Hvorfor gå i små sko, hvis vi kan finde nogle store?


Jeg føler mig stadig overskudsagtig og tager mig tid til en halv time på den ene side og dernæst en halv time på den anden – med avisen. Humøret svinger lidt i takt med artiklernes indhold og jeg beslutter at stoppe læsningen ved en anmeldelse af Tine Byrckel i weekendens Information. Hun fortæller om det franske forlag Actes Sud og forlagets udgivelse af en række bøger med en fælles overskrift på dansk: Jeg griber til handling. De bøger lyder trøstende i relation til det katastrofesyn, jeg af og til forfalder til. Titlerne på bøgerne er noget så enkele som, Hvordan spise mindre og bedre kød? Hvordan undgå at tage bilen på arbejde? Hvordan reparere sine ting? Hvordan holde fest uden at ødelægge planeten? Hvordan starte sin køkkenhave op med permakultur? Hvordan komme ned i hastighed? eller hvordan meditere? Disse red verden gør det selv bøger er skrevet af specialister og med ny illustration til hver bog. Masser af videnskabelige referencer, men med søde tegninger. Og det bliver fremhævet at bøgerne ikke er præget af frelsthed.
Lige sådan nogle små overskuelige bøger der giver håb og handling til forvandling på mit niveau. Desværre kan jeg ikke læse fransk, hvorfor det vil være mere end velkomment, at et dansk forlag ville trykke dem på dansk.
Imidlertid fik jeg ikke hevet støvsugeren ud af garagen og det på trods af, at store nullermænd har snappet efter mine storetæer og støvet kan ses på de mørke mahognimøbler. Så fik i den, skønt det er et hjem uden klaver, kan jeg jo godt have klassiske møbler – ind imellem. Købt ind blev der heller ikke. Det skal ikke slå mig ud. En ostemad smager himmelsk når jeg er sulten og en kop eftermiddagskaffe er bare så frækt, at jeg må smile ved tanken.
Det går nok, jeg vil danse mig fra det i aftenens løb.