Good old England

Tags

dejligt at gense gamle venner, englænderne er sure eller jaloux på tyskerne, min ynglinspub på landet, smukke blomster overalt, smukke gamle England

The Pier in Eastborn. Gammel badeby og landliggersted.

Jeg glemmer engang imellem hvor gammel England er. Men jeg mindes i den grad om det når jeg kører med banen fra London Victoria eller Warterloo til red Hill eller helt syd på til Eastborn go Brighton. Husene er for at sige det noget gammelt lort. Der er snavset og ucharmerende hele vejen. Man skal kigge lidt længere ud gennem vinduet for der er også åbent land. Det grønne frodige Syd England som jeg elsker og hvor andre huse ser vidunderlige ud på afstand og fyldt med blomster.

Denne gang brugte vi en dag i Eastborn, der ligesom Brighton er en gammel badeby og landliggersted. begge steder er der en flot Pier. I Eastborn ligger der midt på denne et skønt Victoriansk thehuse med krystallysekroner som spejler sig i vandet og alt det blå og hvide. Jeg er sikker på at five o`clock the will be nice here. Vi var der til frokosttid og fik i en noget mere larmende restauration for enden af broen en udmærket salat. Men først vandrede vi på den smukke promenade og lidt ud i de bløde grønne bakker. Her er masser af vandrestier og meget dejligt.

Aftenen gik til min yndlings pub langt ude på landet med en hel flok gode, gamle venner til pubfood og store pint.

Første aften tilbragte jeg hos gode venner i deres 1700 tals gamle cotage. Den er vildt flot, men også noget gammel lort og det er svært at, for ikke at sige umuligt at lukke vinduer op og holde varmen om vinteren. Evige problemer med moderne installationer og så videre. Men på denne årstid i deres blomstrende have er det ren romantik.

En enkelt smuttur til London endte i skybrud. Vejret jog os til gengæld ind i en retsbygning, som kun er åben en dag om året for publikum og det var en sjov oplevelse.

retten er sat.

Det skal man også lige vende sig til igen. At alt service personalet er sorte. I dette retslokale gik en sød retsbetjent og kedede sig og ville tage billeder. Det fik vi meget sjov ud af og en god historie, også om ham.

Det hele endte i en flyforsinkelse på 6 timer tirsdag nat på grund af det omtalte skybrud og jeg kom ikke i seng før kl. 04.30 om morgenen. Pu ha! Det er godt nok kedeligt at være i en lufthavn så længe. Havde jeg ikke haft adgang til loungen, tror jeg, at jeg var sprunget i luften.

Reklamer

Min private amazonflod

Tags

min egen flotte flod og gemmested, på rejse igen, stor glæde af børn og børnebørn

På vestegnen er der mange smukke og unikke steder.

Jeg møder til stadighed danskere i og omkring København som aldrig har taget toget fra centrum og vestpå. Nogle gange er det næsten så jeg skal forklare, at det ikke er det vilde vesten og her bor fredelig folk. Vi har det også rigtig pænt her. Se blot min helt private amazonflod hvor bioversiteten florere, i går stod de gule iris i flok ved flodbredden og ramsløgnene blomstrede og duftede så det var en sand fornøjelse.

Vi kom afsted i tørvejr. Landede på et traktørsted og fik kaffe under en parasol medens en byge væltede ud af himlen. Gik hjem i det luneste solskindvejr og havde haft et par dejlige timer sammen. Jeg nyder når børn og børnebørn giver sig til til at være sammen og være sammen med mig et par timer. Der bliver joked, talt alvor og lavet nye aftaler på kryds og tværs.

I går var planerne for den 70 års fødselsdag oppe at vende. Ak og Ve! 70 år. det er et underligt tal at forholde sig til. Havde det været i min barndom vidste man nok hvad klokken havde slået. Men ikke nu. Alderdommen bliver yngre og yngre på en måde.

Nu er kufferten pakket og jeg tager til Red Hill og møder gode gamle venner. det er flere år vi sidst har set hinanden og jeg ser frem til dette møde.

Elefanternes Orden

Tags

at cykle en elefanttur i solen, at kigge op i sin by giver gode opdagelser, den ældst bevarede elefantorden er fra 1580 og findes på Rosenborg, livstræets krone

Overalt i København møder man elefanter. denne her er fra 1765 opsat af storkøbmand Jørgen Hansen Alsing.

