15 km og træt i fødderne

Tags

en lang travetur med masser af opdagelser og oplevelser, inspirerende ideer og lejlighedskig, nu brænder vore kinder og fødderne er ømme

De tre gratier på Holmen.

Man skal være hårdfør og tålmodig når man er min gæst. Men de er så søde og klager ikke – vi klarede over 15 km i dag. Ekspeditionen begyndte lidt over kl. 10.00 med toget til Christianshavns Torv. Så blev traveskoene smurt og turen gik i det skønneste vejr bag om Christiania langs voldgraven og med udsigt til de sjoveste og skønneste selvbyggerhuse. Gamle militærboliger alle pyntet med en lysende rød tulipan eller en gruppe næsten sorte ditto i en rodet rabat. De gule påskeliljer lyste ind imellem og træerne i al deres lysegrønne pragt gav dagen den helt rigtige kolorit. På Refshaleøen blev Halvanden og meget mere tjekket ud og den medbragte kaffe drukket med udsigt mod det pæne København. Ved den gamle kadetskole, som nu er ejerlejligheder kiggede vi på smukke prøveboliger til 10 og 11. millioner. Lige noget for en helt almindelig pension som min. På vej til Holmen så vi lige ind omkring det Nye Norma, men drivhusene er endnu ikke rigtig i gang, så det ligner bare noget rod.
Lidt trætte og slidt nåede vi frem til Christiania og indtog en velfortjent og veltillavet frokost. Gik på Art galleri og købte postkort og fik ideer til hvad de gamle og udtjente støvler og sko skal bruges til.

Tag dine gamle og udtjente sko. Spray dem i smarte farver og stil dem op foran dit hus. Fyld eventuelt jord i dem og plant nogle smukke blomster.

Gennem by og gade gik det og lettere slidte drak vi dejlig vin på NIMB og hvilede fødderne, før den sidste etape hjem til sofaen. Vi har flere “hemmelige” steder, vi kan søge hen når tørst og sult plager os. det er næsten det sjoveste, at føle, at vi har noget der er helt vores udenfor andre turisters rækkevidde – for de ved ikke det findes.

Så er fruen i sit S.

Tags

ì samtale med blomsterværkstedet, kaffe på en meget fransk cafe, kan godt lide at lege guide, på tur i København, udsøgt frokost på DÀngleterre

Her laves buketter til værelserne på DÀngleterre.

Skulle jeg vælge nyt fag blev det guide eller historiker, vil jeg tro. Gerne kombineret med lækker mad og udsøgte vine i gode og spændende menneskers selskab. Og hvem er ikke spændende og gode på bunden?
Jeg er i mit S når nogen skal opleve min by og mit land og uden beskedenhed, er jeg meget god til at finde frem til emner, der er interessante og passer til den tid, der er til rådighed. Eller også er mine ledsagere tålmodige og meget venlige.
Efter morgenmaden gik turen til byen for at få fat i de bedste og billigste billetter/rejsekort til turister. Det er ikke en nem sag. På Nørreport har de nedlagt servicen og du må igen, igen nøjes med automater, som ikke kan svare på spørgsmål. Heldigvis var der fornuftig hjælp at hente på Hovedbanegården. Men der findes ikke pensionistkort til turister. Der kan opereres med 24, 48 og 72 timers rejsekort med eller uden adgang til forskellige seværdigheder. Så lærte vi det. Men billigt er det ikke og jeg føler mig en smule skamfuld overfor turisterne i DK. Kollektiv transport i vores land er kort sagt dyrt.
På vejen til vores mål, som var frokost på D`Angleterre, smutte vi i Holmens Kirke for at hilse på Tordenskjolds “bene”, det er der jo trods alt lidt norsk over. Det er i øvrigt fint, at gå rundt i det lange sidekapel med interessante, historiske sarkofager.
Det var lækker mad og god vin vi nød på det historiske hotel og bagefter gik vi rundt og jeg fandt den indendørs pool. UHA! Den kendte jeg ikke. Den er mega lækker. Palmesalen lidt trist uden opdækning, men champagnebaren tiltrækkende og en overvejelse værd, hvis man får den slags lyster.
Kaffen drak vi i en baggård med frankofile tendenser. I virkeligheden et meget smukt hus fra 1672, men forfærdelig forfaldent. Håber det bliver sat lidt i stand, inden en eller anden finder på at jævne det med jorden og bygge endnu et grimt stål- og glashøjhus i vores pæne by.

