Tags

, , ,

Voderup Klint er ved at føde en stor sten.

Efter en pæn, lang tur langs stranden som udfordrede såvel balanceevne som udholdenhed, nåede vi fra Bregninge til trapperne ved Voderup Klint. Medens jeg skriver dette farves himlen lyserød og gylden udenfor mit vindue. Sådanne malerier er helt ubeskrivelige – det er derfor jeg drømmer om et hus med udsigt ud over havet.

Landevejen blev fulgt hjem og endnu engang bekræftes jeg i, at det ikke er et sted jeg skal cykle om aftenen. Trafikanterne kører hurtigt og kommer meget tæt på den hvide stribe i vejsiden.

Man skulle tro, at når man sådan vandrer derud ad, klares tankerne. det var i grunden ikke tilfældet i dag. Opmærksomheden blev konstant fanget af de smukke sten. Det ene øjeblik farverne, det næste sirlige mønstre. Hele tiden på vagt efter et forstenet søpindsvin eller forstenede blækspruttearme. Af og til løftes blikket op af klintens stejle skrænter for at se en måge eller en rovfugl sejle i vindstrømmene. Andre gange for at kigge udover havet, der i dag var mørkeblåt og himmelens skyer ikke grå, men nærmest dueblå. Det ville være dejligt, om én kunne gemme sine syner på harddisken og tænde for filmen ved passende lejligheder. Det hjælper at skrive om det, så hænger det faktisk bedre fast og når jeg trækker den lille beskrivelse frem, dukker der en tilhørende lille skuffe i hjernekisten op med stemning, farver og billeder. Af og til dufte, men det er nu sjældent. Lydene er heller ikke så ofte med, men kan genkendes hvis de pludselig dukker op i anden forbindelse.

Dagen er slidt op igen. Uforklarligt hvor timerne er blevet af. det har været stilleleg med puslespild, stenmaling, vasketøj og lidt læsning.

En ny suppe er frembragt og nem mad klaret til aftenen hvor vi skal i teater og se en forestilling om dengang danskerne tjente deres penge på slavehandel og sukkerør. En tid, der vist er faldet ud af historiebøgerne. Jeg husker i hvert fald ikke fra min barndom, at den grimme side af den historie blev genfortalt.