I anledning af en god vens 70 års fødselsdag, inviterede jeg ham på en cykeltur rundt i København for at besigtige nogle af de mange elefanter. Første stop var Jens Kofoeds Gade 2 i gården. Men ak og ve! det smukke gavlmaleri som her fandtes var pist borte. Må man fjerne sådan noget? Elefantgaden i Nyboder er omdøbt til Suensonsgade. Altså en start med forhindringer. Det var trangt at trække sin cykel gennem Bredgade hvor vi ville se de imposante elefanter hænge i deres ordenskæde på de aristokratiske palæer og rigt udsmykkede våbenskjolde som Dehns Palæ, Det Bernstorffske Palæ og Odd-Fellow Palæet. På den modsatte side af gaden have bygningshåndværkere dækket den smukke blomsterranke som bæres af elefanter på Moltkes Palæ. Men i Nyhavn strålede den lille blå elefant om kap med solen og var næsten skjult af parasoller og gæster.

I Vor Frelsers kirke var der ro og tid til at fordybe sig i hvorledes kirkens mægtige, træudskårne orgelfacade bæres af, stukkatør og billedskærer Chr Nergers, elefanter fra 1698. I Lofthvælvingernes stukkatur hænger også elefanter i ders kæde som symbol på den enevældige kongemagt. Og et gyldent eksemplar dingler under den største lysekrone.

På den gamle margarine fabrik Mønsteds bygning har Rosendahl Langballe sørget for en rigt udsmykket facade med elefanter i granit. Og vi har alle glemt at en særlig god kvalitetsmargarine blev solgt under navnet “Elefantmargarine. I den skønne lille oase af en strimmel have bag Glyptoteket kan man beskue eksotiske dyrehoveder heriblandt et elefanthoved.

Skønt en tiltrængt kaffepause på Christianshavns bolværk trak frokosten og vi cyklede derfor ud til den smadrede Carlsbergby for at få et lille nostalgisk øjeblik med elefanterne i Elefantporten. dem har jeg klappet utallige gange med min ældste datter, fra hun knapt kunne gå på sine egne ben.

Endelig på et tæppe i Søndermarken kunne vi pakke den medbragte pic nick ud og senere ligge på ryggen og glo lige op i de fantastiske trækroner.

At kigge op i solens leg mellem bladene på en trækrone er lise for sjælen.

Det meningsløse liv

Tags

at miste sig selv i noget større, at rejse kan jo også være et misbrug og en måde at dulme sig på, at tillade sig at være og nyde, jeg fik livet og lever det så godt jeg kan

Globen de berejstes Cafe` hvor alt kan ske, hvis man vil rejse i drømme. Foredrag af andre berejste.

Som de fleste der læser eller har læst min blog, så ved de, at også jeg af og til slås med hvad meningen med livet mon er? Og den fornemmelse og tanke stikker endnu engang imellem hovedet frem. Som nu hvor jeg efter en samtale med en god ven blev mindet om det. Spørgsmålet ser nogle gange lidt forskellig ud. Det kan komme som: “Hvad er min berettigelse her på jorden”? Andre gange stopper jeg op og tænker: “Hvad er det lige jeg laver her?” Og endnu værre når jeg går i ring og får følelsen af, at jeg bare skal have tiden til at gå. Så at sige slår tiden ihejl. Det er en uhyggelig følelse af at dø, medens man endnu er i live.

Medens vi har arbejde og børn. Er forelskede og føler kærlighed til et andet menneske, giver det ofte sig selv. Det bliver meningen, men når man er udenfor arbejdsmarkedet. Børnene er voksne, har koner og kærester, egne børn og måske endda børnebørn og vi gamle bliver perifære. De rigtige venner falder fra af forskellige grunde, så kan spørgsmålet igen trænge sig på. Det er ikke fordi man glemmer man selv skal dø, at selve livet mister sin mening. Det kan bare være rigtig svært at finde sin berettigelse i denne dødens forgår. Når mennesker taler sådan til mig, forstår jeg dem godt. De er jo ikke utaknemmelige ofte tværtimod. Det kan blot være svært at se målet i tilværelsen. Tro på at man har en unik evne eller et specielt talent at give til andre og de har ikke lært, at de har lov til at være til – AT VÆRE.

Jeg hørte nogen i Globen i går aftes tale om deres rejsestatestik og fik den tanke, at også disse mennesker dulmer et og andet. Når rejserne blot bliver en knappenål på et kort hjemme i den stue, hvor de vender og pakker kufferten eller rygsækken til næste tur. På den anden side er der jo så mange forskellige former for misbrug, at dette rejseri også er på listen. Hvorfor ikke?

