Morgenhimmelen, medens jeg venter på bussen.

Noget godt er der ved at skal tidlig ud af køjen. Her får man den fantastiske morgenhimmel lige i ansigtet når man træder ud af døren, eller kigger ud af vinduerne. Nu har vi en aftenhimmel, der har andre farver, men er mindst lige så smuk.

Afsted gik det med bus og færge til Svendborg for at afhente et stk. barn. Nu tager han sig en skraber, på et højest ubelejligt tidspunkt og jeg risikerer, at han ikke vil i seng før månen står højt på himlen. Men hvad gør man. Han skulle lige trøstes fordi han tabte en stol over sin storetå og en to vupti gled øjnene i og en højlydt snorken, gav mig mistanke om, at han ikke var var ved at sunde sig.

Svendborg lignede sig selv og det på trods af, at det er snart 45 år siden, jeg arbejde her. Den samme heste- og helsebutik ligger præcis hvor de lå dengang. Jeg fik ikke indkøbt de småting, jeg faktisk gik rundt efter, men faldt for en unik fødselsdagsgave hos en glaspuster. ÅH! Jeg kunne have købt hele butikken, så skønne alle hendes ting var.

Men så må jeg minde mig selv om, at tiden er inde til ikke mere at investere i ting. Hvad skal jeg med alle de ting og der er ingen der ønsker dem og vil have dem bagefter mig. Et vilkår jeg deler med rigtig mange ældre mennesker og mit nuværende simple liv, har i 2½ måned vist mig, at man kan leve med næsten igenting og det i grunden uden at savne noget som helst.

Elton trådte lige ud af bussen og tog ejendommen i besiddelse igen.