Forlig eller forlis?

Tags

halsen er tyk og gør ondt, påskefrokost i familien, regnelotteri er godt at træne, sammenskudsgilde og sjov

Familien samles til påskefrokost.

Medens vi spændt venter på forlig eller forlis i OK forhandlingerne er påsken over os og mange familier samles til påskefrokost. Det er ikke noget som vores familie har haft stor tradition med, men hvor er det dejligt når det lykkes, at være sammen. Jeg tror fortsat på traditioner, samvær og nærvær i familierne, blandt vennerne og blandt mennesker er noget af det gør kan gøre en positiv forskel i vores fremtidige verden. Når vi mærker varmen, tilliden og at man hinandens bedste, så vokser fællesskabet og det har vi brug for som modvægt til splittelsen som vore politikere er så dygtige til at pukke på og holde ved lige, for slet ikke at tale om at ville den splittelse.
Har vi først en gang rørt ved hinandens hjerter, bliver det rigtig svært at slå kiler ind og få mennesker til at strides.
Ikke mindst børnene har brug for disse familietraditioner, så de ved at de indgår i en større sammenhæng, at de er en vigtig del af noget sjovt og rart. I går spillede vi regnelotteri. Et gammelt spil, som jeg bruge med mine egne børn for at lege tabellerne og lidt hovedregning ind i dem. Nu er det Molly, der lærer noget. Medens der blev spillet lå jeg på soveværelset med lille Elton og nød latteren og drillerierne om hvem der var hurtigst til at gange, lægge sammen og trække fra. Jeg tror faktisk nogle af de voksne har ganske god gav, af at spille det spil igen.
I dag er det min dag. Jeg har fri og kan gøre hvad jeg vil. Troede jeg skulle sove længe, men vågner med lyset og skønt halsen gør ondt og føles meget ubehagelig, nægter jeg at lade mig bestemme over af den ufikse og tarvelige påsketildragelse. Frem med støvsugeren og op med dørene. Nu er her rent og fint og luften skiftet ud. Vasketøjet ligger klar i kurven og min samvittighed er allerede hvis som sne. Fin følelse.

Et kapløb med tiden

Tags

hvem lader sig invalidere frivilligt?, jeg ville ikke kunne arbejde i dag uden ballade, menneskesynet i uddannelserne fordrejet, nødlidende betragtes som svindelere og snydere

Forslag til et grønt påskebord.

For hver nat der går, bliver jeg mere og mere tyk i halsen. Hovedpine og træthed lurer. Det må bare ikke blive værre, bedstemor patruljen har ikke udspillet sin påskerolle. Den halvsyge mor står til 3 x 12 timers påskevagter hos alvorligt syge medborgere. Mon den slags afdelinger bliver lock outet? Eller får en velfortjent lønforhøjelse. Får de en eneste forringelse hører verden op med at eksistere for nogen af os og dem. Der kan ikke presses mere ud af citronen den slags steder. Ingen steder faktisk.
Jeg er så urimeligt glad for, at jeg nåede at blive pensioneret inden alle de forfærdelige måder at tyranisere og faktisk udsætte alvorligt syge og social ramte mennesker for psykisk terror. Den ene urimelige og groteske sag dukker op efter den anden. På det sociale område er det nærmest umuligt at anke og vinde en sag, fordi alt beror på kommunens skøn. Paradoksalt nok et skøn udøvet af den selvsamme myndighed, som man klager til og som er ligeglad med mennesker, bare den kan spare en krone.
Hvis jeg var socialrådgiver i dag, ville jeg formentlig hurtig komme i kambolage med arbejdsgiverne, meget hurtigere end da jeg faktisk var i arbejde og ikke kunne acceptere uretfærdighed, udygtighed og manglende faglighed overfor de mennesker som i forvejen “ligger ned”. Hvem fanden tror, at man udsætter sig selv for en arbejdsulykke og bliver invalid for at få kontanthjælp eller en sølle førtidspension? Det er helt vanvittigt. Jeg bliver så rasende.
Jeg ved der er mange kolleger som fortsat forsøger, at holde den faglige fane højt. Problemet er bare, at den fane ikke længere har samme størrelse, som da jeg blev uddannet. Allerede på uddannelsen forringes de studerens faglighed og metode og det føles bestemt som om de mest af alt lærer, at have fokus på systemets økonomiske regnemetoder og besparelser frem for, at lytte til menneskers historie og behov. Menneskesynet er helt fordrejet i retning af, at de der er tvunget til at henvende sig til en forvaltning om hjælp og støtte betragtes som svindlere og snydere, frem for mennesker i alvorlig nød – helt uforskyldt. Det er uhyggeligt.