Heldigvis bliver jeg mere og mere taknemmelig og tænker, at når jeg nu har fået livet. Ovenikøbet på denne heldige plet på kloden, hvor krigen ikke raser, hvor jeg ikke skal se mine børn sulte og tørste ihjel. Hvor jeg som kvinde kan gøre som jeg vil og meget mere. Så er meningen, at jeg skal leve det liv, så godt jeg formår og jeg gør mig umage. Mit største savn er i virkeligheden selvforglemelsen. Der hvor man mister sig selv i en større sags tjeneste. Så trøster jeg mig med, at jeg har været der og jeg godt må nøjes med at være nu og nyde det. Det er mange af os blot ikke så gode til.

 

Må vi få din historie?

Tags

børn og børnebørn vil elske det, engang vil dine efterladte spørge, erindringsværksteder, fortæl eller lav en lille film, historier om Danmark, hvem må få din historie?, skriv

Nu går det næsten for hurtigt. Syrenerne er snart falmede og visne.

Endnu kan jeg løbe ind i en sky af syrendufte, men det går næsten for hurtigt nu. Blomsterne falmer og visner. Træernes særlige lysegrønne og sarte forårsfarve skifter til mørkere toner og eventuelle blomster er blæst visne bort.

Foran mig ligger en lille folder, der beder danskerne om at aflevere deres historier. det er en for stor og for svær opgave for de fleste at skrive deres erindringer. At sige historien videre til sine børn, sine venner, en lærer eller en mor og far.

Jeg husker levende hvorledes min far engang imellem fortalte historier fra sit liv. Især sin barndom, sin ungdom og om sin soldatertid. En gang imellem kom gamle soldater kammerater på besøg og munden stod ikke stille på dem. Vi børn elskede at lytte. Det gør jeg stadigvæk. Så sent som i pinsen har jeg lyttet så mine ører var ved at falde af, men samtidig tænkte jeg, at når det var så spændende at høre på var det måske fordi jeg havde en referenceramme og kunne se billederne for mig. hvis man fortalte disse historier videre til unge eller børn af i dag, er jeg ikke sikker på de ville finde dem lige så interessante. Måske ville de slet ikke kunne forstå.

Og dog er der historier fra det levede liv, som ikke bør gå i glemmebogen. Heller ikke din. 170 arkiver har meldt sig som modtagere af dine små historier og vil gerne høre om selv de mest almindelige dagligdagsting. Hvad spiste du til morgenmad? Prisen på en tog eller busbillet og måden du købte den på. Dine forældres arbejde. De værdier som prægede din opvækst. Hvilken rolle din mor spillede i dit liv. Hvad drømte hun om. Havde du nogle pligter som barn. Hvad legede du og dine kammerater. Hvad skete der på mærkedage? Er der noget som har ændret dit syn på verden?

Når vi bliver gamle og har svært ved at se værdien i vores eksistens, er det minderne der skal give os vores værdighed og betydning. Det er også vores livshistorie, der skal få vores efterfølgere til at se og i et støre perspektiv. Det er altså også for vores egen skyld vi skal huske at fortælle. Skrive det ned. Lave en vidio eller sætte tekst under de billeder vi har gemt.

 

Når livet føles lidt ekstraordinært.

Tags

en god pinse med dejligt vejr og søde mennesker, føler mig elsket og respekteret, glæder mig til en ny uge, livet føles af og til ekstraordinært, når samværd og nærværd giver ny energi

Hver time, næsten hver minut glædes jeg over vore dejlige natur.

Livet føles ekstraordinært for mig i øjeblikket på grund af det dejlige vejr, som giver anledning til at komme ud og få stimuleret alle sanser. I dag så jeg det meste fra toget, men en gåtur på godt 3 km gav dog lidt vind i håret og lidt sol på kinderne. Ved hjemkomsten fik jeg set lidt løb med prinsen i København og blev næsten fanget af stemningen. Hvor er det dejligt, at så mange mennesker har været på benene enten som løbere eller stilskuer langs ruten. Uanset om man er royalist eller ej, så føles det godt, at så mange mennesker har nydt motion og fællesskab.

Men man kan på mange måder yde ekstraordinære indsatser. Min søde, livskloge og tapre Agnete klarer en træls hverdag ved at finde smilet frem og trods bekymringer for fremtiden, grine lidt af besværlighederne og – guderne må vide hvorfra – dog alligevel finde kræfterne frem til en ny uge. Hun burde også have en medalje. Det er så vigtigt, at vi alle får mulighed, at føle os som en del af et netværk og et fællesskab. Hun gør mig rig og taknemmelig for den tillid, hun viser mig som medmenneske.

