Tags

, , ,

Vi venter på at tænde faklerne og gå gennem Istedgade.


En forrygende dag i blomsternes tegn. Da sporene efter en uges gæstebud og Eltons besøg var fjernet og vasketøjskurven stoppet til randen, syntes jeg, at jeg fortjente blomster. Efter et besøg i nærmeste Kvickly så min altan, altså meget indbydende ud i det skønne solskind og her blev frokost og kaffe indtaget med følelsen af at være en heldig kartoffel.

Her er rigtig dejligt. Nu er der snart plantet helt til.


Jeg havde indbudt børnene til fælles 4. maj både i anledning af at “salig farmor Grethe” ville være fyldt 100 år i dag og fordi det er så fint, at markere denne minderige dag med faklerne og fredsbudskabet på Vesterbro. Vi spiste sammen inden vi tog opstilling for at gå med fakkeltoget ned gennem Istedgade. Det var en særlig dejlig aften, ikke blot på grund af det lune vejr, men fordi jeg havde følgeskab af børn, svigerbørn, et barnebarn og en god ven. Det er rart at dele med nogen og på flere måder blev det vist en uforglemmelig aften for os.
Jeg nåede også at cykle til kirkegården med en stor potte tulipaner, gule som våren og sådan som farmor godt kunne lide det. På vejen tænkte jeg på, at det vi mennesker måske er mest bange for, er at blive glemt. Faktisk vil jeg selv nødig glemmes og mindes gerne mine nære relationer.
Når jeg nu var i gang, sørgede jeg også lige for at sende en buket til en fødselar i morgen og købe endnu en pottefuld tulipaner til en som har mistet for nylig. Der er ikke noget så dejligt som at modtage en uventet buket blomster.
Og tænk så, da jeg kom hjem stod der den smukkeste plante foran min hoveddør. Jeg blev ganske forvirret, hvem, hvad, hvorfor? Jeg havde bestemt ikke ventet blomster. Det var så min særligt betænksomme underbo, der havde været på spil.

Se min smukke plante. Tak for denne uventede og søde betænksomhed.