Tag et gammelt og skrammet lokale. Sæt gamle møbler ind. Fyld det med flasker, gerne støvede, masser af citroner og sjove fotos. Så har du en bar, cafe`eller restauration.

Stor lettelse – flere overenskomster i hus

Tags

håber på en stor og flot 1. maj, jeg er en gammel cirkushest, lad sammenholdet vokse ind i fremtiden, trods alt, vi er selv vognstyrer i vores liv, vi har ikke lige vilkår

Flot udsigt fra hotel Mariot

Pu ha! Nu ser udsigterne lysere ud med overenskomstforlig på det kommunale område. Jeg ser frem til og håber på, at også statens og dem der står tilbage i regionerne kommer i hus. Jeg vidste slet ikke det fyldte så meget, men jeg mærker virkelig, at der trods alt falder en stor sten fra en gammel cirkurhestes hjerte. Nu bliver det spændende hvad medlemmerne mener, men mon ikke rigtig mange har det ligesom jeg. Det bliver en stor 1. maj i år, gætter jeg på. Lad sammenholdet vokse ind i fremtiden og lad os få en tro på fagbevægelsen tilbage.
Stod op i morges og tvang energien frem. Fik vasket og gjort fint rent, og købet de sidste ting ind – nu kan mine norske gæster roligt komme. Her er rart og et tæt program venter dem. Og så er det ikke løgn, at energi avler energi. Føler mig parat til at smøge ærmerne endnu højere op og give den en rigtig skalle. Glæder mig til de kommende dage og håber på fint vejr til de mange ekspeditioner, vi skal ud på. Jeg glæder mig og tror på en positiv følelse af glæde og harmoni. Måske havde jeg blot brug for, at “nogen” fik mig til, at gøre hvad jeg kan.
Vi er trods alt vognstyrer i vores eget liv. Ikke sådan forstået, at vi fødes med lige vilkår og muligheder. Nogen møder sygdom og andre vanskelige vilkår og får brug for støtte og sammenhold, men når vi vokser op, er vi selv nødsaget til at vælge hvorledes vi vil administrere vores tilværelse. Fortiden kan nemt blive en hovedpude for ikke at stå på tæer og gøre det bedste vi kan, men ryst den pude, læg den eventuelt helt til side og tag fat, hvor svært det end kan forekomme af og til.
At drukne i fortrydelser og svigt hjælper ikke mennesker til, at leve det liv vi er blevet givet.

De første anemoner og refleksion over solidaritet.

Tags

de første anemoner og frisk ramsløg, fik etableret en pensionskasse for socialrådgivere og socialpædagoger, jeg har også siddet som forhandler for 40 år siden og husker nogel af nætterne endnu, mangler energi

På tur med en feberhed lille dreng, ser vi sammen årets første anemoner og plukker ramsløg.

