Tags

, , , , ,

Når jeg skal finde en grimasse der kan passe og ikke ejer et relevant foto.


Fortravlet og åndeløs jog jeg gennem de sidste sider af bogen Om Pesten. Her smelter virkelighed og fiktion sammen i en levende skildring af, hvorledes økonomi er blevet herskende politik i vores samfund. I dagens avis kan jeg læse en lige så virkelig historie om hvorledes magtfulde Google med sine sponsorater formåer, at give kritikere og demokratiforkæmpere mundkurv på, få dem afskediget og det der muligvis er værre. Virkeligheden er meget styggere end kriminalromanerne
Det var og er både beskæmmende og berigende, at få lov til, at kigge ind bag forhænget til det sted hvor al råhed og løgne hersker og hvor menneskeliv tæller lige så lidt som under de Islandske Sagaer. Eller endnu mindre. Og underholdt blev jeg. Jeg kunne til sidst ikke lægge bogen fra mig, måtte hele tiden om på næste side og næste igen.
Nu medens gråheden og tusmørket så småt slukker lyset udenfor, rumsterer følelserne indeni mig på højtryk. Og jeg takker for, at der endnu findes idealister og forkæmpere for retfærdighed og det godes ret til at overleve. Jeg har mødt nogle stykker og bliver hver eneste gang så kisteglad.
Lige nu spekulerer jeg på hvorledes Medicinalindustrien vil behandle forfatteren Hanne Vibeke Holst og dem der har hjulpet hende til den indsigt som bogen rummer. Vil det få konsekvenser for dem?
Hvorledes bærer jeg, som nu er både vissen og slatten, mig ad med støtte dem der kæmper derude og som endnu står op?
Måske er det ok med et åndehul i ny og næ, hvor man giver sig selv lov til at lade som om livet er lidt, som man håbede på, at der stadig er begejstring, håb og perspektiv på fremtiden. På børnenes og børnebørnenes fremtid. Det er så hårdt at være afmægtig og handlingslammet. Veje til ikke at lade sig ofre og på den anden side konstant, at skulle slås som frihedskæmper, må findes. Selv i de mærkeste øjeblikke.