Tags

, , , ,

Her bor ikke mange kontanthjælpsmodtagere, men en del på overførselsindkomster i Amaliegade.


Uden for “min” Kvickly har der de seneste dage stået en køn ung kvinde og solgt Hus Forbi. Hun er ren og pæn. Ligner ikke en alkoholiseret hjemløs eller stofmisbruger og i dag kunne jeg ikke dy mig mere og spurgte hvorfor hun stod og solgte Hus Forbi. Det gjorde hun, fordi hun var gået konkurs med sit firma og på 1½ år var boligløs. “Jeg dykker nogle dage, men kommer op igen med håbet i behold.” “Jeg vil så gerne have et sted at bo og jeg står på en akutliste. Men det er sjældent der er en lejlighed, jeg kan betale på kontanthjælp.” Så meget for vores Velfærds Danmark. Hvor er det umenneskeligt, det vi udsætter vore medmennesker for i et af verdens rigeste lande. Rigdommen drypper dog kun på de færreste. Fanden må hytte resten.
Fra kvinden tog jeg direkte ind i Danske Rederiers historiske hovedsæde i Amaliegade for, at høre ambassadør Freddy Svane fortælle om forholdet mellem DK og Japan. Her er sale med højt til loftet, krystallysekroner og guldstaferinger på døre og stuk. Publikum havde næppe nogensinde sat deres fod på Vestegnen, de kom stort alle fra gettoerne i Whiskybæltet. Spørgsmålene til ambassadøren fik mig til at krumme tæer af harme og kommentarerne ligeså. Her var man ganske interesseret i hvorledes Japan kun har modtaget 23 flygtning i 2017 og ikke tillader indvandring af nævneværdig karakter. Her kunne vi tilsyneladende lære noget om såkaldte rene samfund. SUK! Ellers skal jeg hilse og sige, at 30% af befolkningen er over 60 år og det er det sted i verden hvor flest bliver 100 år. Man tvangspensioneres fra sit fyldte 60. år og forlænges man på arbejdsmarkedet går man klækkelig ned i løn. Af samme grund puger japanerne penge sammen til deres alderdom, der er ingen forsørgelse og det er mange år, at skulle overleve. Kvinderne er højt uddannede, men vil ikke ud på arbejdsmarkedet, men hellere sidde på cafe`. Det forstod jeg ikke helt. Alt har sin pris.