Jeg går rundt og føler mig grundig forårstræt og tænker på hvordan jeg får skabt noget ny energi. Kort afbrydelse, idet jeg kigger ud af vinduet og pludselig ser mit overtræk til rygsækken blæse rundt nede på parkeringspladsen. Har jeg tabt det? Sandelig ja og så i en fart ned efter det. Hvor er det mærkeligt, at jeg netop skulle kigge ud lige nu hvor det kom susende forbi. Heldig? Nemlig. Det bliver svært at undvære i det danske regnvåde forårsvejr.
Naturen drikker vand, så det hele strutter lysende grønt. Lille feberhede barnebarn og jeg fik nøje syn for sagen gennem en helt nyudsprungen bøgeskov, hvor de første store klatter af anemoner lyste hvide mellem træerne. Følte mig rig og heldig. Plukkede friske ramsløg til en pesto.
Jeg havde ellers en forfærdelig dårlig smag i munden i morges over den brudte ed på fagbevægelsens side – er vi som socialrådgivere slet ikke solidariske? Jeg var lige ved på stedet at melde mig ud af foreningen og være flov hvis jeg skulle gå med den fane i år til Fælledparken. ØV!
Heldigvis lettede den trykkede stemning da jeg til delegertmøde i PKA fik formandens forklaring og bevæggrunde til forliget for 40.000 regionaltansatte. Det er ikke muligt for mig at gengive forhandlingsforløbet nuanceret, men det lader ikke til at vi er så usolidarisk, som pressen lige nu gør os til og måske baner det vej for at det kommunale område og de øvrige regionsansatte kommer i mål. Nu må vi se. Jeg holder stadig vejret og håber det bedste for lønmodtagerside. Og husker at det bedste også er det bedste for os som skattebetalende borgere og fuldgyldige medlemmer af det fælles samfund.
Måske deltog jeg i mit sidste delegertmøde, jeg vil ihvertfald ikke genopstille. Nu må nye yngre kræfter til med en arbejdsplads som base til. Vi er blevet for mange pensionister og ikke helt representative for medlemsskaren. Lidt vemodig, idet jeg selv var med til at etablere vores pensionskasse, da vi forhandlede vores første overenskomst med Amtsrådsforeningen i hus. Det er vist præcis 40 år siden. Syntes egentlig jeg burde have haft en buket blomster.

Videns baseret socialpolitik

Tags

En lidt for unuaceret blog, men det skal være kort, nye ord hjælper ikke, smarte vendinger dækker over nedskæringer, viden er også erfaring og praksis

Udsigt fra gyngerne på Tivolis Kongrescenter.

det passer Mai Mercado rigtig godt at forskerne Niels Ploug, Mette Wier og Lisbeth Pedersen har skrevet om manglende viden på det sociale område, og plæderer for at vi skal have såkaldt videns baseret socialpolitik. Det skuer i mine ører. Vi ved rigtig meget om hvad der virker på mennsker som er kommet ud på kanten. det behøver man ikke opfinde igen og man behøver ikke bruge millioner og syltekrukker til at undersøge hvad der virker.
Når mennesker med et handicap, misbrug, hjemløshed, autisme, døvhed eller voldsramte kvinder og børn, handler det først og fremmest om at se disse mennesker allerede når de er børn, stå der når der opstår en krise afalvorlig karakter i deres liv som skilsmisse, fattigdom, arbejdsløshed eller hvad der nu kan foregå i et menneskes og et barns liv.
Hvis nu sagsbehandlerne frem for at bruge al deres tid til at låse døren til socialcentret og holde folk ude af jobcentret og bruge al tiden på underlige digitale indberetninger og kontrol, brugte tiden til at lytte og samtale. Finde på løsninger sammen med brugerne og bevilge forebyggelse så ikke så mange mennesker skal køres helt ud på slidsken.
Nu moser og maser man mange børn ind i klasserne. Forringer lærernes muligheder for at observere og støtte, samarbejde med relevante andre fagpersoner og få en god kontakt til hjemmet. I Daginstitutionerne er der desværre tale om samme sag. Både lærer og pædagoguddannelserne har brug for fokus på hvorledes vi forebygger og ser og hører de nødlidende børn og deres forældre.
Hvis ikke forældre skulle arbejde røven ud af bukserne, medens børnene er små, men havde tid frem for stress til at møde de behov børnene har for omsorg og kærlighed, ville verden være en ande. Hvis man ikke mishandlede syge, selv alvorligt syge, handicappede f.eks. ved at nægte førtidpension og ro til at blive rask eller støtte til at leve en tilværelse med de begrænsninger der er indtrådt uden at skulle jages nærmest til psykisk sygdom og opgivenhed. Ork! Vi ved en masse. De skrifter der ligger til grund for tidligere tiders socialreformer burde støves af og genlæses. Og lad så være med at proppe nye smarte ord ind som undskyldning for at handle og gøre noget. Viden kan også indsamles i praksis og erfaring er også en slags viden. De to ting lagt sammen med den forskning der foregår burde være nok til at gå i gang. Udfordringen er at velførdssamfundet som rummede støtte til de udstødte er blevet skåret ind til benet.