Sig tak og lad være at bede om noget.

Tags

der ikke vil sove, en fræk lille dreng, jeg er frivillig og nyder det, trænger til voksenkommunikation, vælger at sige tak og ikke bede om noget

En bandit og fræk når han er arsk og i godt humør.

Sommertiden har betydet en omvæltning i sovemønstret og skønt, der ikke er grund til at gå for tidligt i seng – så bliver de voksne nemlig vækket før hønsene – så er det måske også lige i overkanten, at stå i sin seng og fortælle, at han ikke synes der er grund til at gå i seng og sove overhovedet når mørket er faldet på. Samtidig er det vidunderligt, at opleve hvor frisk og fræk han kan være ovenpå 3 ugers sygdom, mere eller mindre.
Storesøster Molly har det rigtig slemt, jeg er helt forskrækket over hvor mange smerter det giver, at få fjernet mandler og polypper i den alder. Det gør så ondt når hun skal spise og drikke, at hun ganske enkelt lader være. Så hun efterhånden kun skind og ben. Det var lige før de 5 timer sammen med hende, var mere anstrengende end de dage den unge mand har haft min opmærksomhed.
Jeg er helt frivillig på et døgn mere og håber moderen får det lidt bedre og at jeg selv ikke lægger mig. Mærker en tør plet i halsen, men måske er det blot fordi, jeg har været afholdende siden hjemkomsten, hvor leveren jo under ferien blev vandt til, at arbejde lidt ekstra hver dag.
Men jeg er virkelig så taknemmelig for at min fysik er ok og børnene “træner” mig til at holde ved. Man skal være forsigtig med at bede om noget, det kommer tit på en helt anden måde end man har kunnet forestille sig. Så jeg vælger at sige tak for de gode oplevelser og de fyldte dage. Nu kan jeg ihvertfald ikke brokke mig over, at jeg keder mig.
Hånden på hjertet så trænger jeg dog meget snart til voksenkontakt, tror det er en naturlig følge af mange dage, hvor der har været kommunikeret i børnehøjde eller slet ikke. Sådan rigtig snakket, altså.

Nye opdagelser

Tags

et at tegne abstrakt, høns i naboens have, heste på byggelegepladsens udendørsareal, påskesjov i biblioteket

På biblioteket for at lege.

Gode råd kan være dyre, når den private vuggestue står for pasningen. Hvad hitter men på til en på godt et år, når man ikke er rigtig indrettet. jeg mener har pæne gulvtæpper. Mahonieborde, bøger på hylderne, porcelæn og glas i børnehøjde og den slags? Først leger vi med alt legetøjet og spiser morgenmad. Får en lille søvn, men så må der ske noget. På med flyverdragt og hue, under stor ståhej og dernæst ud i det dejlige vejr. Der var vi heldige og endnu mere heldige var vi, da jeg mellem nogle husblokke ikke langt fra hjemmet, fandt et skønt hønsehus med de mest velpassede frk. Kluk og Skruk. Højbede og et flot drivhus. Det vidner om, at man i de husblokke kommer hinanden ved. Der var så hyggeligt og pænt. Hønsene viste sig fra deres selskabelige side og gokkede på livet løs. Så kunne den unge mand med egne øre, høre, at det bedste siger om hønsene i hans bog er helt rigtig. Næsten.
Videre til byggelegepladsen hvor de tre heste var ude. Hvilken herligt ting. De er så store, at de er til at få øje på om end de ikke er særlig selskabelige og ikke gider nærmere sig indhegningen og hilse pænt på os.
Men det måtte jo få en ende. Herfra gik turen til biblioteket, som i anledning af den forestående påske, havde arrangeret karsedyrkning i hjemmelavede kaniner/harer og mulighed for at tegne. Her gjorde det ikke noget, at man kun var et år og griber om en blyant, som var det en stålstang, der bare skal tyres rundt på papiret og anet underlagt. Efter nogle ødelagte stifter i farveblyanterne gik vi over til at så noget karse og lege med de robuste legeting. Gå ind i små huse og holde balancen på en lang hund. Og ikke mindst glo på de store børn, som bare gav den gas og ikke kunne sidde stille ret lang tid af gangen.
Det var sørme godt vi var så heldige.

Sommertid – er den udsat?

Jeg står lige af cyklen siger Elton.

