Tags

, , ,

Udsigten fra mit vindue. Jeg kigger over på Riddersalen.


Klokken ca. 9.30 måtte jeg fortrække fra min hjemmebolig. Vægspecialisten fandt det utrolig passende, at jeg forlod lejligheden så de kunne komme i gang, med nogle timers forsinkelse.
Min kuffert stod parat og jeg kunne ikke finde på noget bedre end at bruge mit mimrekort til Sorø Kunstmuseum og se plakater og ikoner fra Hermund Lannungs samling. Det kunne lige præcis nås indenfor den tid jeg må rejse. Ovenpå en banan til morgenmad, gik jeg til den gamle biograf i øsende pøsende regnvejr for at få lidt frokost i den nu hyggelige restauration. Her har jeg været flere gange og maden har været god til en rimelig penge. Sulten som en ulv bestilte jeg en omelet og den så skam fin ud. Men for pokker da. Hvordan kokken har været i stand til at lave den til en tør, uspiselig papskive totalt uden smag, er mig en gåde. Jeg måtte give op. Trods sulten kunne jeg ikke gnave mig vej igennem og på en venlig forespørgsel fra betjeningen, gjorde jeg opmærksom på uspiseligheden. Imidlertid kom jeg til at betale fuld pris alligevel. Det er uhørt og der sætter jeg så ikke mine ben igen, uanset, at det er et rigtig hyggeligt sted.
Så afsted til mit logi på det ældste Frederiksberg. Her ligger en gammel, gammel beværtning med romantiske værelser på 1. og 2. sal. Der er køkken så man kan lave lidt mad og rengøringskonen skaffer folk en kande kaffe fra klokken seks morgen, hvis man skal tidlig ud af røret. Det er sjovt at kigge ind i baggården og fornemme historien. Alle vegne er der billeder og gamle ting som vidner om et flere hundrede år gammelt sted. Det siges, at det er lidt larmende i weekenderne på grund af selskaber i restaurationen, men til hverdag er her musestille. Måske er jeg den eneste gæst. Rigtig godt for jeg må trippe ud på det fælles bad/toilet i nattens mulm og mørke uden badekåbe. Det havde jeg ikke lige tænkt på. HYSS! Vi siger det ikke til nogen.