GARASON

Tags

der var alligevel en god ide, en af mine hemmelige pletter, kedelig kunstudstilling, men spændende område, www.gulliarason.com, www.tisk.dk

Gudlaugur Arason-Gulli Ara, det kan man kun kalde sig hvis man er fra Island.

Jeg måtte ud at cykle i det dejlige vejr og med fribilletter i baglommen gik turen til kunstudstilling i den gamle lokomotivhal lige bag Kineserbyen. Et af mine “hemmelige” steder. Dejlig oase væk fra byens støj og skidt. Her er pyntet op alle vegne med grønt græs, feminine og nyudsprungne træer i lyserødt og hvidt. Gule forsytiabuske stråler i solen og fuglene har travlt med at finde redemateriale og pippe med om livet i denne lille lund.
Der var ikke meget at kigge efter på den messe. Havde heller ikke ventet det. Ingen sjove og fantastiske ideer eller ligefrem stor kunst. Men så stod jeg pludselig foran Garason og kunne ikke løsrive mig fra de sæde og interessante bogrelieffer eller “Alfebøger” som kunstneren kalder sine værker. Bitte små bøger, fuldstændige efterligninger af de rigtige udgivelser. Jeg forstod på kunstneren, at han har mange bøger selv og derfor nok, at hente inspiration fra. I hvert værk kan man finde en lille alf eller en lille person, en af kunstnerens egen bøger – han er også forfatter – og på en af bøgerne hans signatur. Der er sådan lidt: Find Holger over det hele. Jeg måtte eje et af værkerne til mit “lille hus”, som jeg er ved at forvandle til stedet hvor der er ro til at kigge på sjov kunst.
Og så på vejen ud stødte jeg ind i Inge Kirsten Schønherr som laver de skønneste værker af sten, bambuspinde og tegninger og andet godt. Nu var jeg på cykel og kunne heldigvis ikke have mere kunst i kurven, men hende vil jeg huske. Med ledlys bag nogle af skillerierne, bliver disse billeder, blive den sjoveste barne-nat-lampe, man kan tænke sig. Lige sådan en man skal bruge, når jeg skal finde sutten.
På vejen hjem faldt jeg ind i en god venindes have og fik endnu en times sol og en samtale. Sådan bør en søndag være.

Så bliver en fødselsdagsgave ikke bedre.

Tags

de be, jeg bliver forkælet og er så glad, skønne og søde unge mennesker

Skønt selskab, vidunderlig mad, nyplantet og frodig altan i sol. En minderig aften.