En smukkere pinse kunne vi ikke have ønsket os. Nu venter en ny uge med dens opgaver og jeg ser frem til min første stemmetræning. Til et spændende møde i den organisation, hvor jeg er blevet valgt til en tillidspost. Til at skulle hente lille Elton og nyde ham på cykeltur. Putte ham og vågne sammen med ham. Til at skulle mødes med nogle af mine dejlige unger og flere børnebørn og til en rejse til England for at møde gamle venner.

Tingene foregår for tiden i et tempo, hvor jeg når at nyde det. Og jeg takker for nogle gode pinsedage med masser af syrenduft, fuglesang. Gode samtaler og tætte relationer.

 

 

Prinsessen er i det smukkeste Udkantsdanmark.

Tags

bøgeskoven hvisker og fuglene synger for fuld hals, ditto med mælkebøtter. Lysegrønne kornmarker og uanede mængder af duftende syrener, gule rapsmarker, hvidtjørnen blomstrer, ophold i et meget smukt stykke Danmark, Viggo jager uindbudte gæster bort

Udkantsdanmark fåes ikke meget smukkere på en flot majdag.

Det er ikke Københavnerne og slet ikke Sjællænderne der har fundet på Udkants danmark. Det har jyske politikere som hellere splitter end samler, og os der besøger eller kommer på de såkaldte udkanter, kan bevidne, at smukkere natur og herlige pletter findes ikke. Udkant eller ej.

Som en prinsesse er jeg blevet forkælet i to skønne dage med udsigter, nyopgravede kartofter, ravfarvet champagne, nystegte fiskefrikadeller, der nærmest endnu kunne sprælle på panden.

Danmarks ældste kro Bromølle havde lagt den røde løber ud, helt sikkert til ære for min ankomst. Et rødt tæppe til at lægge over benene ved det udendørs bord, hvor jeg fik serveret lækker hønsesalat med kig til floden der snoede sig ind i skoven for mine fødder.

På hjemmeterrassen opholdt jeg mig med bedste underholdning man kan tænke sig. Fuglesang i en overdøvende duft af syrenhækken, som viste sig fra sin bedste side. Spætter som fløj tæt på for at hente mad til de sulte unger og Fasanen Viggo, som fræsede rundt og holdt justits i sit revir. Med højt krummet hale og strakte ben løb han efter uindbudte og jog dem væk. Og det uanset størrelse og beskaffenhed.

I et køligt værelse faldt jeg i søvn fyldt med sjove, kærlige og interessante beretninger om livet på de bonede og ubonede gulve og vågnede midt om natten og lyttede til Nattergalens sang. Det var svært at falde i søvn igen og inden jeg tog et nap mere havde jeg set pinsesolen stå op.

Reff`en den nye Papirø

Tags

døde stål og gladbydele gider vi ikke se på og leve i, håber ikke flere kvarterer i byen ødelægges af mastodonter som ikke passer ind, længe leve de få klondyke`s som er tilbage i vores by, red de huse og fabrikker som findes i forvejen

Marianne viser rundt på den nye “Papirø”

I eftermiddagens dejlige sol, men også meget kølig vind gik vi til fods ud for at besigtige den nye Papirø Reffèn. Den er lige præcis så mangfoldig og fyldt med god mad og drikke som den tidligere, men det er synd for dem, at der slet ikke er tag over hovedet. Når regnen kommer og hvis vi skal have nogle skybrud, bliver det et vanskeligt sted at opholde sig. Men vejret var os nådig og vi sad længe med fødderne på boldværket og rumpen godt puttet ned i en liggestol  hvorfra vi kunne betragte livet på havnen og den anden side af byen.

Stemningen er dejlig og vi endte med at dele lammekød med grøntsager. Hvis det ikke var nået at blive koldt, var et særdeles dejligt måltid mad. Efter mange dage i afholdenhed blev jeg mærkbart påvirket af to små glas rose`så jeg er virkelig billig i drift igen.

