Tags

, , , ,

På cykel på vej hjem fra Søby, har jeg til bagbord side en smuk tremaster for fulde sejl som følgeskab.

På vej til Søby for at hente brød i Finns Bageri og nogle småting i brugsen, gjorde jeg holdt for at glo ind gennem ruden til Fie`s strikkebutik. Pludselig kom Albert susende med en nøgle og viste alt det smukke garn frem. Det var bestemt fristende, men jeg er ikke god til at strikke, så jeg nøjedes med at beundre de smukke garner. Snakken gik og jeg skulle naturligvis berette hvad jeg er for en giraf, men der blev livlig kvitteret med lokale oplysninger om landskab og befolkning.

Så kom Peter på nabogården ud med en trillebøre, og det var heldigt, for jeg havde en hilsen til ham fra min veninde, der flere gange har overnattet på hans bed & Breakfast. Talen faldt på hans valnøddetræ og vupti havde Albert hentet en plasticpose og hjalp mig med at samle valnødder. Da vi var færdige inviterede han mig til at se Ærøs smukkeste udsigt og jeg kan godt forstå han har to plastikstole stående der på Ærøs højderyg med en lille klat skov i ryggen og udsyn over marker, levende hegn og hele Vitskø. Han fortalte, at der løber underjordiske kilder helt fra Marstal under højderyggen og det er dem der fylder voldgraven omkring Søbygård. Løber videre ud i Vitskø og ender i havet.

Jo man skal blot åbne sin mund her, så får man venligt svar på tiltale og bliver meget klogere i løbet af et øjeblik. Således begavet med valnødder og god snak kunne jeg fortsætte til Søby. Man bliver kaffetørstig af det cykleri og da der kun var et eneste æblehorn tilbage, kunne jeg ikke dy mig. I solen foran bageriet nød jeg en skøn, varm kaffe og et frydefyldt horn med æbler. MUMS! Og så var kalorieregnskabet ligesom udlignet og jeg havde ikke tabt en eneste undervejs på cykelturen.

På vejen hjem med blikket rette mod vandet fulgtes jeg med den smukkeste tremaster for fulde sejl. Et betagende syn.

Reklamer