Jeg undrer mig eftertænksomt over, hvorledes det er blevet mig forundt at få 3 børn der alle er helt vidunderlige til at lave mad. De var ikke særlig optaget af at lege køkkenskole derhjemme, da de først var ude over børnehavestatiet. Naturligvis elskede de at skrælle gulerødder og andre “farlige” ting og plaske i vand og svine køkkenet helt utrolig til med mel og dej i den alder, men siden. Nix.
Nu tryller de og i går aftes, fik jeg nok de bedste tapas nogensinde. Min fødselsdagsmiddag. Alverdens hjemmelavede pestoer, sjovt og uventet tilbehør og pynt. Det smagte så vidunderligt med iskold rose` i solen på en nytilplantet altan. De søde unge mennesker inviterede mig derudover til at se The Book of Mormon. Jeg er – må jeg konstatere – kommet ud over den epoke, hvor jeg falder for musicals, og så alligevel. I anden halvleg gav de den gas og synge og spille musik, det kunne de unge mennesker. Der var også ganske mange sjove episoder, men, men. Det unge publikum var meget glade for forestillingen, så måske er jeg bare blevet for gammel til den slags.
Nu er jeg stået glad op til en ny strålende dag og glæder mig til at cykle rundt og guide et godt menneske i sin egen by. det bedste ved den slags er at glæden over at dele, gør så godt.
Lige nu er det slet ikke til at forstå, hvis dette skønne vejr skulle få en ende og alle våde og kolde dage er fuldstændig forduftet og glemt.
Grønnere, kønnere og mere livsbekræftende kan et landskab og en by ikke tage sig ud. På to dage er træerne sprunget ud, jeg kan næsten se bladene folde sig ud for øjnene af mig.
Jeg får lyst til at sige som salig Flintstone: Ja ba da ba duu!

Klovnebukser og godt vejr.

Tags

de før, kortere vej til smilet

Nu er det udevejr og med et lammeskind under bagen, kan man sidder der længe.

Man kan se og mærke det på folk. Det gode vejr betyder kortere vej til smilet, stemmerne lyder gladere, verden bliver et venligere sted at være. Jeg tænker tit om det er lyset, varmen, fuglenes højlydte pippen eller den særlige lyd motorcyklerne giver, når de her om foråret suser afsted og opfører sig, næsten, som når køerne kommer på græs. Men måske er det den komplekse sansning der er på spil. Vi ser, vi lytter, huden fornemmer, vi dufter og måske smager vi på foråret.
Efter træningen og læsningen af forskellige huslige pligter, besluttede jeg at drage afsted for at indkøbe de første potter til altanen. Fandt et lammeskind til havebænken, som var nedsat med kr. 500. Det var heldigt. Her kunne jeg så i det lune solskin spise min første udendørs frokost. Virkelig en fornøjelse. Der er intet som udeliv. Selv Molly tegnede en grill fyldt med lækkerrier til aftensmad. Hvor hun så end har det fra allerede.
Fandt mine gamle, stribede sommerbukser frem til stor forbavselse for Molly. Hun udbrød ihvertfald da nu så mig i fritidshjemmet: “Aj! mormor hvorfor har du taget klovnebukser på?” ØH! det havde jeg ikke lige overvejet. Men hun tog det pænt og ville godt følges med mig på den sidste dansedag i denne sæson.
Nu venter jeg spændt på aftenens tv avis og hvor tæt konflikten er rykket på os. Jeg har med vilje ikke brugt tid på at lytte til nyheder eller se tv. Skulle ikke have noget af at spolere en dejlig forårsdag. Jeg begynder dog blive en smule bekymret for hvornår DK går i stå. Skal vi gå i stå, håber jeg på at det bliver helt i stå, så det kan mærkes, og vi alle er i samme båd. det bliver ikke sjovt, men jeg synes faktisk det er de offentlige arbejdsgivere, der er hovedårsagen og det skulle gerne ende med en mærkbar ændring af holdningen til offentlig ansattes vigtige arbejde.

Dødfælde tæt på børneinstitutioner og skoler

Tags

grimme oplevelser på en forårsdag, håber ikke der skal lig på bordet før man gør noget, vi skal passe på børn og unge i det offentlige rum

Klods op og ned f en lille sti hvor skolebørn, forældre og små børn færdes hver dag.

