget grusomt igennem og det sidste knæk får de i den danske flygtningelejer. Jeg ved, at jeg straks burde tage til den lejer hvor jeg ved børnene er og tilbyde mig som bedstemor. Give lidt tryghed og stimuli fra mig. Dele min kærlighed istedet for kun at tale om det. Jeg magter det bare ikke. Kan kun overkomme mine egne to mindste i øjeblikket og føler mig udtilfreds med mig selv. Jeg kan betale mig fra en del, men det er jo ikke nok. Tænk hvis vi kunne få en metoo kampagne igang om noget mere påtrængende, som den måde vi behandler verdens børn på og ikke kun hvordan vi har lukket øjnene for overgreb, der er mindst 25 år gamle mod kvinder, som nu åbner op.Det er jo godt nok, men det er ikke godt nok, at pressen løber efter de tossede mænd med al tænkelig spalteplads og lader ofrene for vores krige i stikken og ikke med et ord nævne hvad de er udsat for.
Skævheden er næsten uoprettelig.