Tags

, , , , , ,

Øens lille vartegn, lægger igen ryg til en rundvisning på øen.

Det sidste hold gæster kom og rejste igen. Et nyt døgn med omstilling til aleneheden er påbegyndt. Jeg lærer noget af dette her. Jeg er faktisk  fleksibel og kan omstille mig, men det kræver noget hver gang. Hensynene og rummeligheden bliver med bestemthed sat på prøve og skønt jeg er blevet en “ensom ulv”, kan jeg altså også godt begå mig i en flok. Mine rødder kan rives op og jeg kan gro i nyt muld eller sand om du vil.

Det er slet ikke så tosset at erfare og giver et vist afsæt for fremtiden: “Jeg kan kaste mit anker i nye havne, hvis jeg vil eller SKAL.” Jeg får igen bekræftet, at jeg trives bedst med nye udfordringer, og ved nærmere eftertanke er det ofte den røde tråd i mit liv. Jeg har svært ved forudsigelige dage. Et nyt lille eventyr hver dag, en lille æske, som jeg endnu ikke har kigget ind i får solen inden i til at skinne. Og jeg har, beskeddent sagt, evner til at skabe de udfordringer som ikke kommer af sig selv.

Det er blevet koldt herovre. Stormen og ruskeregnen i går har sendt mange smukke blade til jorden. Jeg får lyst til at sparke i dem. Samle en stor favnfuld og kaste dem efter en jeg  leger med. Pludselig husker jeg efterårsferierne fra ødegården, hvor børnene og jeg samlede bunker af blade og kastede os i dem og kastede dem efter hinanden. Fyldte trillebøren til randen og kørte tur med lille Emil, næsten begravet i den bløde og farverige favnfuld. Pyntede bordet med de smukkeste og trak de fineste på en krans af ståltråd og hængte det på døren som pynt.

Mørket falder hurtigt på og en, to, tre bliver det rigtig mørk her på landet. De spredte og søvnige gadelygte i landsbyen formår kun at sende en kegle af lys, rundt om lygtepælen. Hver årstid har sin charme og jo ældre jeg bliver, jo mere brug for alle fire årstider, har jeg.