Så har mormor sagt goddag til de to mindste. En klatøjet, men supersej patient og en lillebroder, der også er sløj. Her keder vi os ikke, det er bare med at være super opfindsom og mega rummelig. Den lille fyr tog jeg under armen og med hjem. Han skulle lige besigtige arealerne og fandt dem helt i orden og faldt derpå pladask i søvn. Og da sommertiden rykker frem i nat og uret stilles frem som havemøblerne også burde, skal jeg sikkert op med solen. Men vi burde egentlig kunne udsætte sommertiden, lidt i det her elendige vejr.
Nu er der afslapning med en fransk film, skønt nyhederne fra det land i dag, igen er ganske forstemmende.
Jeg får sådan en lyst til en frisk baget og brie, samt ikke mindst et glas rødvin. Tænker tilbage på de gode sager jeg ofte købte i de franske supermarkeder eller på markeder og spiste enkelt og lækkert i en vejgrøft med udsigt til fantastiske solsikkemarker. Eller dengang jeg gik rundt i Monet Have og drømte om, at gå hjem og lave præcis sådan en eller køkkenet. Indbydende smukt og enkelt, men et slid for kokkepigerne. Dengang var mad rigtig god mad.
Når jeg i dag tænker på den måde, vi producerer såkaldte fødefarer på, får jeg næsten madlede, for slet ikke at tale om den grusomhed vi udfolder overfor sagesløse dyr. Hvor er det mærkeligt, at vi kan få os selv til at sætte tænderne i den slags kød. Jeg skal ikke tænke for meget over den slags, uden i det mindste at handle meget anderledes selv i den daglige husholdning. Det er ikke helt nok at købe økologisk og spise mindre kød. Måske er det underbevidstheden der hjælper en. Mine øjne faldt i hvert fald på en annonce om et højskoleophold, hvor jeg kunne lære at lave vegetar mad. Det må bestemt være et skridt på vejen.

Her har I mig tilbage

Tags

alle de små gøremål bringer hverdagen tilbage, filosofi og ideer, påskeæg og drømme, påskeblomster, tilbage i hjemlige omgivelser

Så er det slut med eftermiddagens cafe`kaffefix.

AH! Det er dejligt at være hjemme igen og det skønt overenskomstforhandlingerne står i stampe, at det tyder på regeringen pønser på at lade lejerne betale for deres gethoplaner, at foråret ikke var hjemme med lunt vejr og sol, som jeg havde håbet.
Dagen er fyldt op med masser af mine små, og i den store sammenhæng vel ligegyldigheder, øvelser og opgaver som vasketøj, avislæsning, betaling af regninger og meget mere af samme skuffe. Det er godt, at få hverdagen til at fungere igen, al den lediggang førte åbenbart ikke noget revolutionerende med sig. Selvom jeg er blevet inspireret til nogle ting, har kedsomhedsknappen ikke medført de store filosofiske overvejelser, jeg har ikke fundet mig selv eller taget beslutning om voldsomme ændringer af mit liv.
Jeg er blevet hilst velkommen hjem med blomster på bordet og et sødt lille kort. En gave i entreen og forsinkede lykønskningskort. Mit ældste barnebarn har ringet og fortalt, at han fik 12 til sin seneste eksamen. Jeg blev så stolt og rørt over, at jeg skulle få den opringning. Alt sammen tegn på, at jeg er en del af et netværk og ikke blot en ligegyldighed. Det er livsbekræftende, midt i alle de grumme historier som jeg læser ud af aviserne.
Om lidt skal jeg i operaen. En gammel aftale og fra og med i morgen starter bedste-barnepige tjans igen. Gækkebrevene er jeg for sent med i år, så jeg får ingen påskeæg, men til gengæld kan det jo være, at jeg skal huske at glæde nogen med et. Og alle de smukke påskeblomster som står og pynter rundt omkring, kunne gerne finde vej til min altankasse og til min stue. Måske skal jeg lige huske at ringe til vinduespudseren, det ville se flot ud, om jeg kunne kigge ud af vinduerne igen.
Altså her har I mig tilbage til livet i Lidenlund.

Sidste dag i Palma – måske for ever.

Tags

drømmer om eget marked med lokale råvarer, sne på bjergene, solen skinner og her er stille ved stranden, tanker til Molly

Slapper af efter shoppetur og spiser tortilla på café Coco.