Da jeg i går skulle hente den yngste i institution fik jeg lejlighed til at spadsere en tur i et område jeg kender meget dårlig i Vanløse. Det lignede et rigtig hyggeligt rabarberkvarter med huse, der trængte til en kærlig hånd og det fik nogle af dem bestemt. Jeg bemærkede at der var flere skoler i området og tæt besat med børneinstitutioner. Her fandt jeg en lille sti tæt på banen. Stærkt forundre bemærkede jeg et lavt hegn med en lav låg og en fuldendt trappe lige op på banenettet. Den låge kunne ethvert barn over 6-7 år komme over. Jeg gøs ved tanken. Lidt længere fremme havde jeg på min højre side et højre hegn ind til en byggegrund. Den så meget forladt ud. Måske er den foruret og kan ikke bebygges før den er renset op. Desværre var der hul i hegnet, så stort at voksne kunne træde lige ind. og indenfor hullet var der en dam, hvor især børn også store børn nemt kunne drukne, hvis de forsøgte at komme derned. Det er umuligt at sige hvor dyb dammen var. Længere borte var der et kæmpe hul udgravet, men nu forladt. Jeg fatter ikke, at den slags dødfælder ikke skærmes endnu mere. Stien ligger således at man ikke kan se hvad der foregår og får nogle unger gode ideer på vej til eller fra skole, kan det gå helt galt.
Om det er en kommunal eller privat opgave ved jeg ikke. Det må dog i det mindste være en kommunalopgave at få en eventuel bygherre til at lukke forsvarligt af. Og jeg forstår heller ikke, at der ikke er flere private der lagt pres på for at få sikret disse ubehagelige risici.
Synes vi skal være fælles om at passe på samfundets børn og unge ude i det offentlige rum.

Det er bedre at tænde et lille lys end at forbande mørket.

Tags

Allans unikke dyr på Oxholm, fandt et bogtrykkeri, smuke blosmter i keramik, tjek dine gamle vinyler før de ryger ud

Allans fine og finurlige zebra. Jeg sparer op til en af hans dyr som er så meget mere.

Søndag morgen med en stemning af lyst til at hente morgenbrød. Søde thebirkes, drikke kaffe istedet for the og sidde længe med resterne af avisen. Men, så nej. Det feder og jeg gider egentlig ikke hygge med mig selv i dag.
Suser i vaskekælderen før tid og kommer i gang. Tømmer altanen for gamle planter og gør rent. Vasker gulvtæppe. Kom nu an forår, så vi kan få plantet og lavet et bihotel. Det bliver til flere små gøremål og ender med frokost. Resterne af madkasserne fra i tirsdags. Der er også til aftensmad. 5 dages mad, det er ikke så ringe endda. Nu er der tilbud på stenbidderrogn og friskfangede jomfruhummer. Det lyder dejligt, men den slags mad skal spises i selskab. Så……tænker.
Beslutter mig for at gå på galleri Oxholm for, at se Allans fantastiske dyr og det de også er. Jeg får meget ud af at kigge på dem og vil bestemt spare sammen til et af disse fantastiske skabninger. Ikke blot fantastiske at kigge på, men endnu mere fantastiske når jeg tænker på ideerne og fantastien bag. For slet ikke at nævne teknikken. Mon andre end Allan evner, at fantasere, modelerer, male og brænde disse unika? Jeg tvivler.
Spadserer hele vejen fra Valby til Rådhuspladsen og finder en snedkermester som har udstillet, disse yndige blomster i porcelæn. Slår et smut ind i Rabeck Nye fine drivhus og får en god ide.

De yndigste blomster. De burde stå i min altankasse side om side med de levende blomster.

Finder overraskende et trykkeri og bogbinderi. Svaret på en drøm om at få Et Folkeeventyr af Moe gjort ok igen. Nu kan det måske lade sig gøre. Sluttelig står jeg pludselig og glor ind i en pladebutik som udstiller to af mine gamle plader. Den ene koster kr. 5000 den anden 4400. Har vist givet dem væk. Tjek inden du giver eller smider dine vinyler ud.
Ender i Lorie med at se Lucky, den gjorde indtryk. Nu forttjener jeg min aften.
Og så er jeg glad på køernes vegne. Altså dem der får lov at komme på græs.