Her ser I så “Vestkysten” på Ærø. det er ikke ligegyldig hvilken side af øen man tager til stranden ved.

Det regner og er gråt her og da jeg i lang tid har længtes efter at gå en regn og rusketur langs Vesterhavet, besluttede jeg, at iføre mig, omikke vaders og sydvest, så regntøj og gode støvler. Således bevæbnet traskede jeg ned til stranden på den anden side af øen, hvor jeg hidtil har cyklet og siddet og slikket solskind. Og det var virkelig vesterhavsagtig. Bølgerne brusede afsted med hvidt på toppen. I strandkanten lå skum og blæsten piskede mig ind i ansigtet. Skranterne er høje her og efter en times trav i got tempo, fandt jeg endnu ikke et sted jeg kunne klatre op. Jeg måtte tilbage til den sti jeg var kommet af. Spændende med disse forskelligheder.

Her er også stammefolk. Der er en stamme i Marstal og en anden stamme i Æreskøbing. Folk i Søby går lidt mere stille omkring tror jeg og er ikke rigtig nogens. Men trods disse udtalte forskelligheder som stammer fra dengang Ærøskøbing var købstad og vel en slags hovedstad og Marstal dem der løb af med handlen og hurtig blev den størte og rigeste by, kunne mange lære noget om integration her. Det er ikke helt løgn, at tilflyttere i lige så høj grad, som dem der er født og opvokset her, fuldt ud respekterer hinanden og tillæges samme værdi og accept. På min hjemegn ville en sådan accept tage flere generationer og man ville i mange år være ny og fremmed.

Hvoraf det kommer ved jeg ikke, men den ægthed, der ligger i accepten og ligeværdet er mærkbart og et helt unikt kulturtræk på øen, efter min mening. Man kan sige, at det er dog ganske kort erfaring, jeg har til at udtale mig om den slags. men jeg tror ikke jeg ændrer mening og det er jo ikke noget jeg har fundet på. Alle jeg har mødt tilflyttere, som oprindelige øboer har sammenstemmende sagt det til mig.

I sandhed et multikulturelt folk. Det er lidt samme fornemmelse jeg havde, da jeg – uden sammenligning iøvrigt – var på Cuba for mange år siden.