Sidste dag og jeg kan næsten ikke sidde stille. Ved at det er i dag mit seje barnebarn skal have fjernet sine mandler. Det er ikke nogen rar oplevelse og jeg håber det går godt. Besluttede mig for at tage til byen og købe en lille ting til den seje pige og en fødselsdagsgave, hvis jeg kunne finde noget, til en anden.
Begyndte på markedet, der er så fint med alle grøntsager og frugter, fisk og kød. Så lækkert og jeg drømmer hver gang, jeg oplever noget sådant, at jeg kunne handle på sådan et marked og fylde min kurv med friske, lokale råvarer. det ville være MUMS!
Så gå lidt rundt i gaderne og snuse. Her er lækre butikker i den indre by og meget charmerende restaurationer gemt i små gyder, bag tykke porte og skodder.
Fandt hvad jeg søgte og besluttede mig for at ose lidt til mig selv.

Havde forestillet mig en dansk sommerdag i dette dress.

Nå, heldigvis havde de ikke det dress, jeg ville have og så var det lige meget. Med god samvittighed kunne jeg finde min hemmelige lille plads og den cafè hvor man netop handler å markedet om morgenen og går hjem og laver lækker mad fra bunden. Indehaveren er stærkt inspireret af Frido Kahlo og det er en fornøjelse blot, at kigge udenpå spisekortet, på puderne og tæpperne for slet ikke at tale om indenfor. Fik min tortilla og en kop kaffe, nu må jeg hjem og pakke.
I bussen på vej tilbage til Can Pastilla troede jeg, at jeg havde synsforstyrrelser, men nej. Solen brød frem og viste, at der nu var masser af sne på toppen af bjergene. Det ser flot ud, men er bestemt helt uventet og de lokale kan ikke selv huske, at de har haft en så våd og kold februar og marts – siger de.

Pas på når du går til bageren efter morgenbrød.

Tags

gik lang tur i regnvejret, købte en flise til min altan, med appelsintoget til havet, nu vil jeg gerne hjem, på tur til Soller. Appelsinernes by.

Jeg er ikke på vej efter morgenbrød, men med sporvognen fra Soller til Port Soller.

Når du går ned efter en pakke cigaretter eller morgenbrød, kan du risikere, at nogen i mellemtiden er “flyttet” ind i din lejlighed. Er der det, kan du ikke bare selv smide dem ud. Du skal have rettens hjælp og det kan tage op til et år. Du må heller ikke lukke for vand og strøm, hvis du normalt betaler regningen over din bankkonto. Ja, man tror det er løgn, men faktisk et stort problem hernede. Måske flere steder i Spanien. Har du et sommerhus eller et andet sted, kan det være endnu sværere, at komme af med de ubudne gæster. Hvis disse gæster nu ville sparke døren ind til de riges tomme kæmpepaladser, der det for mig mere i orden. Men det kan de ikke på grund af piktråd og hundevagter. Så det foregår naturligvis i de fattige kvarterer.
Forleden demonstrerede pensionisterne. Der er skrækkelig mange som kun har en pension på lidt over 200 euro om måneden og hvis de så har børn og måske børnebørn boende hjemme, fordi de har mistet arbejde og understøttelse, er det nærmest en umulig situation.
Da jeg kom i skole lærte vi at Spanien og Portugal var en slags u-lande. Det ændrede sig rigtig nok med tiden. Desværre er her stadig fattigdom og megen nød. Der er god grund til at passe på det vi har i DK, som er under afvikling. Det vil også kun gå ud over de fattige og så har danske politikere endda fjernet fattigdomsgrænsen, hvilket betyder, at det bliver meget vanskeligere, at holde øje med både fattige gamle, børn og voksne familier.
Her regner og blæser det og er ca. 12. grader. 7 grader i morges. Den kommende uge ser ikke meget bedre ud, men der er jeg heldigvis hjemme igen om ikke andet til vintertøjet, en varm hue og nogle vanter.

Køber citroner

Tags

fandt en god sti bag den gamle mølle, hæreskarer af cyelryttere gør livet på vejene usikre, her er tusinde af udlejningsbiler om sommeren, masser af gamle møller, Valldemossa en appelsin og citronby

Ved alle huse i Valldemossa har man et kakkelbillede af den hellige Catalina Tomàs 1531-74.

