Tags

, , ,

Dygtige og skønne musikanter ledsagede eller førte an i fællessangen i Ørøskøbing i dag.

Endnu to ildsjæle med musik i livet, har taget initiativ til fællessang. Dagen blev indledt med brunch i rustikke lokaler, maden var ikke værd at skrive hjem om – tværtimod. Men sangen. Hvor blev man varm om hjertet ved at sidde der og synge med fra bladet i Højskolesangbogen, alle med hver vores næb. Jeg holder meget af at synge disse sange og får en masse skønne billeder frem ved hver eneste tekst. Sådan må det nok være for vores generation. Mine børn og børnebørn vil næppe kunne genkende meget af de beskrivelser, der finder sted.

Sangen blev ledet af et ægtepar, der som jeg har rod i det jyske og har haft højskolebevægelsen og sangbogen tæt på i hele vores opvækst og voksenliv. Og igen var der munter og spændende snak ind imellem. Jeg labber enhver fortælling om det lokale liv før og nu i mig som sødmælk. Venlige invitationer vil blive efterkommet og jeg lærer noget hver gang.

Bagefter gik turen til Mamrelund hvor de to studerende, som har forsøgt at analysere integrationen af tilflyttere herovre, tog afsked med os og øen. Der blev hilst rundt og jeg kendte de fleste ansigter og fik dem placeret. Damer fra Søbykoret og Ærøkoret. En snedker og hans hustru som jeg flere gange har stødt på. Nogle pensionerede tilflyttere, som jeg selv og endnu et par stykker. Nu begynder det at give mening, at hilse til højre og venstre og atter dukker minderne og følelserne hjemmefra op. Dengang man helt sikker kendte nogen, hvis man gik ud af sin dør. Det forsvandt ved min flytning til hovedstaden og jeg vidste faktisk ikke, at jeg havde savnet det. Men det har jeg måske heller ikke. Jeg havde også brug for at være anonym.

Vinden går gennem marv og ben og en afsluttende tur langs stranden gav røde kinder.

Skønt det er koldt og overskyet er her vidunderlig smukt.