Resterne af en gammel bondegård der engang er brændt.

De lokale spørger om jeg bliver boende. Dem der hjemme spørger om jeg kommer hjem igen. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. For jeg kender ikke svaret. Jeg er alvorlig forelsket i øen, dens natur, menneskene. Oplever faktisk mere nærværd end derhjemme og har efterhånden et større netværk og bekendtskabskreds en lige der hvor jeg normalt bor. Mennesker som kunne gå hen og blive rigtig tætte venner. Naboskabet herovre er lettere end i de huse, hvor vi er stablet ovenpå hinanden, for der kender vi kun ansigterne på dem vi kører i elevator med. Og det sker, at man står tæt og slet ikke siger noget til hinanden. Her taler man faktisk sammen.

Også naturen spiller en større rolle. Tænk, at jeg kan gå ud af min dør og på en gåtur på 2 km se vand til begge sider. Møde køer, heste, geder, får og katte. Opleve at en hund gør af mig for at passe på sin gårdsplads. Vinke til bilisterne som hilser. Jeg tænker ikke på noget tidspunkt, at jeg er indespærret på en ø og ikke bare lige kan tage herfra. Meget mærkeligt i grunden. Og medens det sner i store dele af Danmark har vi høj sol her. Det påstås, at her er mange solskinstimer. Efterårsfarverne ser flotte ud i lyset og skønt det er meget koldt er det dejligt. Jeg får røde kinder og synes det er skønt, at komme ind i varmen igen. Hvis jeg var Rasmus Klump ville jeg lave pandekager med brombærsyltetøj og drikke varm kakao.

Snakker højt om eventuel bolig til højre og venstre og som så mange gange før, dumper oplysninger og forslag hele tiden neden i min turban. Forunderlige verden.

Ak, ja. Jeg går en spændende tid i møde. Ca. hvert syvende år slår mit liv en ordentlig saltom