Tags

, , ,

November mørke.


Jeg kunne ikke lade være med at grine i morges. En af mine gode venner laver engang imellem sådan nogle sjove og rammende ord. I sin morgenhilsen kom han ind på vores allesammens afsked med denne jord og omtalte sit sidste egetræshabit. Det er da humor. Jeg skal ikke have habit på, men jeg kan gå hen og blive en virkelig krukke… kluk, kluk.
Ellers er der ikke nødvendigvis så meget at grine af. Inden man står der i sin krukke, kan der jo være forløbet nogle kedelige dage og ved en samtale i dag, forstod jeg – måske for første gang – at det ikke nødvendigvis er de fysiske gener og sygdomme, der kan være strabadserende og onde, men i lige så høj grad angsten for hvorledes man skal overvinde og leve med de udfordringerne der dukker op. Angsten for den dag jeg bliver blind og ikke kan klare mig selv. Den dag jeg måske bliver nødsaget til at bide i det sure æble og komme på plejehjem eller de dage hvor jeg sidder ensom, trist og bange i mit eget hjem og ikke har en eneste at snakke med.
Jeg håber virkelig folk vil tænke sig godt om til det her kommunalvalg og vælge folk, der mener hvad de siger også efter den 21. november.
Hver eneste dag hører jeg skrækkelige oplevelser fra mennesker som må benytte vores sundhedsvæsen. I den anden ende er historien, trætte og udslidte forældre til små børn, de voskne slides sønder og sammen på arbejdsmarkedet og kan ikke få enderne til at hænge sammen. Og hvordan med de små børn, der skal tidlig op og afsted en kold, mørk morgen med lidt feber og snot i hele hovedet og klarer en lang “arbejdsdag” i institutionen og så helst være sød i ulvetimerne når de lander derhjemme.
Vi bedsteforældre må holde os friske længe, om ikke andet så for at give de små og deres voksne en hjælpende hånd og bede til, at der også er kræfter og overskud til de gamle og syge.
Heldigvis livsbekræftende og meningsfyldte opgaver, som man kun kan blive glad af. Praktiseret venlighed, omsorg og kærlighed er god løn i sig selv.