Tags

, , , ,

Bregning smukke kirke.

Long Litt Woom, norsk kvinde, der ganske uventet mister sin mand, finder gennem en ny interesse for at samle svampe, vej gennem sorgen og bliver meget dygtig til, at indsamle og videreformidle sit store kendskab til svampe.

Som en der selv har vandret i sorgens mørke gange, var det interessant, at genkende følelser og oplevelser i hendes bog, men det skulle vise sig, at det var mindst lige så interessant, at gå i en svampesamlers fodspor. Svampe har ikke rigtig sagt mig noget, men det er lige før jeg fristes til, at forsøge mig med denne sport. Det giver frisk luft og motion, at vandre i skoven. Det skærper sanserne og svampe smager godt. Man må lærer noget svampelatin og blive skarp til at skelne gode spiselige svampe fra de kedelige og måske giftige svampe.

Når man mister sin ægtefælle sker der en alvorlig ændring af ens status og identitet. Man forlader en socialgruppe -parforholdsgruppen – og blive enke eller fraskilt, single og det kan godt tage tid, at finde ind i og falde til i en ny gruppe. Jeg bliver til stadighed mindet om, at der ikke er nogen at komme hjem til eller nogen at gå fra. Tænker af og til på, hvor længe jeg kan ligge syg eller død, før nogen opdager det. Det er ikke ensomhed, men en konstatering af, at livet kan forandres vældig på et øjeblik. Og drømmen om, at have et menneske, jeg kunne leve mit liv færdigt med, vil vist følge mig til det sidste. Det er faktisk en lille sorg, at være alene på sine ældre dage. Det positive er så, at jeg ikke skal miste igen og da det hører til sjældenhederne, at vi dør samtidig, skal jeg måske bare være glad.

Hvad gode bøger dog ikke kan sætte gang i af spændende tanker. Jeg har været inviteret til middag i dag og lært en ny lille landsby, at kende. Mødt den sødeste unge mand i bussen, som skulle hente sit lille barn i dagplejen og fået endnu en lang historie om livet på øen. Så herligt!