Tags

, , , ,

Udsigt fra Søby volde på en overskyet dag.

Jeg bruger en del tid på, at undersøge og forstå hvad der er det særligt på denne ø – og muligvis i andre mindre samfund. Jeg læser Carsten Jensen, som måske kan hjælpe mig til at forstå den klangbund, der giver fodfæste for den fællesskabsfølelse, jeg møder herovre. Det er tydeligt, at en barndom og opvækst, et sprog/dialekt, en fælles historie og oplevelse af, at bo og leve på øen skaber en identitet som Ærøbo. Selv dem der ikke bor her mere, har samlet sig i fællesskaber og er ambassadører for øen – så vidt jeg forstår.

Det er særlige er vel i grunden, at man har en rod. Jeg tror i øvrigt det gælder for rigtig mange danskere. Vi er ikke rodløse, som flygtninge er. Vi er endnu ikke så internationaliserede, at flertallet er blevet rodløse. Imidlertid skal vi tænke os godt om og passe på, at vi bevarer en rod, at vore børn og børnebørn får lov at slå rod. På øen her er der meget mere der er geografisk overskueligt. Der er en større grad af gennemsigtighed og en større oplevelse af, at betingelserne for livet er fælles. Tilflyttere bliver faktisk inviteret til at slå sin rod ned i øens muld.

Det stærkeste kort herovre er måske, at man ikke er bange for at miste noget eller sig selv. Hjerteligheden og lysten til at dele fungerer tilsyneladende overfor os tilflyttere. Nu er de fleste af os ganske vist også hvide, der kan sproget. Jeg ved ikke hvordan det vil fungere, hvis jeg havde mørk hud og gik med tørklæde.

Og så kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke, at jeg sikkert betragtes som ganske ufarlig i den forstand, at jeg ikke kommer her og tager nogens job. At jeg samtidig ikke hører til hos nogle af stammefolkene, men kan begå mig i alle lejre, i hvert fald foreløbig er sandsynligvis også en, for mig og min integration, positiv ting.

Men en ægte ærøbo bliver jeg vel aldrig i de indfødtes øjne, mon man bliver det i sine egne, hvis man bor her længe nok?