Den sejlende bybus er fantastisk i sådan et vejr og med blafrende flag agter landede vi i Nyhavn og fik os endnu en lang spadseretur rundt om Botanisk have inden vi til slut hoppede på toget og tog hver til sit. Det skønne ved Refshaleøen er her er masser af miljø og masser af skrammel og ingen velfriserede fortove. Til forskel far de døde bydele yderst på Islandsbrygge, Bordhavnen og de fleste andre steder ved havnen. Må dette klondyke få lov at leve med alle dets sjove og unikke former for liv og leben og hvor er det synd at vores smukke by ødelægges af skyskrabere, der overhovedet ikke passer ind i billedet. Eller massive klodser som BLOX. det er så super grimt, selvom det er miljø godt.

Keder jeg mig?

Tags

cykeltur i den lune aften, hvornår er kunst kunst?, nostalgi på Toldboden Bodega, tror jeg holder mig til brugskunst

Lotte Agger leger med fotografi, stumper af gammelt papir, brugte plakater og gamle litografier.

Vågnede før fanden fik sko på med en lille træt og sur dreng i min seng. Han havde det ikke så godt, men blev heldigvis reddet af sin mor og kunne komme hjem og hygge sig og forhåbentlig blive frisk til den sidste vuggestuedag før pinseferien.

Så blev det ligesom lidt tomt. Og jeg kedede mig på en måde lidt. det er svært at gå fra 5. gear og fuld fart til punkt nul. Af og til kan det være svært at finde ud af om jeg keder mig eller blot lige skal tage en slapper. Det sidste har jeg ganske svært ved. I det mindste hvis ikke jeg har en god bog som fænger og giver lyst til fordybelse. Fik dog plantet lidt mynte i de ledige potter, vandet de tørstende planter og til slut stablet mig op på cyklen for at tage til Galleri Pi og se Lotte Aggers nyeste udstilling/fernisering. Ikke at jeg kender hende og heller ikke hendes far Poul Winkel Agger. Knud Agger derimod har jeg set dejlige billeder af. Mon de alle tre er i familie?

Min gode ven, som jeg delte fornøjelsen med, og jeg blev til slut sultne og endte på Tolbod Bodega. En historisk lomme med rimelig mad. Min sommerkylling med agurkesalat, var dog bestemt ikke som min mors og bedstemors. Stegt i en gryde, så benene faldt far hinanden, men saftig og fyldt med smag. Denne her var tør og pludselig var jeg bare helt færdig med mad. Dejligt at jeg kunne cykle mig fra lidt af oplevelsen i den lune aften.

Nu skal det blive luksus at have sin seng helt for sig selv og sove lige så længe jeg orker. Og måske snuppe morgenavisen og hoppe i seng igen. Glæder mig.

God nat.

 

 

Nydelse

Tags

en frodig altankasse, et lille stik af længsel efter den gamle have, hilser på en tidligere nabo, syrensaft

Blåt er godt for øjnene

Jeg vågner med solen eller lyset og kommer tidlig til træning. Da jeg rundede hjørnet, blev jeg næsten overdøvet af duften fra syrenerne og bagefter hylden. Virkelig dejligt at gå i sin by tidlig morgen med alle dens dufte og lyde. Se lyset og solen sprede sig og mærke byen får liv og ligesom strækker sine muskler.
Jeg har lige lært, at man kan lave saft af syrenblomsterne på samme måde som man anvender hyldeblomster. Det kunne være morsomt at prøve.
Døren stå åben til altanen nat og dag og jeg kan mærke luften, varmen og solen i min stue. Det er næsten allerede for varmt, at spise morgenmad på altanen efter træning.
Lige nu kæmper jeg en kamp med at få mit yngste barnebarn til at sove. Bedst som jeg tror, at han er ved at falde hen, ser jeg hans gavtyve øjne grine til mig over kanten af sengen. Jeg kunne ellers godt trænge til, at sidde på altanen nu og nyde den lune aften.
Pælagonierne luer fuldstændig postkasserødt i altankasserne og havekarsen har sat skud. Jeg ser allerede for mig en frodig og hængende have. Besøgte min gamle nabo i dag og kiggede ind i min tidligere så smukke have. Blomster og stauder er fjernet og erstattet af græs. De unge har ikke tid til havearbejde og det er heller ikke så børnevenligt. Men et lille suk og en snert af længsel, kan jeg næsten ikke undertrykke.
Vejen har forandret sig. På 10 år er 3 gamle bungalows jævnet med jorden og flotte og mondæne villaer er blevet bygget. Alle de andre villaer er blevet renoveret ude og inde. Det går godt for boligejerne ser det ud til. 5 minutter fra huset ligger en sø og blinker i solen. Masser af mennesker går tur, cykler hjem fra arbejde og drikker kaffe ved ishuset. Genialt sted at stable en lille gesjæft på benene