Tags

, , , ,

det gik op for mig hvorfor jeg ikke kan fordrage en selfie af mig selv – armene er for korte.


Jeg troede i en periode, at jeg var en dårlig fotograf, der ikke kunne tage en selfie, uden at synes den var så grim, så grim. Nu gik det op for mig, at det kun skyldes, at mine arme er for korte til, at komme på afstand af rynker, brune pletter, kalkunhals og hvad der nu hører med til at være en ældre kone. Det er ikke fordi de billeder jeg normalt benytter har været gennem et forskønnelsesprogram. Men blot det at kunne komme lidt på afstand, så i det mindste at hudormene ikke sidder og glor lige ind i kameraet, eller indstille lyset så det falder kønnere eller noget af det grimme kan komme lidt i skyggen og ikke “grine” en lige op i sit gamle fjæs. Det er dog en god ting.
Og så for at det ikke skal være løgn opdagede jeg i dag, at jeg også har fået rynker i nakken. HJÆLP! Rettere sagt skindet falder også mod syd bagpå og har nu lavet en fold, som ikke kan skjules når håret bliver klippet kort. Glem det hvis du har lyst til at trøste mig med, at livet kan ses, at det også har sin charme. DET HAR DET IKKE. Det er rædselsfuldt, at gå i forfald når hammen ligesom bliver for stor og slasker nedad alle steder. Jeg kunne godt lide at vide om det hjælper at stå på hovedet? Men sikkert ikke. Jeg har i det mindste ikke set nogle dameblade reklamere med forskønnelse den vej.
Det har ikke noget at gøre med at være ungdomsfikseret, det er ganske enkelt en svær proces, at blive gammel. Ørerne bliver for store, man får krogede tæer og tykke negle. Tyndt hår har jeg endnu ikke fået. Men tro mig, der er så mange andre ting, jeg kunne underholde med. Jeg er ikke rigtig ked af det eller deprimeret, det er bare stadigvæk svært at se i øjnene og glo på sig selv og forstå. For indeni ser jeg jo noget helt andet. Især når jeg lader være at tage briller på.