Da jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle lave tog jeg i dag tilbage til den smukke bjergby Valldemossa. Jeg ville se det som turisterne ikke ser og fandt en lille sti i skoven bag en gammel mølle. I stilheden fra menneskelarmen og til dejlig fuglefløjt fik jeg mig en smuk tur op på en bjergknold med god udsigt over byen. Desværre sluttede stien ved endnu en nedlagt mølle på grund af stenskred. her er uendelig mange, meget forfaldne møller og rester af møller. Der må have været en lille vindmølle til hver finca, måske også til at drive olivenpressen. Her er en overflod af citroner og appelsiner og jeg kunne ikke nære mig for at købe en stor pose friskplukkede citroner i døren til en privat have. De dufter så dejligt. Mandeltræerne er fyldt med spæde lysegrønne blade og mimoserne er så småt ved at blomstre. Jeg fandt kirkegården og kiggede ind af vinduerne til de døde og satte mig til slut i en stribe sol og nød varmen og stilheden. På vej ned igen i de kringlede gader fandt jeg den Hellige Catalinas statue og et lille kapel til ære for hende. Så vidt jeg ved øens eneste helgeninde og i nærheden var der en gammel kirke med smuk korsang. Jeg kunne ikke blive klog på om der faktisk var nogle som øvede sig eller der var sat et bånd på, et eller andet sted.
Efter nogle timer tog jeg igen bussen til Palma og nåede hjem inden regnen plaskede ned. Det gør den også i morgen efter vejrudsigterne at dømme.
Medens jeg har været borte er hotellet igen blevet fyldt med cykelryttere. Der er hærskare af dem hernede og det gør det vanskeligt for bustrafikken og andre biler at komme frem. Man må nemlig ikke overskride de fuldt optrukne linjer og man kan ikke passere en cykelrytter uden. Det må være et helvede at være buschauffør her på øen. Om foråret på grund af de mange cykleryttere om sommeren på grund af de tusindvis af udlejningsbiler, som turisterne farer rundt i.
Godt jeg snart skal hjem.

I vildmarken hos Den Sorte Madonna

Tags

Els Blavets -de blå drenge, i påsken er her trængsel, klosterherberg med god værelser, myten om madonnaen som blev fundet for 700 år siden, tog til Inca og herfra med bus, ved Mallorcas højeste bjerge

Så kan jeg igen ikke få billeder med at dagens skønne tur. Surt. Men nu lykkedes et at komme ud i vildmarken og besøge Monastero de Nuestro Senyora de Lluc, her mellem de højeste bjerge på Mallorca. Jeg tog toget til Inca og her var det godt at kunne lidt spansk. Jeg fik spurgt om vej til en bus til Lluc og om den mon stoppede ved klostret. Jeg var snyde heldig. Efter 15 min. kom en lille, bitte bus raslende og kravlede pustende og stønnende op af bjerget. Hårnålesving må komme af ordet hårrejsende, for det var det. men udsigten var ubetalelig og efter en lille time kunne jeg skynde mig ind i kirken til søndagsmessen, hvor de blå drenge synger. Jeg nåede lige præcis at få de sidste sange med og kunne følge med strømmen ind bag alteret og hilse på Den Sorte Madonna, som normalt ikke vises frem. Udenfor var der skidekoldt og fuglefløjt. Et godt sted at vandre og cykelrytterne tager etapen herop som en af de vanskeligste de kan hitte på. På denne årstid er der imidlertid ikke mange mennesker og i dag var det så absolut flest mallorcinere. Jeg kunne gå en udsøgt tur op på det nærmeste bjerg bag klosteret og nyde udsigten og nogle kæmpe store ornamenter til ære foren helgeninde. Har glemt hvad hun hed. En udsøgt malerisamling på museet blev også besøgt. her var en del andre fine effekter. Jeg nød det meget. Nu var der tid til mit kaffefix. Det gjorde godt i kulden og ved en snak med en sød mand i en port – han stod og frøs med sin hjemmelavede marmelade og sine fine billeder – gik det op for mig, at han havde lavet en dejlig botanisk have. Det vil sige. Nu havde han opgivet den for de besøgende plukkede blomsterne og de vilde bjerggeder åd resten. Jeg gik en tur i den mest charmerende og bedårende have jeg længe har oplevet. Han forlangte ikke længere entre, men jeg betalte ham godt. det fortjente han virkelig for sit lille kunstværk. Så måtte jeg tilbage til den eneste returbus, som havde svært ved at starte og som havde mistet sit forskærm. Jeg ved ikke om det hjalp at bede til den Sorte Madonna, men bremserne virkede og vi kom helt ned og jeg fik et tog 3 min. efter til Palma. Så heldig.

Ved klosteret i LLUC